Hvordan føles det at være på plejehjem? Hvordan føles det at arbejde på et plejehjem? Og hvordan føles det at være pårørende? Med Vold Som Udtryksforms VR-oplevelse kan man få indblik i alle tre scenarier.
“JEG SYNES DET VAR RYSTENDE PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE. JEG BLEV VIRKELIG BERØRT”.
Sådan sagde Lars, der er pårørende til en plejehjemsbeboer, efter at have set den nye VR-film fra Vold Som Udtryksform. I VR-filmen oplever man en episode på et plejehjem fra borgerens, medarbejderens og den pårørendes perspektiv. Og det gør indtryk, fortæller de medarbejdere og pårørende, der har set filmen.
VR-oplevelsen kan være med til at øge forståelsen og empatien for hinanden – og på den måde styrke samarbejdet mellem medarbejdere og pårørende. Her kan du se en kort film, hvor medarbejdere og pårørende ser VR-filmen og fortæller, hvad den gør ved dem.
VR-filmen udspiller sig på et plejehjem – men situationerne kan vække genkendelse på tværs af velfærdsarbejdspladser. Vigtigst af alt bidrager filmen til, at sætte sig i hinandens sted. Der er altså tale om perspektivskifte – helt bogstaveligt.
VIL DU LÅNE VR-BRILLER, SÅ I KAN SE FILMEN PÅ DIN ARBEJDSPLADS ELLER SKOLE?
- Så skriv en mail til sus@sus.dk.
TRE FILM OM PERSPEKTIVSKIFTE
Vold som Udtrykform har lavet tre film, som hjælper fagprofessionelle i ældreplejen med at forebygge konflikter og voldsomme episoder gennem perspektivskifte.
Filmene er lavet i Virtual Reality-format (VR), hvor du kan bruge VR-briller til at se dem for at få oplevelsen af selv at stå i rummet – hvis du ikke har VR-briller, kan du se sagtens se filmene alligevel; brug din mobil eller musen til at ‘rykke’ i billedet for at se dig omkring.
Med filmene får du et et indblik i og en forståelse for, hvordan det kan opleves at være henholdsvis beboer, pårørende og medarbejder på et plejehjem.
Når man bruger perspektivskifte som professionel tilgang i sit arbejde, sætter man sig i en andens sted. Det er med til at skabe godt samarbejde mellem pårørende og medarbejdere, men er også grobund for et godt arbejdsmiljø for dem, der er på arbejde, og et godt levemiljø for dem, der bor og lever på stedet.
De tre film tager tre forskellige personers perspektiv:
Ida på 86 år, der mistede sin mand for to år siden og nu er flyttet på plejehjem.
Mikkel på 29 år, der arbejder på plejehjemmet, hvor Ida bor.
Nina på 62 år, der er Idas datter, og kommer på besøg på plejehjemmet.
SE FILMENE
Filmen om Ida på 86 år kan du se ved trykke her: Idas perspektiv
Filmen om Mikkel på 29 år, der arbejder på plejehjemmet, hvor Ida bor, kan du se her: Mikkels perspektiv
Filmen om Nina på 62 år, der er Idas datter, og kommer på besøg på plejehjemmet, kan du se her: Ninas perspektiv
SÅDAN KAN DU BRUGE FILMENE
Hvis du mangler inspiration til, hvordan du kan bruge de tre film i dit arbejde, har vi lavet en vejledning, der giver gode forslag – fx hvis du vil bruge den på din arbejdsplads, eller hvis du som underviser på en SOSU-skole vil bruge den som forberedelse til praktikken. Derudover har vi lavet en workshop, som du også kan downloade. Der er selvfølgelig også en teknisk vejledning til, hvordan man bruger selve VR-brillen.
God fornøjelse!