Modul 4: Forudsætninger
Faglige tilgange og kompetencer kan ikke stå alene. For at du som medarbejder kan støtte borgerne bedst muligt og forebygge voldsomme episoder, er der nogle overordnede forhold, der skal være i orden. Dem skal du også kende til.
Mange forhold på arbejdspladsen kan medvirke til at skabe trivsel og tryghed for borgere og medarbejdere.
Ledelsen har det overordnede ansvar for, at I som medarbejdere har gode rammer og forudsætninger for at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder og nærved-episoder. Du spiller også en vigtig rolle.
Særligt tre forhold er vigtige:
- Ledelsen skal have løbende fokus på at sikre et trygt og godt arbejdsmiljø.
- Der skal være gode forudsætninger for samarbejde og videndeling.
- Indretningen af botilbuddet og tilrettelæggelsen af arbejdet og aktiviteter for borgerne skal understøtte et trygt og meningsfyldt hverdagsliv.
Et godt arbejdsmiljø
Det overordnede ansvar for arbejdsmiljøet ligger hos ledelsen. Din leder skal hele tiden være opmærksom på de udfordringer, du og dine kolleger oplever, og sikre at I er rustede til at håndtere dem.
Udover at følge med i medarbejdernes registreringer af voldsomme episoder skal ledelsen sørge for, at arbejdspladsen løbende gennemfører den lovpligtige arbejdspladsvurdering (APV).
Et godt arbejdsmiljø handler også om, at ledelsen bakker op om en åben og tillidsfuld kultur, der er vigtig for at kunne arbejde med at forebygge og håndtere voldsomme episoder.
Samarbejde og videndeling
Samarbejdet på arbejdspladsen er afgørende for arbejdet med at forebygge voldsomme episoder.
Et godt samarbejde er afsæt for at kunne reflektere sammen og give og modtage sparring blandt kollegerne. Dermed kan man også bedre udnytte forskellige faglige kompetencer til at opnå så bredt et perspektiv som muligt på borgeren og på hans eller hendes udfordringer.
Det er også vigtigt at samarbejde og dele viden med andre fagpersoner udenfor det sociale tilbud – fx borgerens sagsbehandler eller læge. Det er med til at skabe tryghed og gør, at borgeren oplever forudsigelighed og sammenhæng i støtten.
De fysiske rammer og tilrettelæggelsen af arbejdet
De fysiske rammer og indretningen er en vigtig faktor for trygheden og sikkerheden på tilbuddet. Er der fx hyggeligt og rart med behagelig akustik, lys og farver? Nogle borgere er meget følsomme overfor sanseindtryk, og derfor kan det have stor betydning for trivslen, at der er taget højde for dette.
Også indhold og aktiviteter i hverdagen er vigtige for, at borgerne trives. Det er ledelsens ansvar at organisere og tilrettelægge arbejdet og de daglige rutiner, så det understøtter borgernes behov bedst muligt. Her kan det være vigtigt løbende at drøfte jeres rutiner og vaner og ændre det, hvis noget ikke fungerer.
I de følgende afsnit går vi mere i dybden med disse tre forhold. Hvad der er vigtigt for dig at vide, og hvordan du og din leder spiller en rolle i at skabe gode forudsætninger for det voldsforebyggende arbejde.
Opsummering
- Ledelsen har ansvar for de overordnede rammer i forhold til at skabe et godt og sikkert arbejdsmiljø for medarbejderne og et trygt hverdagsliv for borgerne.
- Understøttelse af tryghed og trivsel handler blandt andet om samarbejde og videndeling, de fysiske rammer og indretningen samt selve tilrettelæggelsen af arbejdet.
- Ledelsen har det overordnede ansvar for arbejdsmiljøet, så det er sikkert for dig at gå på arbejde.
