Undervisningsmodul
viden-category-image

Case: I praktik

Lise oplever under sin praktik, at en beboer reagerer stærkt i frustration over økonomiske problemer. Episoden påvirker hende dybt og viser, hvor forskelligt kolleger kan tolke og håndtere situationer.

Brug casen som udgangspunkt for drøftelser i personalegruppen. Hvordan oplever I situationen, og hvad tror I, at Lise har brug for fra sine kolleger?

Casen er konstrueret. 

Henning og Lise

Lise er i praktik på et forsorgshjem. En eftermiddag sidder hun sammen med en gruppe beboere i dagligstuen. Henning kommer ind i stuen og virker meget oprevet. Han hæver stemmen, råber vredt og sparker til nogle af møblerne.

”I er nogle idioter!” – ”Også dig, du vil ikke hjælpe mig,” siger han tæt på Lise. Han står helt tæt på, og hans frustration er tydelig.

Det lykkes Lise at få Henning til at falde til ro, så han igen kan tale mere roligt. Han forklarer, at han ikke har fået udbetalt sin kontanthjælp og ikke har kunnet få fat i sin sagsbehandler i tre dage. Han er bekymret, fordi han skal bruge pengene nu til at købe en fødselsdagsgave til sin søn. Lise foreslår, at de sammen ringer til sagsbehandleren. De får ikke fat i hende, men en anden sagsbehandler lover at undersøge, hvad der er gået galt med udbetalingen.

Da Lise bagefter fortæller sin kollega Anita om episoden, begynder hun at græde, hun ryster over det hele. Anita sætter sig hos hende og henter et glas vand. Hun foreslår, at de går til lederen, og hun følger Lise ned til kontoret. Lederen taler med Lise om episoden og spørger, hvordan hun har det. De bliver enige om, at Lise skal tale med Henning om det, der er sket. Lise føler sig ikke helt tryg ved at gøre det alene, men får ikke sagt det til lederen.

På det næste teammøde fortæller Lise om episoden og om samtalen med Henning. Reaktionerne blandt kollegerne er forskellige. En siger, at hun ikke helt forstår, at Lise stadig er så påvirket: ”Det er jo bare Henning” – han kan hurtigt blive vred, men falder som regel også hurtigt ned igen.

Gode overvejelser

  • Har du selv oplevet en konflikt eller en voldsom episode, fx i en praktik?
  • Hvad ville du have brug for, hvis du var i Lises sted?