Undervisningsmodul
viden-category-image

Intro: Ledelse i arbejdet med det voldsomme

Som leder på social- og sundhedsområdet står du ofte i et felt, hvor voldsomme situationer kan opstå. Dette materiale giver dig inspiration til at reflektere over, hvordan I lokalt kan skabe trygge rammer og forebygge det voldsomme. Målet er at styrke både trivsel og arbejdsmiljø i en hverdag præget af kompleksitet og dilemmaer.

En faglig og etisk udfordring

At forebygge vold og trusler er en central del af ledelsesopgaven. Men det er også en balancegang mellem borgernes behov og medarbejdernes arbejdsmiljø.

Det kan være svært at tale om dilemmaerne, når idealer støder sammen – fx ønsket om et trygt arbejdsmiljø og samtidig at møde borgeren dér, hvor han eller hun er.

Materialet her giver dig redskaber til at åbne de svære samtaler og nuancere forståelsen af det voldsomme.

Hjælp til den komplekse ledelsesopgave

Forebyggelse af vold er ikke et spørgsmål om at finde ét enkelt værktøj eller én metode.

Der findes mange nationale retningslinjer, anbefalinger og redskaber – men ledelsesopgaven består i at omsætte dem til din lokale virkelighed.

Som leder kan du let føle dig utilstrækkelig, når voldsomme episoder alligevel opstår. Materialet hjælper dig med at se kompleksiteten – og styrke din ledelse i et felt uden enkle løsninger.

Ressourcer, medarbejdere og kompetencer

Ingen forebyggelse uden ressourcer.

Som leder har du en vigtig opgave i at forholde dig til, hvad der er muligt med de medarbejdere og kompetencer, du råder over. Det handler både om antal, faglighed og muligheder for kompetenceudvikling.

Materialet støtter dig i at skabe realistiske rammer – og i at kommunikere tydeligt både til medarbejdere, samarbejdspartnere og opad i systemet.

Sådan kan du bruge materialet

Materialet giver dig og din ledergruppe en ramme til at tale om komplekse udfordringer og dilemmaer. Det består af temaer med refleksionsspørgsmål, der kan støtte jeres drøftelser og hjælpe jer med at finde lokale løsninger. Ønsker I at gå mere i dybden, finder I også forslag til en workshop.

Sprogbrug i materialet

Vi taler om det voldsomme – reaktioner og episoder – i stedet for vold. Det gør vi for at understrege, at episoderne sker i samspil mellem mennesker og sjældent er udtryk for et ønske om at skade. Forståelse af de voldsomme historier og livssituationer giver bedre handlemuligheder.

Vi bruger ofte betegnelsen borger om mennesker i sociale tilbud og på plejecentre, selvom ordet kan virke formelt. Hvor det giver mening, bruger vi i stedet menneske eller den anden for at understrege fælles menneskelighed og mindske afstand.