Forstå forråelse, og hvordan du undgår det

Når medierne bringer historier om mennesker, der er blevet forsømt på deres bosted, plejehjem eller andre steder, hvor de burde have fået omsorg, er det forråelse, der er på spil. Skal forråelse forebygges, er det først og fremmest vigtigt at forstå fænomenet, og at alle kan rammes af det, frem for at gribe til fordømmelse af den enkelte medarbejders forråede adfærd.

Hvad er forråelse?

”Forråelse er en proces, hvorigennem mennesket bliver tiltagende råt, brutalt, koldt og kynisk i sine

tanker og herigennem i stand til at handle ondt”.

Sådan lyder Dorthe Birkmoses, psykolog og ekspert i forråelse, definition på begrebet.

Forråelse er et fænomen, man desværre ser i forbindelse med støtte- og omsorgsarbejde. Det kan opstå alle steder, både i psykiatrien, på skoler, på plejehjem, på botilbud og andre steder, hvor mennesker arbejder med mennesker. Det kan virke paradoksalt, at tale om onde handlinger, som Dorthe Birkmose gør, når man beskæftiger sig med et område, der handler om at drage omsorg og hjælpe mennesker. Det er også derfor Dorthe Birkmose har kaldt en af sine bøger ”Når gode mennesker handler ondt”.  For selvom omsorgspersonale er ansat til og ønsker at gøre godt – og ønsker at gøre godt – gør de alligevel nogle gange ondt. Hvad er det, de gør, og hvorfor gør de det?

Heldigvis er der metoder til at forebygge forråelse – og dem kommer vi til. Først er det dog vigtigt at forstå, hvad der går forud for en forrået kultur.

Hvorfor opstår forråelse?

Forråelse er en forsvarsmekanisme eller overlevelsesstrategi, som man tyr til, når man føler sig afmægtig, rådvild og fortvivlet. Forråelse opstår altså som en reaktion eller et forsvar, når mennesker er blevet presset over længere tid.

Forsvarsmekanismen forråelse kan fx blive aktiveret, når man oplever kognitiv knaphed. Kognitiv knaphed går i korte træk ud på, at når man oplever knaphed på ressourcer, tid, kompetencer eller støtte fra andre, har man ikke adgang til de normale kognitive ressourcer. Det betyder altså, at man bliver dårligere til at tænke og handle. Man kan have sværere ved at træffe gode beslutninger og have overskud til at rumme og hjælpe andre. Kognitiv knaphed kan derfor være en udløsende årsag til forråelse.

Der er flere faktorer, som fører til, at personale bliver presset, oplever knaphed og dermed tyr til forråelse som en måde at holde afmagten ud på.

Én af faktorerne handler om, at de mennesker, man skal hjælpe kan være så pressede på grund af de udfordringer de har, at de bruger vold, fordi de ikke er i stand til at udtrykke sig bedre. En borger kan fx råbe, spytte, true med vold eller ligefrem slå i afmagt. Her kan man komme til at ”forsvare” sig med handlinger, som kan føre til forråelse.

Andre faktorer handler om det psykiske arbejdsmiljø. Det inkluderer vilkårene for arbejdet, hvor man bl.a. kan blive presset i hverdagen, fordi man ikke har tid nok til at løfte de opgaver, der er, og give de mennesker, den nødvendige hjælp, de har brug for. Vilkårene kan også være i form af krav, man ikke kan leve op til, enten fordi man ikke har kompetencerne, eller at kravene ikke giver mening. Endelig kan forråelse opstå, hvis man skal løse komplekse arbejdsopgaver uden at få den nødvendige støtte.

Pointen er, at man kan komme til at handle ondt, selvom man ikke er ”ond”. Man handler ikke ondt bevidst, med vilje eller fordi, man ønsker det – men fordi man er blevet presset længe nok til, at være psykisk slidt op. I den situation kan tanker og handlinger tippe over i forråelse, som en forsvarsmekanisme.

Eksempler på forråelse

Forråelse kan se ud på mange måder. Forråelsen kan komme til udtryk som alt fra en mild aggression til deciderede krænkende handlinger.

Hvordan forebygger vi forråelse?

”Ligesom det vigtigste i pædagogisk arbejde er at bekæmpe knaphed hos børn, borgere og familier, så de kan få adgang til deres kognitive ressourcer og blomstre, så må indsatsområde nummer ét for konsulenter og kommunale ledere også være at bekæmpe knaphederne i pædagogernes arbejdsbetingelser. Det vil give pædagogerne det nødvendige råderum til at bruge løs af al deres viden, så de kan sætte ind med den hjælp, der virkelig hjælper”.

