Ældre

Demensadfærd: Forstå adfærden og få strategier til at støtte den demensramte

Demensadfærd er uden tvivl en svær størrelse. Det kan føles hjerteskærende at se sin gamle, normalt rolige, far hæve stemmen eller blive tydeligt frustreret over hverdagsproblemer. At se nogen, man holder af, ændre adfærd er hårdt. For nogle kan det endda føles som om, man langsomt mister den, man elsker.

Som plejepersonale kan det også være enormt svært at arbejde med mennesker med demens, fordi de både kan være uforudsigelige og svære at forstå.

Men en ændring i adfærd er et af de demenssymptomer, som langt de fleste personer med demens vil opleve. Derfor er det vigtigt at forholde sig til ændringerne og forstå adfærden – både som pårørende og som personale.

Når én, man kender, får konstateret demens, er det naturligt at lede efter klassiske symptomer. Mange søger efter en ’formel’ på demensudvikling, så man kan forudse, hvad der vil ske i fremtiden. Men der er stor forskel på demenssymptomer, og der findes ikke en ’opskrift’ på såkaldt demensadfærd. Der findes altså ikke en formel for en lineær demensudvikling, som kan fastslå hvordan og hvilke symptomer, der vil vise sig fra de tidligere tegn på demens til de mere fremskredne demenssygdomme.

Forløbet, symptomerne og demensadfærden vil altid se forskellig ud fra person til person. Det afhænger både af det enkelte menneske, men i høj grad også af hvilken demenstype, der er tale om – og det er vigtigt at huske på, når man vil forstå demensadfærd.

Hvad er demensadfærd?

Der er altså store forskelle på typer af demens og demensadfærd – men alligevel er der visse fællestræk ved demenssygdomme. Ét fællestræk er, at udfordrende adfærd i forskellige former ofte vil optræde under sygdomsforløbet.

Mange beskriver demensadfærd som udadreagerende adfærd – og sådan har du måske også hørt det beskrevet. ’Udadreagerende’ kan dog være et uheldigt ord at bruge, da det indikerer, at man som dement selv er skyld i sin opførsel og bærer et ansvar for ikke at reagere ud mod andre. Men det er meget sjældent, at en person med demens har fuld kontrol over sin adfærd. Fordi personen med demens hverken har onde intentioner eller fuld kontrol over egen adfærd, er det mere præcist at beskrive demensadfærd som udfordrende, uhensigtsmæssig eller problemskabende adfærd.

Selvom der ikke er en fast ’opskrift’ på demensadfærd, bruger man alligevel betegnelsen ”BPSD”, som står for Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia. BPSD beskriver 12 eksempler på forskellige adfærdsændringer eller symptomer, der ofte opstår ved flere forskellige demens former. BPSD er altså en indikation på, hvad en typisk demensadfærd er. Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens medfører adfærdsændringerne ofte en markant livsforringelse, og BPSD-symptomerne er ofte grunden til, at man må flytte på plejehjem. Her kan du både læse om selve demenssymptomerne og finde forslag til, hvordan du som pårørende eller personale kan håndtere dem.

12 eksempler på demensadfærd (BPSD):

  • Vrangforestillinger
    Et af symptomerne på demens er vrangforestillinger. Vrangforestillinger betyder, at man har en opfattelse af verden, som ikke deles af andre. Eksempler på vrangforestillinger kan være, at personen med demens tror, at man stjæler fra eller har forsømt ham eller hende. I nogle tilfælde er vrangforestillingerne helt ubegrundede, og i andre tilfælde kan det optræde, fordi personen med demens forveksler virkelige personer.

    Det kan være enormt svært at håndtere både som pårørende og personale, hvis man bliver beskyldt for at have onde hensigter eller handlinger – og desværre er vrangforestillinger svære at korrigere, da de opleves som fuldkommen virkelige for personen, der har dem. Derfor vil det sjældent have en positiv effekt at betvivle forestillingerne. Det bedste vil i stedet være at anerkende, at forestillingerne føles virkelige for den, der har dem, og aflede personens opmærksomhed fra dem.

  • Hallucinationer
    Hallucinationer kan minde om vrangforestillinger, men de spiller i højere grad på sanserne. Hvis en person med demens oplever hallucinationer, vil han eller hun ofte opleve at have hørt, set eller lugtet noget, som andre ikke kan genkende.

    Som pårørende kan det være svært at navigere i, hvis den demensramte oplever hallucinationer. Det kan for eksempel skabe udfordringer, hvis den demensramte fortæller, at hendes værelse på plejehjemmet lugter muggent – men plejepersonalet ikke kan genkende det. Hvis man som pårørende ikke forstår, at der er tale om hallucinationer, kan man i sådan en situation nemt blive frustreret over personalet. Omvendt kan det skabe frustrationer for den demensramte, hvis man benægter, at lugten findes. Ligesom ved vrangforestillinger er det bedste, man kan gøre, at imødekomme personens følelser og forsøge at aflede opmærksomheden fra hallucinationen.

