Af Kia Gram Alsing, programleder i Vold som Udtryksform

I arbejdet med at forebygge vold, trusler og konflikter på velfærdsområderne er det naturligt at rette blikket mod metoder, redskaber og nye tilgange. Der findes mange kvalificerede bud, som kan styrke praksis. Men noget af det mest virksomme forebyggende arbejde begynder et andet sted – ikke nødvendigvis ved at gøre mere, men ved at forstå mere.

I Vold som Udtryksform arbejder vi med både relationelle tilgange og praksisnære værktøjer. Og i vores samarbejde med arbejdspladser, ser vi igen og igen, at det ikke kun er det, medarbejdere gør i situationen, der er afgørende. Det er også de forståelser og rammer, arbejdet er indlejret i.

Fundamentet kommer før metoderne

SUS – Socialt Udviklingscenters model over fundamentet for det forebyggende arbejde.

Modellen over det forebyggende arbejde er udviklet netop fordi det er vigtigt, at vi ikke kun taler om metoder, der forebygger, men også om det mindset, som udgør fundamentet for dem.

Det begynder med vidensgrundlaget: Hvad fører til det voldsomme? Hvordan reagerer mennesker, når de bliver pressede? Her trækker vi på vores viden om blandt andet traumereaktioner, det dobbelte blik, kontekst og arousal.

Dernæst er menneskesynet i organisationen centralt. Vi tager afsæt i forståelse som, at mennesker gør det så godt som de kan, at adfærd er kommunikation og at alle har brug for relationer, anerkendelse og at blive mødt indefra.

Med afsæt i vidensgrundlaget og menneskesynet kan vi identificere det virksomme i forebyggelsen. Når vi forstår mekanismerne bag adfærden, bliver det tydeligere, hvilke elementer der gør en forskel: Hvad styrker relationen? Hvad giver borgeren indflydelse? Hvad skaber forudsigelighed og tryghed? Hvad hjælper med at regulere arousal?

Her kan vi fx trække på Traumebevidst Tilgang, principperne i Low Arousal, forståelsen af at involvering er forebyggende, samt mentalisering.

Med det fundament på plads kan organisationen vælge de metoder, der passer til praksis og kontekst – fx Low Arousal og Perspektivskifte. Når den bagvedliggende forståelse er tydelig, bliver metoderne mere meningsfulde – og får større effekt i praksis.

Rundt om fundamentet for det forebyggende arbejde ligger de organisatoriske rammer, da forebyggelse i det direkte samarbejde mellem borger og medarbejder er afhængig af rammerne omkring.

Menneskesyn er ikke kun ord – det er organisatorisk praksis

Et menneskesyn kommer ikke kun til udtryk i det, vi siger. Det afspejles i det, vi gør, prioriterer og organiserer. Det viser sig i, hvad der er tid til i hverdagen, hvad der bliver målt på, og hvordan vi taler om borgere – og om hinanden.

På den måde er menneskesyn ikke kun et individuelt anliggende. Det er et organisatorisk vilkår. Hvis en organisation primært er indrettet efter effektiv drift og styring, kan det komme i spænd med ambitionen om relationsbaseret forebyggelse. Omvendt kan organisationer, der aktivt understøtter faglig refleksion og kontinuitet, skabe langt bedre betingelser for at forebygge konflikter.

Det mærkes også helt konkret i kroppen. Som mennesker reagerer vi kropsligt på uforudsigelighed og manglende kontrol, og det påvirker vores evne til at regulere os selv og indgå i samarbejde. I nogle tilfælde før vi forstår situationen med hovedet. Det gælder borgere og medarbejdere – men det gælder også organisatorisk. Organisationer under vedvarende pres kan udvikle arbejdsgange, der i mindre grad understøtter ro og refleksion. Derfor er det ikke nok at have det rette menneskesyn på papiret. De organisatoriske rammer skal aktivt understøtte tydelighed, kontinuitet i relationer og mulighed for at trække vejret i hverdagen.

Når medarbejdere, ledere og arbejdsmiljørepræsentanter deler et fælles sprog for det, der er på spil, bliver det lettere at tale om svære situationer uden at placere skyld, få øje på sammenhænge mellem hændelser og rammer og arbejde systematisk med læring.

Paradokser i praksis – når hensyn støder sammen

I hverdagen står fagprofessionelle ofte i situationer, hvor forskellige hensyn trækker i hver sin retning. Ønsket om at skabe ro og tillid skal balanceres med opgaver, der skal løses her og nu. Faglig dømmekraft skal forenes med krav om ensartede procedurer. Behovet for at stoppe op og lære af det, der sker, konkurrerer med en hverdag, der kalder videre.

Paradokserne er ikke udtryk for fejl. Det er grundvilkår i arbejdet. De kan ikke løses én gang for alle – men de kan gøres synlige og håndteres i fællesskab. Det kræver organisationer, der skaber rum til fælles refleksion – og ledere, der tør anerkende det svære uden at forvente hurtige løsninger.

Forebyggelse er et fælles – og organisatorisk – anliggende

Forebyggelse af vold og konflikter kan ikke reduceres til metoder alene. Det er et vedvarende arbejde, der udspiller sig i relationer, situationer og de organisatoriske rammer, arbejdet er indlejret i. Når menneskesynet forstås organisatorisk, bliver det tydeligt, at forebyggelse ikke kun handler om at udvikle medarbejdernes kompetencer – men om at skabe organisationer, der gør det muligt at lykkes.

Ikke fordi det fjerner det svære. Men fordi det kan skabe mere bæredygtige betingelser for at være i det. Sammen.