Fortæller psykolog Dorthe Birkmose.

Når det er vilkårene for arbejdet, som er med til at skabe forråelse, er det også ved at ændre vilkårene, at man kan modvirke forråelse. På den måde får skaber man et godt arbejdsmiljø, der gør det muligt at hjælpe mennesker med brug for vores støtte, så de trives og får reduceret den knaphed, de oplever, så de ikke behøver bruge vold. Dermed kan en god cirkel igangsættes, der både skaber tryghed og trivsel for personalet og for de mennesker, der har brug for hjælp

Dorthe Birkmose fremhæver, at faglighed er de professionelles værn mod at handle ondt. Men udover det, skal vi betragte problemstillingen med forråelse som et komplekst problem – også kaldt et vildt problem – der indebærer, at vi ser på hele systemet omkring fænomenet, dvs. både arbejdspladsen, ledelsen, de enkelte medarbejdere, kompetencerne, grupperingerne på arbejdspladsen, vilkårene og de rammer og den retning, arbejdspladsen er underlagt og styret af m.m. At forråelse er et vildt problem betyder altså, at forråelse ikke kan løses alene af og på den enkelte arbejdsplads eller af den enkelte medarbejder. Betingelsen for at komme forråelse til livs er, at vilkårene og rammerne giver plads til det. Med andre ord kræver det tid til både viden, øvelse, læring og sparring – her har arbejdspladsen og ledelsen på alle niveauer også en rolle at spille, så der bliver rum og tid til at arbejde med forråelse.

Det er med Birkmoses ord ”møjsommeligt og benhårdt arbejde”, men hun peger på frem fem ting, som kan være virksomt.

1. Udøv den rette hjælpekunst:

Når man har mulighed for at analysere en situation og bruge sin faglighed til at finde redskaber til det specifikke behov, kan man lykkes med den hjælp, man gerne vil give. Lykkes man med at bruge den rette faglige tilgang og metode, er der altså ikke brug for forråelse som mestringsstrategi.

At udøve den rette hjælpekunst er dog lettere sagt end gjort. Mange fagprofessionelle oplever netop, at de ikke har den nødvendige tid til at udøve den rette hjælp. Måske har man for travlt i hverdagen til at nå sine arbejdsopgaver. Man kan også mangle både tid og mulighed for at tilegne sig den nødvendige faglig viden (herunder konkrete redskaber og metoder) og øve sig på den viden.

2. Erkend og bryd tabuet om, at forråelse og onde handlinger findes:

Det er i sig selv en forrået strategi at lukke øjnene for, at forråelse findes. Begynd med at tale åbent om, at forråelse kan ske, både hos den enkelte, i en gruppe og på en hel arbejdsplads.

3. Løbende faglig dialog med hinanden:

Fx gennem kollegial sparring og/eller supervision, hvor man kan skabe refleksion. En måde at skabe refleksion på er ved først og fremmest at indtage et udefra-perspektiv, se på personalets adfærd og lytte til det sprog, personalet bruger: Er der nogle af de tegn på begyndende forråelse (se tegnende ovenfor)? Dernæst kan man benytte mentalisering til at undersøge, hvorfor der er forrået adfærd og sprog? Ligger der fx pres eller ressourcemæssig knaphed bag adfærden?

4. Handling:

Hvad kan ledelsen gøre ved det pres og den knaphed? Er der brug for en anden fordeling af arbejdet på arbejdspladsen? Har medarbejderne de rette kompetencer, eller skal der tænkes i kompetenceudvikling? Har arbejdspladsen viden om adgang til de faglige metoder, der er brug for? Mestrer medarbejderne dem godt nok til, at kunne bruge dem i forhold til den pågældendes specifikke behov?

følge Birkmose findes der en række trygheds- og overskudsfremmende faktorer, der skaber et sundt psykisk arbejdsmiljø, da tryghed og overskud – ligesom faglighed – er et værn mod forråelse.

5. Forudsætningerne skal være på plads:

Skal man være i stand til at ændre på vilkårene, så forråede tanker og handlinger ikke bliver nødvendige, er det en forudsætning at man kan tale åbent sammen. Denne åbenhed kræver psykologisk tryghed, som du kan læse mere om her.

Sidst opdateret: 19. november 2024

• Del på Facebook
• Del på LinkedIn
• Udskriv