  • Agitation/aggression
    ”Demens symptomer vrede” er blandt det mest søgte om demens på Google. Aggression og vrede er i høj grad noget, vi forbinder med og frygter ved demensadfærd. Det er særligt på grund af aggressionssymptomer, at der somme tider opstår voldsomme episoder med folk, der har demens.

    Aggressionen kan både bestå af grov retorik, fjendtlighed eller fysisk uforudsigelig vold. Det er dog vigtigt at huske på, at mennesket med demens ikke har fået en ny eller aggressiv, selvom der nu er kortere vej til vrede. Aggressionen er derimod udtryk for noget andet; fx for frustration over ikke at blive forstået, eller for skam over at blive konfronteret med sin glemsomhed eller hallucination.

  • Depression/dysfori
    Desværre kan et demenssymptom være depression – både kortvarigt og længerevarende. Det kan altså forekomme, at personer med demens føler sig nedtrykte og triste.
  • Angst
    At udvikle angst og blive ængstelig er et andet demenssymptom, der kan opstå. Angsten kan tage mange former og både være møntet på noget specifikt og en mere generel angst. Hvis man oplever vrangforestillinger og hallucinationer, kan de være en yderligere anledning til angst.
  • Opstemthed/eufori
    Lige såvel som demens kan påvirke humøret negativt, kan det også have den modsatte effekt. Nogle oplever at være opstemte i perioder.
  • Apati/ligegyldighed
    Nogle oplever en følelse af, at alt kan være lige meget gennem deres sygdomsforløb. Særligt ved Alzheimers sygdom og frontotemporal demens er apati et hyppigt symptom. Omkring 60% af mennesker med Alzheimers sygdom viser tegn på apati.

    Den bedste behandling mod apati er at forsøge at stimulere personen. Det kan for eksempel være gennem socialt samvær, gå en tur, høre musik, synge kor eller andre aktiviteter, som personen plejer at kunne lide.

  • Manglende hæmninger
    Nogle oplever hæmningsløshed som et symptom. Et eksempel kan være, at personen med demens afklæder sig et offentligt sted eller måske endda besørger uden for toilettet. Hæmningsløsheden kan også optræde i form af seksualisering af sig selv eller andre.

    Hæmningsløshed kan gøre det svært at være sammen med andre, da man mister situationsfornemmelse og ikke følger sociale normer. Når man oplever, at en pårørende eller en borger opfører sig hæmningsløst, er det vigtigt, at man ikke skælder ud eller gør den demensramte flov eller skanfuld. Forsøg i stedet at korrigere nænsomt; for eksempel ved at hjælpe personen ind på sit værelse, hvis der opstår afklædning.

  • Irritabilitet/labilitet
    Et andet demenssymptom er irritabilitet. Nogle personer oplever at blive let og hurtigt irriterede og frustrerede. Som personale eller pårørende skal du altså forsøge at finde overbærenheden frem, også selvom den demensramte måske virker vrissen eller har en kort lunte.
  • Afvigende motorisk adfærd
    Det er ikke kun psyken, der kan blive påvirket af demenssygdomme. Der kan også opstå motoriske udfordringer. Det kan være alt fra at ryste på hånden eller føle uro i kroppen til pludselig at være højtråbende.
  • Søvn- og natlige forstyrrelser
    Søvnforstyrrelser er et andet hyppigt demenssymptom. Da søvn er vigtigt for vores kognitive funktion, kan manglende søvn desværre afføde en række andre udfordringer – blandt andet irritabilitet.
  • Ændret appetit og spisevaner
    Et symptom kan også være ændret appetit – særligt manglende appetit. Derfor er det vigtigt, at mennesker med demens støttes til at få nok at spise og drikke. Det kan man blandt andet gøre ved at sikre, at maden indtages i hyggelige rammer.

Hvordan håndterer man demensadfærd?

På plejehjem ser man en større og større andel af beboere med demens. Mennesker, der har demenssymptomer som aggression, irritabilitet eller vrangforestilling, kan opleves som utilregnelige. I nogle tilfælde kan den udfordrende adfærd desværre lede til voldsomme hændelser. Derfor er det vigtigt at forstå demensadfærd, så man bedst muligt kan imødekomme den demensramte og forebygge konflikter.

At arbejde med mennesker med demensadfærd handler – ligesom alt andet arbejde med mennesker – i høj grad om at imødekomme, respektere og lytte til det enkelte menneske. Forståelse og relationer er altafgørende for menneskers trivsel, og det gælder i høj grad også for mennesker med demens.

