6. december 2021
”Vi har fået flere redskaber til vores pædagogiske arbejde”
Bakkeskolen i Horsens har netop afsluttet deres deltagelse i Vold som Udtryksforms arbejdspladslaboratorium for skoler. Udviklingsforløbet har ifølge skolens leder givet ny inspiration samt et øget fokus på at mindske vold og konflikter på skolen.
Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist
Nyt ledelsesteam
Da et nyt ledelsesteam i 2017 overtog ledelsen på Bakkeskolen i Horsens, en specialskole for børn med socio-emotionelle vanskeligheder, var skolen indehaver af nogle kedelige statistikker. Blandt andet var sygefraværet blandt personalet tårnhøjt, der blev brugt mange penge på at erstatte smadrede ruder, og sidst, men ikke mindst, fandt der i gennemsnit fem magtanvendelser sted om ugen.
Tallene var både bekymrende og utilfredsstillende, og der var ikke tvivl om, at der på Bakkeskolen, som har elever fra 0. til 7. klasse, skulle ske nogle radikale ændringer.
Derfor satte ledelsesteamet sig ned og lagde en plan for, hvordan de med en systematisk indsats og i samarbejde med skolens øvrige personale kunne få skabt en ny og mere positiv virkelighed for både elever og personale.
”Når vi taler om arbejdsmiljø og vold som udtryksform, kan det hurtigt komme til at handle om de voksne. Om, hvor svært de har det, og hvor krænkede de føler sig. Men vores afsæt var og er, at det først og fremmest skal handle om børnene. De skal være afsættet,” siger Torben Bloksgaard, afdelingsleder på Bakkeskolen.
”Nogle af dem reagerer ganske rigtigt meget uhensigtsmæssigt på omverdenen. Men der er stor forskel på, om man som lærer eller pædagog synes, at man lider psykisk overlast, eller om man qua sin faglighed forstår, hvorfor barnet agerer, som det gør.”
”Hvis man kan forstå, hvad der er på færde i barnet, så vil man ikke opleve det lige så krænkende, når det siger ”store feder luder” til dig. Så for os kan kerneopgaven – at drive skole – ikke skilles fra det arbejdsmiljømæssige. De eksisterer sammen og er hinandens forudsætninger,” siger Torben Bloksgaard.
“Der er stor forskel på, om man som lærer eller pædagog synes, at man lider psykisk overlast, eller om man qua sin faglighed forstår, hvorfor barnet agerer, som det gør.”
Arbejdspladslaboratoriet har givet et skærpet fokus
Da Torben Bloksgaard blev gjort opmærksom på muligheden for, at Bakkeskolen sammen med en håndfuld andre skoler kunne deltage i et udviklingsforløb, som Vold som Udtryksform har udviklet specielt til folkeskoler og specialskoler, der ønsker hjælp og inspiration til at arbejde med forebyggelse af konflikter og vold på skolen, sagde han ja tak.
Godt nok var Bakkeskolen allerede i gang med andre indsatser og tiltag, men han vurderede, at disse ville gå fint i spænd med det arbejdspladslaboratorium, som Vold som Udtryksform tilbød ganske gratis.
”For os blev deltagelsen i arbejdspladslaboratoriet en del af en længere rejse, som vi har været på siden 2017. Vi så det som en god mulighed for at få input til flere redskaber i vores pædagogiske arbejde,” siger Torben Bloksgaard.
”Nogle af modellerne, vi er blevet præsenteret for, kendte vi til i forvejen – Diamantmodellen og Low arousal for eksempel – men vi har fået flere nye med, som vi kan bruge i den videre udvikling. Derudover har hele forløbet givet os et skærpet fokus på, hvordan vi arbejder med det pædagogiske analyseskema, vi er i gang med at indføre på skolen.”
Han peger på, at en ekstragevinst ved at deltage i arbejdspladslaboratoriet har været at få et indblik i, hvad der fylder og findes af udfordringer på andre skoler med lignende elevgrupper.
”Jeg fik blandt andet kendskab til en konflikthåndteringsmetode fra en af de andre skoler, som de bruger i Københavns Kommune. Den har jeg taget med hjem, fordi den passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil arbejde med konflikter på,” siger han.
Færre magtanvendelser og bedst i test
På Bakkeskolen har den fokuserede indsats for at opnå et lavere konfliktniveau og færre magtanvendelser i høj grad båret frugt.
Fra at have haft i gennemsnit fem magtanvendelser om ugen, er skolen gået til ”kun” at have 33 magtanvendelser i alt hele sidste år.
”Førhen havde vi en stor gruppe af magtanvendelser, hvor voksne havde opbygget en konflikt til børnene over måske 20 minutter. Det skulle vi blive bedre til. Og det er vi blevet. Når vi stadig har magtanvendelser, så skyldes det, at vi har børn, der indimellem ”eksploderer” under samværet med andre børn. Så må vi skride ind, så ingen kommer til skade. Vi har i dag meget få magtanvendelser, der skyldes, at et barn har haft en konflikt med en voksen,” siger Torben Bloksgaard.
