Modul 1.3: Fysisk, psykisk og social trivsel
Trivsel skabes af mange faktorer. Når borgere får støtte til at håndtere udfordringer som smerter, rusmidler, familieliv eller økonomi, styrkes muligheden for at bevare ro, mestring og undgå kaostilstand.
Når du som medarbejder ser på hele borgerens livssituation, kan du være med til at forebygge fysisk, psykisk og social mistrivsel.
Sygdom og sociale udfordringer kan være belastende for de fleste – og endnu mere, hvis man samtidig lever med en funktionsnedsættelse. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på både borgerens sundhed og sociale forhold.
Det skal du være opmærksom på
I hverdagen skal du være opmærksom på, om borgeren er i risiko for psykisk, fysisk eller livstruende belastning.
I den slags situationer har borgeren særligt brug for sine mestringsstrategier og din hjælp til at håndtere belastningerne og genvinde selvkontrollen.
Her i boksen kan du se, hvad du særligt bør lægge mærke til.
Læg mærke til
Ændringer i borgerens fysiske tilstand
Støt løbende borgeren i at have kontakt til læge, tandlæge, speciallæge eller hospital, når der er behov.
Trivsel og medicin
Ved ændringer i medicin kan der være perioder, hvor særlige hensyn er nødvendige. Bivirkninger ved ny eller ændret medicin kan påvirke både trivsel og adfærd.
Kost og daglige aktiviteter
En sund og nærende kost, fysisk aktivitet og meningsfulde hverdagsaktiviteter styrker borgerens trivsel. Indflydelse på fx valg af mad øger den mentale sundhed.
Brug af rusmidler
Hvis rusmidler eller abstinenser påvirker trivsel eller adfærd, er det vigtigt at tale åbent med borgeren om, hvordan I som medarbejdere bedst kan støtte.
Økonomi
En presset økonomi kan skabe stress. Hvis der er udfordringer med de basale udgifter, kan du som medarbejder tilbyde støtte til at skabe overblik og finde løsninger.
Relationer til familie og netværk
Relationer har stor betydning for trivsel. Samvær kan både styrke og udfordre, og nogle borgere kan have brug for støtte til at håndtere komplekse relationer – eller til at opbygge nye netværk.
Spørg, hvad der er hjælpsomt
Det er vigtigt at inddrage borgeren i arbejdet med at afdække de sociale og sundhedsmæssige forhold, der har betydning i hverdagen. Borgeren har selv den bedste viden om, hvad der skaber stress, og hvad der kan bidrage til øget trivsel.
Som medarbejder kan du spørge ind til, hvad du skal være særligt opmærksom på, og hvordan du bedst kan støtte. Det kan fx handle om fysiske smerter, bekymringer i forbindelse med medicin eller udfordringer i dagligdagen, som kan skabe utryghed.
Den viden gør det muligt i fællesskab at finde gode måder at håndtere udfordringerne på og styrke borgerens mestring. Redskaber som Mestringsskemaet og Åben Dialog kan være en hjælp i dette arbejde.
Opsummering
- Tryghed og trivsel handler også om de sociale og sundhedsmæssige forhold. Du har som medarbejder en opgave i at afdække disse forhold sammen med borgeren.
- Borgeren skal altid inddrages. Han eller hun kender sig selv bedst og ved, hvad der kan være stressende, og hvad der kan hjælpe til at få det bedre.
Litteratur
- 2. Retningslinje for sociale og sundhedsmæssige forhold.
- Liversage, Annika (2017): Voldsforebyggelse på botilbud og forsorgshjem. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
- Høgsbro, Kjeld (2018): Udfordrende adfærd – konflikthåndtering på botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Akademisk Forlag.