At forstå hvordan man håndterer demensadfærd er relevant for både pårørende og plejepersonale. Mange af de tilgange, der er udviklet til personale, kan i høj grad også give brugbare redskaber til pårørende.

Der er mange måder at imødekomme mennesker med demens, og mange af måderne overlapper hinanden, men tre tilgange har vist sig at give positive erfaringer i praksis:

Demenssprog

I 2023 udgav Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn bogen ”Demenssprog – Lær at forstå mennesker med demens”, der handler om kommunikation med demensramte. Bogens forfattere beskriver, at det for plejepersonale og pårørende ofte kan være svært at forstå, hvad mennesker med demens forsøger at kommunikere. Det er desværre netop i de situationer, hvor den demensramte bliver misforstået – eller slet ikke forstået – at der kan opstå konflikter.

De fleste kan genkende, hvor frustrerende det er, når man ikke bliver forstået. Følelsen af gentagende gange at være ude af stand til at kommunikere sine behov kan nemt lede til frustrationer og problemskabende adfærd.

Derfor mener Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn, at det er altafgørende, at vi forstår det sprog, som folk med demens bruger – også selvom det ikke følger en sætningsopbygning, vi normalt kender. Når det lykkes at forstå hinanden, øger det både trivsel og forebygger konflikter.

Anneke Dapper-Skaaning og Dorthe Boss Kyhn opstiller i deres bog fire råd til at forstå demenssprog:

  • Sæt forventningerne ned
    Acceptér, at demens påvirker hjernen, og at mennesker med demens ikke pludseligt kan blive raske igen.
  • Raske hjerner er dem, der kan ændre på ting
    Hvis vi vil have mennesker med demens til at gå en ny vej, er det os (raske), der skal tage de først skridt. Mennesker med demenssygdom forsøger hele tiden at kommunikere med os med deres adfærd, og det er os, der skal lære at oversætte. Det er os, der har ansvaret.
  • Tal til følelser og sanser
    Gå væk fra at tale til de kognitive lag i hjernen, og gå hen i føle- og sanselagene. Tal ind i dufte, det taktile, det lydmæssige. Find det enkelte menneskes ressourcer ad den vej.
  • Adfærd er også reaktion
    Vi siger, at al adfærd er kommunikation. Men adfærd er også reaktion. Hvis vi vil have andre reaktionsmønstre, skal vi selv også gøre noget andet. For mennesker med kognitive skader kan ikke bare ændre adfærd. Vi skal tilbyde noget andet; noget, der giver mening for dem.

I praksis handler demenssprog om at fokusere på at forsøge at forstå borgeren med demens og på, hvad borgeren kan, fremfor at forsøge at få borgeren til at huske. Hvis en borger med demens har fået en buket blomster, vil det være en naturlig reaktion hos mange medarbejdere i ældreplejen at spørge indtil, hvem blomsterne er fra, eller spørge om det var hyggeligt at have besøg. Hvis borgeren ikke kan huske besøget, hvor vedkommende fik blomster, kan det dog lede til både flovhed og frustration, hvis plejepersonalet insisterer på, at borgeren lige har haft besøg. Det nytter altså ikke altid at prøve at få borgeren til at huske, hvem blomsterne er fra. At tale demenssprog vil være, at man i stedet sætter sine forventninger ned og taler til borgerens sanser. Her kan man forsøge at få borgeren til at se og dufte blomsterne. Hvis man er heldig, kan det udløse et minde om, hvem blomsterne er fra – men selv uden det, er en samtale om blomsterne meget værd i sig selv. Man kan altså undgå mange frustrationer og misforståelser ved at tale om det, borgeren kan, fremfor at overvurdere borgerens kognitive evner.

Hvis du vil vide mere om demenssprog, kan du læse en længere artikel om bogen her.

Personcentreret omsorg

Personcentreret omsorg er en omsorgsfilosofi, der ligger vægt på at anerkende borgere og patienter som unikke mennesker. Mennesker, der uanset sygdomme, alder eller udfordringer altid har ret til selvbestemmelse – og som bør høres.

Med tilgangen personcentreret omsorg skal plejen altid tilpasses det enkelte menneske. Både behov, vaner, livshistorie og kultur skal medregnes i tilrettelæggelsen af omsorgen.

Personcentreret omsorg er særligt brugbart i arbejdet med mennesker med demens og demensadfærd, fordi tilgangen insisterer på at fokusere på mennesket fremfor sygdommen. Det er altså vigtigt at lytte til mennesket og anerkende borgerens handlinger – og ikke blot afskrive ytringer og handlinger som symptomer på demensadfærd. På denne måde minder tilgangen meget om demenssprog.