Ikke blot har Bakkeskolen haft succes med at få nedbragt antallet af magtanvendelser markant. Skolens målsætning om at blive en skole, hvor eleverne klarer sig godt fagligt, ser også ud til at lykkes.
”Vi kunne godt lave en skole, hvor vi sørgede for, at eleverne fik en god dag ved, at der ikke blev stillet nogle faglige krav til dem. Men vi vil også gerne lykkes med undervisningen. Og det kan vi nu se, at vi gør,” siger Torben Bloksgaard:
”Alle vores 2. klasses-elever, som startede i 0. klasse, da vi påbegyndte vores fokuserede indsats, scorer fra god og op til fremragende i de nationale tests. Det synes vi er en succes, og det skal jo altså ses i lyset af, at mange af børnene på vores skole er de mest socialt udsatte børn i kommunen.”
Skoler inspirerer hinanden
Birgitte Bækgaard Brasch, der er chefkonsulent og projektleder hos SUS/Vold som Udtryksform, har stået i spidsen for arbejdspladslaboratoriet og dermed fulgt med i den udvikling, som Bakkeskolen og de andre skoler har været igennem det seneste år.
Hun peger på, at det undervejs i forløbet har været svært med sikkerhed at vide, om de deltagende skoler fik det tiltænkte udbytte af arbejdspladslaboratoriet.
Men ved forløbets afslutning var hun ikke i tvivl.
”Vi har jo kun set skolerne fire gange i løbet af et år. Vi har selvfølgelig prøvet at holde gryden i kog ved at sende materialer til dem og ringe til dem og følge op. Men vi har da også undervejs været spændte på, om de ville få foretaget reelle forandringer og forbedringer,” siger Birgitte Bækgaard Brasch.
”Men da skolerne kom i arbejdspladslaboratoriet den sidste gang og holdt oplæg for os, sad vi og måbede over, hvor langt de var kommet med deres udviklingsarbejde, og hvor gode resultater de kunne fremvise. Jeg synes afgjort, det viser, at de har fået rigtig meget ud af forløbet.”
Flere af skolerne, deriblandt Bakkeskolen, var allerede, da de tilmeldte sig arbejdslaboratoriet, i gang med en fokuseret indsats for at mindske konflikter og vold blandt eleverne. Men det har vist sig ikke at være nogen ulempe.
”Vi ved godt, at det ikke nødvendigvis kun er vores arbejdspladslaboratorium, der har skabt de positive forandringer på skolerne. Men jeg tror, at vi er med til at hjælpe dem med at holde fokus. Og det har vist sig at give et flow, at skolerne arbejder med flere indgange samtidigt, fordi tingene komplementerer hinanden,” siger Birgitte Bækgaard Brasch.
Hun mener, at skolerne har fået rigtig god inspiration fra både Vold som Udtryksform og dygtige eksterne oplægsholdere, men hun pointerer samtidig, at man ikke skal underkende den vidensdeling, der har fundet sted indbyrdes mellem de deltagende skoler.
”Det er rigtig vigtigt, at skolerne mødes på tværs, så de kan inspirere hinanden. Det er ikke altid, at de kan arbejde så fokuseret med inspiration udefra hjemme på skolen. Det har de fået mulighed for her i arbejdspladslaboratoriet.”
”Alle vores 2. klasses-elever, som startede i 0. klasse, da vi påbegyndte vores fokuserede indsats, scorer fra god og op til fremragende i de nationale tests.”
Publiceret: 6. december 2021. Sidst opdateret: 10. oktober 2024
Fokus på vold og konflikter på skoleområdet
Konflikter og vold er desværre et stigende problem på mange skoler i Danmark.
Vold som Udtryksform sætter løbende fokus på forebyggelse og håndtering af konflikter og voldsommer episoder i klasseværelset.
Læs eller lyt fx til:
- ”DET ER GODT AT ARBEJDE MED UDVIKLING I FREDSTID” (artikel)
En ombygning gik hårdt ud over Kildevældsskolens specialafdeling. Personalet var stresset, og børnene havde et højt aggressionsniveau. En genhusning har sammen med blandt andet et forløb i Vold som Udtrykforms arbejdspladslaboratorium skabt mere ro på skolen. - “DEN BEDSTE SKOLE I VERDEN” (podcast)
I en 4. klasse i Aarhus bruger lærerne et pædagogisk koncept, der får børn og voksne til at stortrives. - “VOLD OG TRUSLER I SKOLEN: RELATIONERNE TIL ELEVERNE BETYDER ALT” (podcast)
Hver fjerde lærer i folkeskolen har været udsat for trusler, og hver femte har været udsat for vold i løbet af det seneste år. Især nyuddannede lærere oplever vold og trusler. Men der er meget, lærerne selv kan gøre for at dæmpe risikoen for konflikter.