Det går ikke væk

Når vold og trusler er en del af hverdagen, er det vigtigt at have fokus på, hvordan man kan arbejde på måder, der dæmper den afmagt, angst, frustration og desperation, som ofte ligger bag de voldsomme reaktioner.

Det er dog ikke realistisk – eller hjælpsomt – at tænke, at man kan få volden til helt at forsvinde. Den tanke kan i sig selv skabe nye dilemmaer.

På den ene side virker det uforsvarligt, hvis man ikke tydeligt markerer, at trusler og vold er uacceptabelt, og at ingen skal finde sig i at blive udsat for det på deres arbejde.

På den anden side kan det virke meningsløst at tale om nul-tolerance i miljøer, hvor trusler og vold faktisk forekommer, og hvor det ikke er realistisk at få det til at ophøre helt.

I sådanne sammenhænge kan ord som ’uacceptabelt’ og ’nul-tolerance’ miste deres betydning eller skabe urealistiske forventninger – og det kan i sig selv føre til mere frustration og afmagt.

Vold som en udtryksform

På mange måder kan det være konstruktivt at se på det voldsomme som noget meningsfuldt.

Vold kan være en udtryksform, fordi man måske ikke har andet sprog. Vold kan være en måde at forsvare sig på, hvis man oplever sig truet og ikke kan se andre muligheder. Vold kan være den eneste måde, man oplever, at man kan bevare sin værdighed på.

At forstå det voldsomme som meningsfuldt kan være til stor hjælp både i samarbejdet med det menneske, der reagerer voldsomt, og for en selv.

Hvis man bliver truet eller slået, kan man reagere meget forskelligt – alt efter hvordan man forstår situationen. Handler personen for at skade mig, eller er der andre grunde bag, som egentlig ikke har så meget med mig at gøre?

En sådan forståelse kan samtidig gøre, at man får en vis accept af volden – og det kan føles forkert. Man kan komme i tvivl om, hvorvidt man er med til at fastholde de voldsomme reaktionsmønstre, hvis man ikke tydeligt tager afstand fra dem.

Opfølgning efter en voldsom episode

Når voldsomme episoder er en del er hverdagen, kan man komme til kort med nogle af de måder og metoder, som ellers er hjælpsomme i arbejdet med det voldsomme.

Især i forhold til at følge op efter voldsomme episoder.

Ofte er redskaber til opfølgning bygget op omkring tanken om, at man kan lære af hver enkelt episode. Derfor lægges der vægt på en proces, hvor man først håndterer situationen, derefter taler den igennem (fx gennem defusing eller debriefing), og til sidst reflekterer og lærer af den – inden den næste episode opstår.

Du kan som leder overveje, om I har et system til opfølgning, der passer til niveauet af voldsomme episoder i organisationen.

Belastningspsykologi og højrisikojob

I arbejdsmiljøer, hvor voldsomme episoder er en del af hverdagen, er det vigtigt at have fokus på, hvordan bearbejdningen kan ske løbende – og ikke kun efter enkeltstående hændelser.

Her kan specialiseret viden om psykisk krævende arbejde være afgørende.

Belastningspsykologien giver fx redskaber til at forstå, hvordan man kan håndtere risiko og belastning, skabe mening i praksis og som leder understøtte både medarbejdernes og sin egen trivsel.

Måden, man taler om risiko, belastning og psykisk krævende arbejde på, har stor betydning.

Fokus kan ikke alene være på at fjerne risikoen, da det er en uundgåelig del af jobbet. I stedet handler det om at finde metoder til at håndtere og bearbejde belastningerne på en måde, der gør arbejdet bæredygtigt.

På den måde undgår man følelsen af at være utilstrækkelig, fordi man ikke kan fjerne det voldsomme – og får i stedet mulighed for at lykkes med at arbejde med og i det voldsomme på en måde, der styrker både faglighed og trivsel.

Som leder i en organisation, hvor det voldsomme er en del af dagligdagen, kan der være hjælp at hente i belastningspsykologien og forståelsen af højrisikojob.

Et højrisikojob kan defineres som arbejde, hvor medarbejderen regelmæssigt konfronteres med ulykker, traumer, trusler, overgreb og død, og hvor arbejdet stiller krav om indlevelse og evne til at håndtere det smertefulde.