Der findes mange modeller for personcentreret omsorg, men et praksiseksempel på personcentreret omsorg i arbejdet med demensadfærd ville være, at man gør sig umage for at lære mennesket med demens at kende. Man forsøger altså at forstå menneskets identitet og sætter sig ind i personens vaner og livshistorie. Når man lytter og anerkender borgerens identitet og behov, understøtter man helt grundlæggende psykologiske behov og styrker derigennem trivslen for den enkelte borger.

Tankerne bag personcentreret omsorg hviler på, at man godt kan leve et godt liv med demens. Tilgangens store fokus på at møde og anerkende det enkelte menneske er en stor hjælp i arbejdet med demensadfærd. Når man som plejepersonale insisterer på at forstå og imødekomme en borger med demens, er det med til at forebygge frustrationer og konflikter.

Hvis du vil vide mere om personcentreret omsorg i arbejdet med ældre ramt af demens, kan du her se et gratis webinar med Gry Segoli, der er specialiseret i demens og demensomsorg og arbejder med både undervisning og faglig udvikling på ældreområdet på Københavns Professionshøjskole.

Low Arousal

Det kan være en stor bekymring for pårørende at se ens kære udvikle vrede karaktertræk, der ikke er til at genkende. Ligeledes kan det være svært for personale og medarbejdere at arbejde med mennesker, der griber til aggression. Dog er det vigtigt at forstå, at demens ikke gør mennesker til vrede eller aggressive mennesker, selvom  en sådan adfærd kan opstå. Her er det vigtigt at forstå, hvad vreden er udtryk for – og i den forbindelse kan Low Arousal-metoden være brugbar.

Metoden lægger vægt på at bevare roen og forsøge at undgå, at borgeren ender i en kaos-situation, der kan afføde følelser af frustration og afmagt.

Low Arousal bygger på et princip om affektsmitte. Det betyder, at adfærd smitter. Hvis man møder borgeren afslappet og med rolig stemmeføring, er der stor sandsynlighed for, at ens ro vil smitte af på den oprevne borger. I arbejdet med vrede som en del af demensadfærd, er det altså vigtigt ikke at lade sig påvirke af en opkørt stemning, men i stedet bevare roen og forsøge at forstå, hvad vreden er et udtryk for.

Hvorfor er det vigtigt at forstå demensadfærd?

De tre tilgange har som sagt mange overlap, og de er ikke udviklet specifikt til at håndtere demensadfærd. Dog tilbyder alle tre tilgange redskaber til at imødekomme mennesker med demens, forebygge konflikter og forstå demensadfærd.

Særligt fordi demenssymptomer kan se ud på mange forskellige måder, er den vigtigste pointe, at man gør sig umage for at forstå det enkelte menneske og ser adfærden som gyldig og kommunikerende – selv når den kan virke kaotisk. Når mennesker føler sig forstået og respekteret, skaber man mindre frustration og konflikt.

Demens er ikke det samme som Alzheimers

Der findes forskellige typer af demens. De forskellige typer kan hurtigt blive forvirrende at skelne i mellem – og et spørgsmål, der ofte stilles er: ”Er der forskel på demens og Alzheimers?”.

Svaret er ”ja”.

Kort sagt er demens et symptom på forskellige hjernesygdomme, der svækker den mentale funktion – og blandt andet viser sig i en række adfærdsændringer. De sygdomme, der kan give demens kaldes demenssygdomme.

Alzheimers sygdom er den mest kendte og hyppige årsag til demens – og det er derfor de to begreber ofte forveksles.

Der findes også andre typer sygdomme, som kan lede til demens – og hver sygdom medfører forskellige demenssymptomer. Andre typer af sygdomme, der kan medføre demens, er blandt andet Vaskulær demens, Lewy Body demens og Frontotemporoal demens.

Glemsomhed og hukommelsestab er et typisk symptom på demens som følge af Alzheimers sygdom.

Vaskulær demens skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar. Derfor vil symptomerne være forskellige alt efter hvilke dele er hjernen, der er ramt. Dog kan symptomer blandt andet indebære sprogforstyrrelser og en diffus eller langsom adfærd.

Lewy Body demens medfører ofte synshallucinationer og bevægeforstyrrelser, der minder om symptomerne ved Parkinsons sygdom.

Frontotemporal demens er en fællesbetegnelse for sygdomme, der rammer frontal- eller temporallapperne i hjernen. Her vil der ofte være en ændring i personlighed og adfærd – men modsat demens som følge af Alzheimers sygdom, vil hukommelsen i forbindelse med Frontotemporal demens ofte være intakt til langt henne i sygdommen.

Sidst opdateret: 15. november 2024