LA2: Samtaler der styrker trivsel, tryghed og læring
LA2 hjælper medarbejdere og borgere med at forebygge og håndtere voldsomme episoder – og lære af dem – gennem fælles, strukturerede samtaler.
Hvad er LA2?
LA2 er en metode til samtale og refleksion, hvor borger og medarbejder arbejder sammen om at forebygge og håndtere udfordrende situationer – og omsætte erfaringer til læring. Metoden er inspireret af Low Arousal og recovery-tilgangen, der insisterer på at borgerinddragelse er afgørende for trivsel og udvikling. I LA2 indgår der også elementer fra Åben Dialog, særligt i forhold til netværksinddragelse, og elementer fra Feedback Informed Treatment (FIT), som metode til direkte borgerinddragelse. Begge metoder kan anvendes sammen med LA2.
LA2 er en metode til at skabe reflekterende samtaler om tryghed og trivsel – og om konflikter og voldsomme episoder. Til samtalerne benytter medarbejder og borger tre skemaer: Trivselsplan, Tryghedsplan og Læringsplan. Skemaerne findes i to versioner til henholdsvis borgeren og medarbejderen. Ved hjælp af skemaerne inddrages både borgerens indefra-perspektiv og medarbejderens udefra-perspektiv i en reflekterende samtale, der sigter på at kortlægge, forebygge, håndtere og skabe læring.
Hvordan bruger man LA2 i praksis?
Medarbejderne og borgeren udfylder i samarbejde borgerens version af de tre skemaer: Min Trivselsplan, Min Tryghedsplan og Min Læringsplan. Efterfølgende drøfter medarbejderne det fælles faglige perspektiv og udfylder medarbejderversionen af de tilsvarende skemaer.
- Min Trivselsplan fokuserer på borgerens oplevelse af sin egen trivsel, ressourcer, netværk, mestringsstrategier og belastninger.Trivselsplan for fagprofessionelle tager udgangspunkt i udefra-perspektiver, dvs. hvordan medarbejderen ser borgerens trivsel, og hvordan de kan støtte borgeren i at mestre hverdagslivets udfordringer.
- Min Tryghedsplan fokuserer på, hvordan borgeren kan undgå at komme i svære situationer, handle i affekt og miste kontrollen. Tryghedsplanen er et redskab til at forstå og håndtere affektudbrud og voldsomme episoder i samarbejde med borgeren.Tryghedsplan for fagprofessionelle lægger op til at reflektere over og samstemme
en fælles faglig tilgang til den enkelte borger i forbindelse med kritiske episoder. - Min Læringsplan tager udgangspunkt i, hvordan borgeren har oplevet en konkret voldsom episode, hvordan han eller hun forsøgte at mestre situationen og oplevede støtten fra medarbejderne.Læringsplan for fagprofessionelle bruges til at drøfte og notere, hvordan medarbejderne oplevede borgerens adfærd, og hvordan de håndterede situationen.
Hvorfor virker LA2?
Ved at tale med borgeren og spørge ind med oprigtig nysgerrighed, får borgeren mulighed for at bidrage med sit indefra-perspektiv. Borgeren kan derigennem også lære sig selv og sine mestringsstrategier bedre at kende. Det gør, at borgeren bliver mere opmærksom på egne værdier og erfaringer, og det kan være med til at støtte borgeren i at træffe flere kvalificerede beslutninger i sit eget liv (empowerment).
Derudover bliver det muligt at skabe et tæt samarbejde med borgeren om at reducere de voldsomme episoder. Medarbejdernes faglighed og metoder bliver udfoldet sammen med borgerens tanker og ideer, så borgeren ikke er alene med ansvaret for at finde frem til løsningerne.
Få flere metoder
Du kan finde mange flere metoder og redskaber til at forebygge voldsomme episoder i mødet mellem fagprofessionelle og borgere her på sitet i vores metodebank.