Recovery og rehabilitering
Recovery handler om ’at komme sig’ helt eller delvist efter psykiske lidelser og opnå et meningsfuldt og tilfredsstillende liv – med egne ønsker og drømme i fokus.
Hvad er Recovery- og rehabiliteringsorienteret arbejde?
Når du arbejder recoveryorienteret, skal du støtte op om borgerens proces med at komme sig. Borgerens ønsker, håb og drømme er i fokus, og som medarbejder skal du lytte til borgerens meninger om, hvad trivsel er for ham eller hende.
Recovery lægger op til et ligeværdigt samarbejde, hvor borgernes egne vurderinger og planer vægter højere end personalets ideer om, hvad der vil være bedst. Recoveryprocessen kan derfor være meget forskellig fra person til person.
En række elementer går ofte igen, når mennesker beskriver, hvad der hjalp dem til at komme sig:
- at opleve fællesskab og gensidige relationer med andre
- selv at opleve og at blive mødt med troen på, at man kan komme sig (håb)
- at udvikle en positiv identitet, som gør det muligt at vokse ud over sygdommens begrænsninger
- at (gen)opbygge en oplevelse af mening og retning i livet
- at opbygge empowerment og handlekraft.
Medarbejdere kan støtte en borgers recoveryproces ved at bruge metoder, der inddrager borgeren, ved at støtte borgeren i at bevare håbet for fremtiden, og derved skabe en positiv identitet, meningsfuld hverdag og bevare eller opbygge et netværk i og udenfor tilbuddet.
Rehabilitering er en tilgang i arbejdet, som kan bruges til at understøtte menneskers recoveryproces. Det er et målrettet og tidsbestemt samarbejde mellem en borger og en eller flere professionelle.
Man tager udgangspunkt i hele borgerens livssituation, tager fælles beslutninger om, hvad der skal til for at understøtte borgerens mål, og der er fokus på borgerens muligheder for at opnå et selvstændigt og meningsfuldt liv. De professionelle i rehabiliteringsarbejdet tager ansvar for at koordinere og yde en sammenhængende indsats.
Hvem er målgruppen?
Borgere med psykiske lidelser.
Læs mere om metoden
Du kan læse mere om recovery-orienteret rehabilitering på Social- og Boligstyrelsens vidensportal.
Få flere metoder
Du kan finde mange flere metoder og redskaber til at forebygge voldsomme episoder i mødet mellem fagprofessionelle og borgere her på sitet i vores metodebank.