Modul 3.3: At se på tværs af voldsomme episoder
Læring handler også om at registrere, analysere og reflektere på tværs af de konflikter I oplever på jeres arbejdsplads. Hvilke typer episoder oplever I? Hvornår? Og under hvilke omstændigheder?
Løbende registrering og analyse af både voldsomme episoder og nærved-episoder er en måde at skabe åbenhed i medarbejdergruppen. Og det hjælper jer med at holde fokus på de voldsomme episoder som en fælles faglig udfordring.
I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til at registrere og analysere episoder. Derfor er det vigtigt, at I får skabt nogle gode og meningsfulde måder at registrere på – og at I bruger den viden, I får gennem registreringerne, på en god måde.
Arbejdspladsen skal have procedurer for, hvordan man registrerer og samler op efter en voldsom episode og nærved-episode. Det er vigtigt, at du kender dem. Hvis du ikke får dem udleveret, kan du spørge din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant.
Forskellig praksis for registrering
Man kan registrere fysisk og psykisk vold og nærved-hændelser på forskellige måder. Nogle arbejdspladser har egne registreringsskemaer, på papir eller elektronisk, andre steder bruger alle sociale tilbud i kommunen det samme skema.
På nogle arbejdspladser anmeldes alle episoder i systemet for anmeldelse af arbejdsskader. Andre steder, hvor der ofte er episoder som fx riv, slag, skældsord og trusler, laver man fælles afkrydsningsskemaer. Her kan medarbejderne notere, hvad de er udsat for, hvornår og i hvilken sammenhæng, men uden at registrere, hvem der er involveret.
Det er vigtigt, at den måde man vælger at registrere episoderne på, giver mening og er til at overskue for medarbejderne.
Registrering som afsæt for læring
Hvor mange episoder er der?
Hvor, hvornår, hvordan og hvorfor opstår de?
Når I registrerer de voldsomme episoder, kan I følge med i både antallet af episoder og karakteren af fysisk og psykisk vold. Og når I har dén viden, kan I sætte gang i initiativer, som kan være med til at mindske antallet af konflikter og voldsomme episoder.
For at sikre læring er det vigtigt at registrere alle episoder. Både de voldsomme episoder og nærved-episoder. I afsnittet om håndtering (opens in a new tab)kan du læse om reglerne for registrering og anmeldelse til Arbejdstilsynet.
Analyse på tværs
Ved at se på tværs af alle de registrerede episoder bliver det muligt at afdække, om I skal ændre på noget på arbejdspladsen generelt eller i forhold til samarbejdet med den enkelte borger.
Måske er der nogle mønstre i hændelserne, som kan gøre jer klogere.
Er det fx altid bestemte steder, de voldsomme episoder finder sted? Sker episoderne på bestemte tidspunkter på døgnet, eller når bestemte borgere eller medarbejdere er sammen? Når borgeren har kontakt med sin familie? I forbindelse med fælles aktiviteter? Eller ved personaleoverlap?
Registrering og analyse handler ikke om at udpege og placere skyld, men om at ændre på de omstændigheder, som kan føre til en voldsom episode. Årsagerne kan være mange. At tale åbent og undersøgende om dem, kan hjælpe jer til at forstå episoderne og give jer idéer til at handle.
Det vigtige er at observere situationerne og undersøge, hvorfor borgerne reagerer, som de gør. Og hvad I eventuelt kan gøre anderledes for at undgå dette.
Opsummering
- Registrering af voldsomme episoder er en vigtig del af arbejdet med at forebygge voldsomme episoder.
- Den viden I får, når I registrerer og analyserer på tværs af episoderne, giver en forståelse for, hvorfor episoderne opstår.
- Den opnåede viden kan give anledning til at justere og ændre jeres praksis og medvirke til at undgå lignende situationer fremover.
