Metode
viden-category-image

Kollegial førstehjælp

Efter en voldsom episode har kollegaer brug for støtte. Kollegial psykisk førstehjælp handler om at være der – med nærvær, respekt og omsorg.

Hvad er kollegial førstehjælp?

Kollegial psykisk førstehjælp er støtte, som alle kan give til en kollega, der har oplevet en voldsom episode. Det er ikke terapi eller behandling, men omsorg og nærvær, som kan forebygge psykiske følger.

Kollegial psykisk førstehjælp har til formål at give kollegaen sikkerhed, tryghed, håb og medmenneskelig omsorg gennem samtale og samvær. Hjælpen skal vise, at kollegaen ikke er overladt til sig selv og hjælpe til at bevare sin faglighed og sit selvværd. Kollegial psykisk førstehjælp kan ikke erstatte defusing, debriefing og anden opsamling efter
en voldsom episode.

Kollegial førstehjælp er en vigtig del af håndteringen af voldsomme episoder på en arbejdsplads – og derfor skal den kollegiale hjælp sættes i system. Rikke Høgsted kalder kollegial førstehjælp “den vigtigste førstehjælp”, fordi det både styrker fællesskabet og fagligheden, når voldsomme episoder bearbejdes i sammen på arbejdspladsen.

Hvordan giver man kollegial førstehjælp?

  • Vær opsøgende: Typisk har den ramte ikke selv overskud til at bede om hjælp og støtte – derfor er det afgørende at kollegaerne er opsøgende og insisterende.
  • Lad din kollega tale ud: Undgå at afbryde og hjælp din kollega til at få talt hele episoden igennem. Det hjælper til at normalisere oplevelsen.
  • Hold kontakten efterfølgende: I dagene efter episoden er det vigtigt at følge op og holde kontakten. Særligt hvis kollegaen er sygemeldt, bør lederen eller arbejdsmiljørepræsentanten følge op, da det blandt andet gør det nemmere at vende tilbage til arbejdspladsen.

Gode råd til kollegial førstehjælp

Forsøg at:

  • Find et lokale, hvor der ikke er forstyrrelser
  • Skab tryghed og ro
  • Vis omsorg – og vurder om fysisk kontakt er passende
  • Følg din kollegas behov
  • Giv plads til pauser og gråd
  • Stil spørgsmål for at få den voldsramte til at fortælle om det skete, om tanker og følelser.
  • Imødegå selvbebrejdelser
  • Vær tålmodig
  • Følg din kollega til lægen eller skadestuen, hvis der er nødvendigt
  • Følg eventuelt din kollega hjem og sørg for, at kollegaen ikke er alene
  • Hjælp til med praktiske ting som at hente børn, købe ind, aflyse aftale, osv.

Undgå at:

  • Analysere, tolke, forklare, forsvare eller bagatellisere
  • Inddrage dine egne oplevelser med voldsomme episoder
  • Give skyld og bebrejde
  • Give gode råd

Ikke kun medarbejdere risikerer at blive udsat for voldsomme oplevelser. Det kan også ske for beboere på botilbud, plejecentre, institutioner m.fl. På samme måde som medarbejderne har også berørte borgere brug for at der bliver taget hånd om dem og brug for medmenneskelig omsorg. Se kriseplan.

Få flere metoder

Du kan finde mange flere metoder og redskaber til at forebygge voldsomme episoder i mødet mellem fagprofessionelle og borgere her på sitet i vores metodebank.