Undervisningsmodul
viden-category-image

Case: Jeg slår jer ihjel

Jesper er frustreret og truer en pædagog med en kniv. Hvordan tager du bedst hånd om alle, når konflikten er nedtrappet?

Brug casen som udgangspunkt for drøftelser. Hvordan kan I bedst tage hånd om alle involverede i situationen?

Casen er konstrueret. 

``Jeg slår jer ihjel``

Tre medarbejdere sidder i personalrummet og taler om ugens aktiviteter i botilbuddet. Beboerne på stedet er borgere med udviklingshæmning, alle har en dom for personfarlig kriminalitet.

Pludselig lyder overfaldsalarmen, og medarbejderne styrter ud i stuen, hvor Jesper står i et hjørne og truer pædagogen Anette med en kniv: ”Jeg slår dig ihjel”. Anette er bange. Det er de andre beboere i stuen også. Lars, der er kontaktperson for Jesper, beder stille og roligt Jesper give ham kniven. Lars holder sig lidt på afstand, vender siden til og ser ikke direkte på Jesper.

”Den so vil ikke give mig penge til cigaretter,” siger Jesper. Lars husker ham på, at han har brugt sine penge, men at det snart er den 1. Jesper smider kniven, løber over gården og sætter sig på en trappesten: ”Hvis I kommer i nærheden af mig, slår jeg jer ihjel”. Lars nærmer sig roligt og stiller sig ca. fem meter fra Jesper. ”Jeg kan godt forstå, det er svært for dig”, siger han. Langsomt rykker han nærmere og sætter sig ved siden af Jesper – ingen af dem siger noget. Efter et stykke tid siger Jesper, at han er træt og vil sove.

Imens har en kollega taget hånd om Anette. Hun sætter sig sammen med hende, giver hende et glas vand og  spørger, hvad der skete. Anette fortæller, at Jesper råbte ad hende og kaldte hende en møgso, fordi hun ikke ville give ham penge til cigaretter. Hun trådte et skridt henimod ham og bad ham tale ordentligt, og så greb Jesper ud efter kniven.

Kollegaen siger, at hun vil få fat i deres leder, så Anette kan tale med hende og få tilbudt professionel hjælp. Og hun spørger Anette, om der er nogen hos hende, når hun kommer hjem. Hun synes også de skal anmelde episoden som en arbejdsulykke og til politiet. En anden kollega, som er kommet til, mener ikke det er nødvendigt med politiet: ”Jesper mener det jo ikke, han gør ikke noget.”

På et efterfølgende møde taler de medarbejdere, der har med Jesper at gøre, om, hvordan Anette og Jesper får genskabt en god relation. Og de aftaler, at det er en anden end Anette, der skal giver Jesper penge til cigaretter den 1. i måneden.

Gode overvejelser

  • Hvad har de involverede personer brug for efter en voldsom episode?
  • Hvordan ville du selv ønske at blive taget hånd om, hvis du var i Anettes sted?