Forebyggelse

Borgerinddragelse

Når borgere, patienter, elever føler sig hørt, anerkendt og inddraget, mindskes risikoen for vold. Grundlæggende har medarbejdere og borgere fælles interesse i at undgå vold.

Ser vi bort fra de helt ekstreme situationer, har medarbejdere og borgere en grundlæggende fælles interesse i at undgå vold og alt, hvad det kan føre med sig af smerte, skyld og straf. Den fælles interesse kan man drage nytte af i arbejdet med at forebygge vold.

På arbejdspladser, hvor man har kontakt med de samme borgere gennem længere tid, er det oplagt at inddrage borgerne i det voldsforebyggende arbejde. Det gælder for eksempel på bosteder for mennesker med udviklingshæmning eller psykiske lidelser, i tilbud til hjemløse og misbrugere, på plejecentre, i hjemmeplejen, på døgninstitutioner og hospitalsafdelinger.

Spørg borgerne

Et godt afsæt er at spørge borgerne, hvordan de oplever den støtte, de får. Om de har den indflydelse på dagligdagen, de ønsker. Om de føler sig hørt, anerkendt og inddraget – og i øvrigt godt behandlet. Hvis ikke borgeren kan se og mærke, at han har indflydelse på sit liv, øges risikoen for konfrontationer og vold.

Når et tilbud får en ny borger, kan personalet – i visitationssamtalen og i samværet i hverdagen – tale med vedkommende om erfaringer med konflikter og eventuelle voldsomme reaktioner og oplevelser. Det kan give både medarbejder og borger vigtig viden om, hvordan de kan forebygge voldsomme reaktioner og håndtere eventuelle fremtidige konflikter, så de ikke ender i stor vrede og vold.

En eller flere samtaler med borgeren og eventuelle pårørende kan også bidrage til at forebygge konflikter og andre konfrontationer. Samtalernes formål er at afdække borgerens ressourcer og udfordringer, og tale om de gensidige forventninger. Gennem samtalerne får borger og pårørende indsigt i, hvad tilbuddet rummer, og hvordan medarbejderne vil støtte borgeren til at opnå øget trivsel og bevare eller udvikle sit funktionsniveau. Og medarbejderne får viden om, hvem borgeren er og hvilke ønsker og behov borgeren har.

Eksempler på borgerinddragelse i voldsforebyggelse

Borgerne kan også inddrages i mere konkrete tiltag, der handler om at forebygge vold. Omfanget og karakteren er naturligvis afhængig af borgerens livssituation. Her er nogle eksempler:

  • Oprettelse af et konfliktråd, hvor både borgere og medarbejdere deltager.
  • Tilbud til borger og medarbejdere om fælles debatarrangement eller undervisning i konflikthåndtering
  • Fælles drøftelse af dilemmaer og cases, fx som afsæt for aftaler om, hvad der er acceptabel og uacceptabel adfærd.

Sidst opdateret: 30. januar 2024