Brug en trivselsplan forebygge konflikter
Trivselsplanen hjælper medarbejdere med at beskrive udfordrende hverdagsituationer, inddrage borgerens ressourcer og dermed forebygge voldsomme episoder.
Hvad er en trivselsplan?
En trivselsplan er en detaljeret beskrivelse af en hverdagssituation, som er udfordrende for en borger/beboer – og som personalet har svært ved at håndtere. Det kan fx dreje sig om udfordringer i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne eller at borgeren har svært ved at finde rundt, men alligevel gerne vil gå ture væk fra sin bolig.
Trivselsplanen indeholder en beskrivelse af, hvad der virker godt i de udfordrende situationer, og hvordan medarbejderne kan støtte borgeren og inddrage borgerens ressourcer.
Planen beskriver:
-
Hvad der fungerer godt i situationen
-
Hvad der skaber vanskeligheder eller risiko for voldsomme episoder
-
Hvordan medarbejderne kan støtte borgerens ressourcer aktivitets- og relationsmæssigt
En trivselsplan udarbejdes i tre trin
Gennem tre trin går personalet sammen på tværs af faggrupper og laver en plan for, hvordan de kan tackle en udfordrende situation mest hensigtsmæssigt.
-
Brainstorm og kortlægning
Først laver personalet en brainstorm og et mindmap, som giver overblik over alle de situationer, der er udfordrende for borgeren – og vælger en af situationerne ud.
-
Involvering af borgere og pårørende
Efterfølgende inddrages borgeren og de pårørende i det videre arbejde med at forstå borgeren, borgerens reaktioner og få baggrundsfortællinger fx fra borgerens livshistorie, som kan bidrage til at finde løsninger på den udfordrende situation.
-
Udfyld skemaet
Til sidst udfylder personalet trivselsplanen (se eksempel længere nede), hvor den udfordrende situation beskrives før, under og efter den finder sted. Skriv gerne kort og konkret, så alle kolleger forholdsvist nemt kan overskue trivselsplanen.
Trivselsplaner understøtter selvbestemmelse og inddragelse
En trivselsplan er med til at forebygge konfliktsituationer og voldsomme reaktioner fra borgerne, fordi planen støtter medarbejderne i at inddrage borgerens perspektiv og finde løsninger ud fra borgerens præmisser. Trivselsplanen er med til at understøtte borgerens ret til selvbestemmelse.
Eksempel på trivselsplan
| Dato: | Borgerens navn: | Udarbejdet af: |
| Hvilken situation handler trivselsplanen om? |
|---|
| FØR |
|---|
| 1. Beskriv, hvad der skal ske FØR situationen |
| Hvilke ressourcer har borgeren? |
| Hvordan skal medarbejderne støtte borgeren i situationen? |
| Hvordan skal medarbejder og borger kommunikere i situationen? |
| UNDER |
|---|
| 2. Beskriv, hvad der skal ske UNDER situationen |
| Hvilke ressourcer har borgeren? |
| Hvordan skal medarbejderne støtte borgeren i situationen? |
| Hvordan skal medarbejder og borger kommunikere i situationen? |
| EFTER |
|---|
| 3. Beskriv, hvad der skal ske EFTER situationen |
| Hvilke ressourcer har borgeren? |
| Hvordan skal medarbejderne støtte borgeren i situationen? |
| Hvordan skal medarbejder og borger kommunikere i situationen? |