Undervisningsmodul
viden-category-image

Modul 3: Læring

Hvis man skal man undgå, at en voldsom episode gentager sig, er det vigtigt at lære af det, der skete: Hvad gjorde vi godt? Og hvad kunne vi gøre bedre en anden gang?

Efter en voldsom episode er det vigtigt at stoppe op og reflektere.

Når I sammen undersøger, hvad der skete, lærer I både om jer selv, borgerne og jeres måder at håndtere situationer på.

Det styrker jer til at handle anderledes næste gang – og giver mulighed for læring sammen med borgerne.

Åbenhed og tillid

Det kan være svært at skulle arbejde med en voldsom episode, men det er nødvendigt for at kunne lære af den. Bare det at skulle tale om episoden igen kan føles ubehageligt, og der kan være følelser som skyld og skam på spil.

Måske synes man ikke, at man gjorde det godt nok eller at man gjorde det rigtige i situationen. Hvis man har det sådan, kan man let komme til at opfatte andres overvejelser om, hvordan situationen kunne være håndteret, som en personlig kritik.

Hvis det skal undgås, er det vigtigt, at I har tillid til hinanden i medarbejdergruppen og kan tale åbent om tingene uden at pege fingre eller placere skyld.

Hvordan skaber man en kultur med åbenhed og tillid?

Meget sker gennem jeres kommunikation. Ikke kun den kommunikation der finder sted efter en voldsom episode, men også den kommunikation I har til daglig.

Lyt aktivt og anerkend hinanden, og giv plads til, at I kan spørge ind til den andens tanker og følelser. I skal også turde tale om de hændelser, der ikke blev håndteret så godt.

Hvordan oplevede borgeren situationen?

Det er vigtigt at inddrage borgerne i læringen. Du og dine kolleger har én oplevelse, borgeren kan belyse, hvad der skete set ud fra hans eller hendes perspektiv – indefra-perspektivet(opens in a new tab). På den måde kan I få viden om, hvad der udløste konflikten eller den kaotiske tilstand for borgeren, og hvad der gik forud.

I skal kende til borgerens mestringsstrategier. Altså vide, hvordan han eller hun håndterer svære situationer og reagerer på krav og belastninger. Dermed kan I identificere, hvordan borgerens reaktionsmønstre kan være med til at udløse en konflikt.

Du kan også lære meget af at se på dine egne mestringsstrategier. Hvordan reagerer du, når noget er svært? Vender du reaktionen udad eller indad? Og hvordan påvirker det borgeren?

Husk at spørge borgeren om, hvad han eller hun oplevede i situationen, hvad I gjorde godt, og hvad I kunne have gjort anderledes.

Ledelsen skal gå forrest

Ledelsen på arbejdspladsen skal gå foran i forhold til at skabe nogle gode rammer for en åben og tillidsfuld kultur.

Ledelsen har pligt til at sørge for, at I får samlet op efter voldsomme episoder eller nærved-episoder. Så I kan lære af det skete og forhåbentlig undgå, at noget lignende sker igen.

Konflikter kan opstå i mange forskellige situationer – og læringen fra konkrete episoder kan se vidt forskellig ud. Nogle gange giver læringen anledning til at ændre på tilgangen til en borger. Andre gange kan det give anledning til ændringer i organisationen, som det er ledelsens ansvar at følge op på.

Opsummering

  • Den bedste måde at undgå, at voldsomme episoder gentager sig, er at lære af både borgernes handlinger og egne handlinger og erfaringer.
  • Når I bruger tid på at undersøge, hvad der har fået konflikten til at opstå, får I en unik viden, som I kan bruge til at undgå, at I havner i en lignende situation en anden gang.
  • Åbenhed og tillid i medarbejdergruppen er afgørende for, at I sammen kan drage læring af de episoder, I oplever.
  • Det er ledelsens ansvar at gå forrest. Både i forhold til at skabe en åben og tillidsfuld kultur og sikre gode rammer for den fælles løbende læring.

Gå til næste afsnit i Modul 3: Læring - hvordan?