Tillid, ligeværdighed og respekt
– tre nøgleord til den gode relation
Livssituationen ændrede sig i 2012 for Simon Fønsbo, da han blev ramt af en blodprop i hjernen. Det medførte et længere forløb med indlæggelse og rehabilitering, hvor Simon fik erfaringer med at være patient. Og med de frustrationer det kan føre med sig. Her sætter han ord på både de positive og de udfordrende relationer til personalet. Det klare budskab er, at det ofte er ’småting’, som gør en verden til forskel.
– Jeg kunne aldrig finde på at slå på nogen, men når det er sagt, har jeg i mit sygdomsforløb oplevet så mange frustrationer, at jeg næsten har haft lyst til at pande nogen én.
Før Simon Fønsbo blev ramt af en blodprop i hjernen, levede han et helt almindeligt selvstændigt liv, så omvæltningen var enorm, da hans krop blev sat voldsomt tilbage efter blodproppen. Sygdomsforløbet startede med en måneds tid på den intensive afdeling, efterfulgt af et halvt års rehabiliteringsforløb.
– At være patient var en blandet oplevelse. Derfor har det været vigtigt for mig at give erfaringerne videre om, hvordan jeg oplevede det. Størstedelen af det personale, jeg mødte under mit forløb, var jeg glad for, men jeg mødte også nogle, som jeg ikke var glad for. Det handlede helt præcist om, hvor gode de var til at skabe relationer til mig som patient. Ofte er det ’småting’, som gør en verden til forskel.
Det handlede helt præcist om, hvor gode de var til at skabe relationer til mig som patient. Ofte er det ‘småting’, som gør en verden til forskel.
Simon Fønsbo fremhæver særligt nøgleordene tilllid, ligeværdighed og respekt som det vigtige for de gode relationer til personalet. Desværre var det også det, han især savnede hos nogle.
Uden selvbestemmelse
Som patient oplevede Simon at stå med ryggen mod muren. De daglige rutiner og gøremål var ikke længere op til ham selv.
– Man har sjældent selv valgt indlæggelsen, så der er en stor frustration forbundet med, at store dele af ens normale personlige frihed og muligheder for egne beslutninger forsvinder. For mig havde det stor værdi, når jeg blev inddraget. Det handlede især om, at personalet forsøgte at give mig lidt selvbestemmelse tilbage, der hvor de kunne. Det kunne være en lille ting som at lytte til, hvordan jeg havde det den pågældende dag, og imødekomme mit ønske og behov for at blive liggende lidt ekstra i sengen, hvis jeg var særligt træt.
– Det blev min oplevelse, at det var meget svært at ændre på tingene, og at nogle blandt personalet ikke altid formåede at inddrage mig og at skifte perspektiv. Hvis jeg fx havde en anden måde at gøre noget på eller en anden måde at løse en opgave på end deres, så skabte det ofte en konflikt. Selvom jeg ikke synes det var ofte, jeg ønskede at gøre noget anderledes. Jeg kunne godt have tænkt mig, det var lettere at få mere selvbestemmelse.
Her børster ’vi’ tænder efter hvert måltid
Følelsen af mangel på ligeværdighed fyldte også en del hos Simon Fønsbo.
– Måske fordi jeg er tidligere direktør og har haft mit eget reklamebureau med flere ansatte. Jeg var ikke vant til, at andre skulle diktere eller bestemme over mig. Jeg oplevede nogle gange at blive ’kostet rundt med’, fordi personalet mente at vide, hvad der var bedst for mig: Så skulle jeg spise sammen med de andre patienter; så skulle jeg hvile; så smed de mine gæster ud. På rehabiliteringscenteret fik jeg i begyndelsen at vide, at her på stedet børster ’vi’ tænder efter hvert måltid. Det kunne ingen undslå sig. Jeg prøvede, men de insisterede og foreslog, at de kunne blive på stuen til det var overstået. Det hele skulle foregå fuldstændigt punktligt. Jeg oplevede en meget slavisk hverdag og savnede mere fleksibilitet og forståelse.
Min oplevelse blev, at deres rytmer, rutiner og mønstre var vigtigere end mine behov.
Manglende viden om, hvorfor procedurer og rutiner var, som de var, blev årsag til frustrationer.
– Min oplevelse blev, at deres rytmer, rutiner og mønstre var vigtigere end mine behov. Især var det udfordrende for mig, hvis jeg følte, de var bedrevidende og vidste alt om det hele, fordi de havde en faglighed i ryggen. Her kunne jeg mangle den empatiske forståelse for mig som menneske. Den kunne de vise ved at lytte og inddrage mig.
”Tal ordentligt, kvinde …”
Særligt kommunikationen med personalet havde stor betydning for de gode relationer. De gode og ligeværdige relationer opstod, når Simon Fønsbo blev mødt som et voksent menneske. Når personalet involverede sig ved at være nysgerrige og lytte til hans perspektiv på situationen. Når de behandlede ham som et menneske, før de så ham som patient.
– Jeg fik særligt gode relationer til dem, som talte til mig ligeværdigt og med respekt. De, som kom ind på stuen og sagde: “Hej Simon, hva’ så? Du ser lidt træt ud i dag” i et helt normalt toneleje. Nogle talte langsomt og påfaldende tydeligt, som man ofte taler til ældre mennesker på et plejehjem, lagde hovedet let på skrå og overartikulerede med hele kroppen. Som om, jeg ellers ikke forstod, men det gør jeg. I de situationer blev jeg hurtigt frustreret og fik lyst til at råbe: ”Tal ordenligt, kvinde. Jeg har ikke mistet forstanden!”
– Det at blive behandlet og talt til, som var jeg et umyndiggjort barn, var noget af det, som frustrerede mig mest. Trods hele min sygdomssituation havde jeg brug for stadig at føle mig som et helt normalt voksent menneske med tanker og forstand. For mig handlede det også om den menneskelige omsorg og interesse, fordi det gjorde en forskel i hverdagen, at samtalerne ikke altid skulle handle om sygdom og medicin. Så bliver relationen også mere end praktik, pleje og medicin.
Det at blive behandlet og talt til som var jeg et umyndiggjort barn var noget af det, som frustrerede mig mest.
Kort fortalt mener Simon Fønsbo, at det handler om at være ved andre, som man gerne vil, at de skal være mod en.
– Mit helt klare budskab er, at dem som arbejder med mennesker skal huske at møde mennesket først. Det vil sige at tænke og handle ud fra nøgleordene; tillid, ligeværdighed og respekt. Det kunne man måske også kalde empati?
Tekst: Anna-Lea Byskov Andersen
Sidst opdateret: 28. juni 2024