Rammer og regler for væresteder og varmestuer
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er arbejdsgiverens ansvar. Arbejdsmiljøloven sætter rammerne for APV, retningslinjer og anmeldelse af voldsomme episoder.
Arbejdsmiljølovens rammer
Lederen har et særligt ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø, både når det handler om at forebygge voldsomme episoder og tage vare på medarbejdere og frivillige. Det fremgår af arbejdsmiljøloven og er beskrevet i Arbejdstilsynets vejledning om vold.
I praksis varetages arbejdsmiljøarbejdet ofte sammen med arbejdsmiljørepræsentanten eller arbejdsmiljøorganisationen.
APV
For at sikre et sundt og sikkert skal arbejdspladsen gennemføre regelmæssige arbejdspladsvurderinger (APV), som også skal afdække udfordringer med fysisk og psykisk vold. I APV’en kan medarbejdere og frivillige give udtryk for, hvordan de oplever arbejdsmiljøet i værestedet.
Retningslinjer og handleplaner
Ledelsen skal sikre, at arbejdspladsen har retningslinjer og handleplaner for at forebygge, håndtere og lære. af voldsomme episoder. Det er også ledelsens ansvar at instruere medarbejdere og frivillige i retningslinjerne, som også skal dække trusler eller chikane uden for arbejdstiden.
Retningslinjer og handleplaner bør evalueres systematisk mindst en gang årligt og tilpasses ved ændringer på arbejdspladsen.
Registrering og anmeldelse af voldsomme episoder
Et vigtigt element i at forebygge, at voldsepisoder gentager sig, er at få episoderne registreret. Det har man pligt til som arbejdsgiver. Registreringen skal bruges til at påpege hyppigheden af voldsepisoder, og skal samtidig føre til læring på arbejdspladsen.
Vold på arbejdspladsen skal anmeldes som en arbejdsulykke til Arbejdstilsynet, hvis episoden fører til sygefravær ud over den dag, volden skete. Episoder kan også anmeldes, selvom der ikke har været fravær. Mange arbejdspladser anmelder alt det, der falder inden for definitionen af vold, og som medarbejderen oplever sig belastet af.
Anmeldelse via EASY
Arbejdsulykker anmeldes i EASY på virk.dk. EASY er Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets system til at anmelde arbejdsulykker. Når du anmelder en arbejdsulykke i EASY, bliver anmeldelsen automatisk sendt videre til de rigtige modtagere, hvis den er anmeldepligtig. Det kan for eksempel være virksomhedens forsikringsselskab, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) og Arbejdstilsynet.
Anmeldelse til politiet
Arbejdspladser har ikke pligt til at anmelde vold mod medarbejdere til politiet, men nogle væresteder gør det konsekvent. I så fald bør det være ledelsen, der anmelder episoden, så medarbejderen ikke figurerer med navn, adresse og cpr-nummer. Fysisk vold samt krænkelser, hån og trusler kan være strafbare ifølge Straffelovens § 119 om vold mod tjenestemand i funktion.
Love og vejledninger om arbejdsmiljø og vold
Arbejdstilsynet og Beskæftigelsesministeriet har udgivet en række vejledninger og bekendtgørelser om vold og trusler og arbejdsmiljø. For væresteder og varmestuer er disse de vigtigste:
AT-vejledninger
- Arbejdsrelateret vold – AT-vejledning D.4.3-5, 1. juni 2011
Vejledningen handler om arbejdsgiverens pligt til at forebygge arbejdsrelateret vold og om, hvordan man kan samarbejde om at forebygge og håndtere arbejdsrelateret vold. - Kortlægning af psykisk arbejdsmiljø – At-vejledning D.4.1, 1. november 2009
Vejledningen beskriver metoder, som arbejdsmiljøorganisationen kan bruge til at kortlægge det psykiske arbejdsmiljø i virksomheden.
Love og bekendtgørelser
- Arbejdsmiljøloven. Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø – Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021.
- Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø – Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1406 af 26. september 2020.
Bekendtgørelsen omfatter det psykiske arbejdsmiljø, arbejdsgiverens pligter, og hvordan belastninger i det psykiske arbejdsmiljø kan forebygges. - Bekendtgørelse om arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid – Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1504 af 4. december 2015.