Podcast: Sådan bekæmper vi forråelsen 2

Da valgkampen er på sit højeste op til kommunalvalget i 2021, bliver chefen for ældreplejen i Gladsaxe sendt hjem. På et af kommunens plejehjem har medarbejderne delt billeder af beboerne på Snapchat. Billeder, som gør grin med beboerne.

I dag er der et før og et efter i Gladsaxe. På rådhuset har de fået øjnene op for, at forråelsen findes. På alle niveauer arbejder de med at modvirke forråelse i kommunens tilbud. De taler om psykologisk tryghed både på plejehjemmet og på rådhuset. Kommunen forsøger også at fordele opgaverne mellem sygeplejersker og sosu-assistenter på en anden måde.

Forråelse vokser ud af en lang og udmattende proces, hvor medarbejderne føler sig pressede og ude af stand til at gøre deres arbejde godt nok. Og når man dagligt går på kompromis med sin faglighed og sin samvittighed risikerer man at udvikle moralsk stress.

I dette afsnit kan du høre hvordan Gladsaxe kommune forsøger at styrke fagligheden og den psykologiske tryghed. Og om moralsk stress og hvad den kommer af.

Dette er andet afsnit om forråelse ud af to. Hvis du ikke har hørt det første afsnit, kan du finde det her.

Lyt til podcasten her:

Medvirkende: Herle Klifoth, chef for Sundhed og Rehabilitering i Gladsaxe, Jeanette Spangsberg, plejehjemsleder på Rosenlund og Nana Vaaben, docent og forsker ved Københavns Professionshøjskole.

Interview og klip: Bille Sterll / Journalistik med mere.

Musik og jingler: Audiojungle

Du kan bruge podcatsen på uddannelsen eller arbejdspladsen

Podcasten er relevant for studerende på social- og sundhedsområdet eller fagprofessionelle, der arbejder med mennesker. Man kan bruge podcasten til at forstå forråelsens mekanismer, og hvordan man som arbejdsplads kan arbejde med arbejde på at forebygge og bekæmpe den. Her er en vejledning til at bruge podcasten på uddannelsen eller arbejdspladsen.

Lyt individuelt

Lyt til podcasten hjemmefra og notér eventuelle tanker eller spørgsmål, som den vækker.

Drøft i grupper

Del jer i mindre grupper og diskuter de centrale temaer fra podcasten ved hjælp af refleksionsspørgsmålene nedenfor.

Fremlæg og diskutér i fællesskab

Grupperne fremlægger deres vigtigste pointer. Tal i fællesskab om, hvilke læringer I kan tage med jer fra podcasten.

Spørgsmål til refleksion

  • Hvordan definerer vi forråelse og har den vist sig i vores daglige arbejde – i ord, handlinger og holdninger?
  • Hvilke forhold i vores arbejdsmiljø (fx knaphed på ressourcer, stress, kultur) kan føre til, at forråelse opstår? Kan vi genkende situationer, hvor vi eller nogen vi kender har oplevet forråelse?
  • Har vi oplevet situationer, hvor forråelse har påvirket en borger, kollega eller os selv?
    Hvis ja: Hvordan blev situationen håndteret, og hvad kan vi lære af det?
  • Hvad kan vi gøre i fællesskab for at opdage og stoppe forråelse, når vi ser det?