Forråelse – når omsorg bliver til afmagt
Forråelse opstår, når afmagt og pres gør det svært at bevare omsorgen i arbejdet med mennesker. Læs om, hvorfor forråelse kan ske for alle – og hvordan faglighed, tryghed og fælles refleksion kan forebygge det.
Modelfoto af Bax Lindhardt
Når medarbejdere i omsorgsarbejde mister evnen til at handle med varme og respekt, taler man om forråelse. Det kan ske på bosteder, plejehjem, skoler, i psykiatrien – alle steder, hvor mennesker arbejder tæt med mennesker. Forråelse handler ikke om onde mennesker, men om et arbejdsmiljø og nogle vilkår, der over tid presser personalet ud over grænsen.
Hvad er forråelse?
Psykolog og ekspert Dorthe Birkmose definerer forråelse som:
”En proces, hvorigennem mennesket bliver tiltagende råt, brutalt, koldt og kynisk i sine tanker – og herigennem i stand til at handle ondt.”
Selvom intentionen altid er at hjælpe, kan presset i arbejdet gøre, at man begynder at handle eller tale hårdt, mister empati – eller vender det blinde øje til en borger, der har brug for støtte. Forråelse er dermed en forsvarsmekanisme, der opstår, når man oplever afmagt, stress eller manglende ressourcer.
Hvorfor opstår forråelse?
Forråelse er tæt forbundet med det psykiske arbejdsmiljø. Den kan opstå, når:
- man arbejder under tidspres eller med for få ressourcer
- kravene i arbejdet er uklare eller urealistiske
- man mangler faglig støtte eller supervision
- man møder borgere i svær afmagt eller med voldsom adfærd
I sådan en situation kan tanker og handlinger gradvist blive mere hårde og kyniske – som en måde at holde presset ud på.
Eksempler på forråelse
Forråelse kan komme til udtryk på mange måder – fra små irritationer til alvorlige krænkelser. Når forråelse får lov at brede sig, kan der opstå en forrået kultur, hvor de hårde handlinger bliver en del af hverdagen.
Tegn på forråelse er:
- hurtig irritation over borgere eller beboere
- opgivenhed og følelse af, at ”det nytter ikke noget”
- resignation eller afvisning af henvendelser
- sort-hvid tænkning – fx ”hun er altid besværlig”
- kynisme, hård tone, straf eller overmedicinering
- ironi eller sarkasme på beboeres bekostning
- ansvarsfralæggelse og manglende handling
Sådan kan forråelse forebygges
Ifølge Dorthe Birkmose skal forebyggelse af forråelse begynde med at ændre de arbejdsvilkår, der skaber afmagten. Det kræver et trygt arbejdsmiljø, faglighed og åbenhed.
Fem veje til at forebygge forråelse
- Udøv den rette hjælpekunst
Brug din faglighed til at finde den hjælp, der passer til den enkelte. Når man lykkes fagligt, er forråelse ikke nødvendig som mestringsstrategi. - Tal åbent om forråelse
Bryd tabuet. Forråelse kan ske for alle – det vigtigste er at turde se det og handle på det. - Skab faglig refleksion og dialog
Brug supervision, teammøder og kollegial sparring til at se på sprog, adfærd og pres i hverdagen. - Tag fat i årsagerne
Ledelsen skal handle på det, der skaber pres og knaphed: fx fordeling af opgaver, kompetencer eller adgang til faglige metoder. - Sørg for tryghed og støtte
Et trygt psykisk arbejdsmiljø er det bedste værn mod forråelse. Det kræver pauser, supervision, tydelige handleplaner og ledelsesmæssig opbakning.
Eksempler på trygheds- og overskudsfremmende faktorer
- Tilsyn
Med fokus på personalets handlinger og adfærd (og evt. forråede kultur) over for dem, de skal hjælpe – og med inddragelse af beboernes og pårørendes stemmer. - Sikkerhedspolitik
Det er vigtigt at have en fokus på både psykisk og fysisk sikkerhed – for både borgere og personale. Fx kan man have fokus på afmagtsreducerende fysiske rammer, som lyddæmpning og beroligende farver. Det er også vigtigt, at personalet har adgang til psykologisk krisehjælp. - Handleplaner for beboerne
Gør det tydeligt, hvad den enkelte skal have hjælp til, og hvordan personalet skal hjælpe den enkelte, så mennesket trives og i sidste ende ikke behøver bruge vold som udtryksform. Find materiale om handleplaner. - Registrering af belastninger
Både dem, beboerne (fejlmedicinering, magtanvendelse mv.) og personalet udsættes for i deres arbejde, så det er muligt at reagere med den rette type af støtte og følge, om det ændrer sig med tiden. Find værktøjer til registrering af voldsomme hændelser. - Pauser
Sørg for, at personalet kan restituere og dermed bedre kan honorere de belastninger og krav, der er nødvendige for at udføre arbejdet; pauser modvirker samtidig stress. - Jobrotation
Fordel det slid, der kan opstå ved at arbejde tæt sammen med andre mennesker, og styrk fagligheden ved, at spare på tværs af fagligheder (fx mellem medarbejdere der er SOSU’er, socialpædagoger og socialrådgivere). Vær dog opmærksom på, at jobrotation også kan være afmagtsskabende for dem, der har brug for støtte, da de skal etablere nye relationer. - Kollegial støtte og faglig ledelse
Kan bidrage til at højne fagligheden og den etiske refleksion, som er et godt værn mod forråelse, fx ved at have forråelse som et fast punkt på jævnlige teammøder og ved at have en leder, som tør se og agere på forråelsen, når den opstår. - Kontinuerlig faglig opkvalificering
Både af personale og ledelse, særligt i forhold til håndtering af konflikter; dette gør det muligt at fastholde evnen til at reflektere over eget fag og praksis. Find undervisningsmateriale. - Supervision
Kontinuerlig supervision skaber fælles erkendelsesprocesser, som øger den enkeltes overblik over arbejdsopgaverne, de belastninger, man udsættes for, og dilemmaerne i arbejdet, så fagligheden styrkes og forråelsen modvirkes. Find materiale om supervision.
