LA2 tager pulsen på beboerne

Tæt samarbejde mellem medarbejdere og borgere øger trygheden på botilbuddet Grevenlund i Odense. Her anvender medarbejderne metoden LA2, hvor de med afsæt i tre værktøjer sætter fokus på borgerens trivsel, tryghed og læring.

På botilbuddet Grevenlund har en ny beboer med utallige magtanvendelser bag sig løftet en skraldespand over hovedet og truer med at kyle den ud ad vinduet.

”Hold da op, hvor han er blevet presset for meget”, lyder det som det første fra en af pædagogerne, der har den klare anskuelse, at noget bringer beboeren i ubalance, ellers ville han ikke reagere sådan.

Personalet går undersøgende til værks i forhold til, hvad der får beboeren på overarbejde, og hvad der gør ham tryg. Hurtigt lægges det ind i planen, at han skal have nogle pauser fuldstændig isoleret. Med tiden bliver beboeren selv trænet i at mærke efter, hvornår han har behov for at stemple ud, og i de situationer er han fri til at gå. I dag, fire år senere, har han endnu ikke haft et voldsudbrud.

– Det er da livskvalitet, at vi lytter til hans signaler i stedet for at presse på, siger Ulla Leth, rehabiliteringsleder på Grevenlund – et bo- og aktivitetstilbud for voksne med varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne i Odense.

Den beboerinddragende tilgang er meget forskellig fra, hvordan botilbuddet tidligere greb konflikter an:

–  Før kunne vi finde på at sige: ’Du bliver lige her’ eller ‘Se mig i øjnene, når jeg taler til dig.’ I dag ved vi, at hvis en beboer i forvejen er belastet, så skal vi ikke trappe konflikten op ved at stille krav.

Før kunne vi finde på at sige: ’Du bliver lige her’ eller ‘Se mig i øjnene, når jeg taler til dig.’ I dag ved vi, at hvis en beboer i forvejen er belastet, så skal vi ikke trappe konflikten op ved at stille krav

LA2 styrker samarbejdet

I dag anvender Grevenlunds ca. 50 medarbejdere og fire teams systematisk metoden LA2. (Low Arousal). Filosofien er, at jo mere medarbejdere og borgere samarbejder om at øge trivsel og tryghed, jo større er sandsynligheden for, at der bliver færre konflikter, og at de bliver nemmere at håndtere.

Grundforudsætningen i LA2 er at være nysgerrig på, hvad der ligger bagved en udadreagerende adfærd. Derfor gennemgås hver enkelt beboer systematisk på teammøderne, og beboerne inddrages i videst muligt omfang selv som erfaringseksperter.

– Ved at gennemanalysere borgeren får vi fokus på, hvad der bringer borgeren i ubalance. Vi insisterer på at finde frem til de udløsende faktorer. Hvilke belastninger oplevede beboeren forud for konflikten, og hvordan kan vi sammen undgå, at de hober sig op igen?

– Hvis vi har mange personaleskift i løbet af en dag, løber afsted med en borger og udsætter ham for høje lyde eller mange mennesker. Hvis han så slår, hvem har egentlig fået ham til at slå?, spørger Ulla Leth.

– Der er ikke nogle borgere, som har lyst til at være udadreagerende. Der er ikke nogle borgere, som har lyst til at slå andre. Enhver konflikt er problemskabende både for den, der udfører konflikten, og for den, der modtager konflikten, siger rehabiliteringsleder Ulla Leth.

 Det er os, som er hjælperen

LA2-metoden indeholder tre forskellige værktøjer: Trivselsplanen, tryghedsplanen og læringsplanen.

Den første plan, trivselsplanen, handler om forebyggelse. Den beskriver, hvordan borgeren fremstår, når han eller hun trives, og hvilke tiltag der er aftalt, hvis det kniber med trivslen.

Tryghedsplanen fokuserer på, hvordan borger og medarbejder håndterer svære situationer, så borgeren så vidt muligt undgår at komme i affekt og miste selvkontrollen. Som rehabiliteringsleder Ulla Leth beskriver det, kan selv den bedste forebyggelse ikke forhindre, at der opstår konflikter. Og så er det, at tryghedsplanen tages i brug.

– Nogle gange reagerer en borger helt oppe i rødt. Og hvordan skal man så være i det som medarbejder? Det kan være, man skal undgå direkte øjenkontakt. At man skal sørge for, at borgeren har en flugtmulighed ved fx at lade være med at stille sig foran borgeren, men derimod ved siden af. Eller at man skal give borgeren flere pauser.

Den tredje plan, læringsplanen, handler om at hente fælles læring i kritiske episoder og lade det indgå i det fremadrettede samarbejde.

– Vi bruger rigtig meget tid på at analysere de situationer, vi kommer ud i med borgeren. Det handler i høj grad om at hjælpe borgeren med at finde nogle mestringsstrategier.

Målet er, at både medarbejdere og borgere tager læringen med sig og er i stand til at bruge en bedre strategi næste gang, konflikten melder sig.

Styrket samarbejde

Trivsels- og tryghedsplanerne ligger fremme på bordet i personalerummet og er i brug under teammøder, personaleskift og den daglige snak om borgeren.

Det er ifølge Ditte Høtoft Nielsen, der er socialpædagog på Grevenlund med til at gøre det langt nemmere at bede en kollega om hjælp, for alle medarbejdere ved, hvad der står i planerne, og hvordan man arbejder med dem.

– LA2 gør os konstant bevidste om, at den viden, vi opnår, skal være en fælles viden, at vores faglighed skal sættes ind i en fælles pulje, som alle kan trække på, siger hun.

Lidt sort/hvidt sagt er, at pædagogen er gået fra at være ’lonesome rider’, hvor det blev oplevet som et nederlag, hvis man ikke nåede i mål med en borger, til at være en del af et team, der står til rådighed for hinanden, forklarer Ditte Høtoft Nielsen.

– Hvis jeg har en konflikt med en borger, så er det ikke mig, der skal køre den igennem og gøre den færdig. Der står vi til rådighed for hinanden, for borgeren kan have svært ved at være i situationen med mig, hvis det er med mig, den er begyndt. Det er ikke mig, der kan redde det hele. Vi gør det i fællesskab, og jeg er ikke en dårlig pædagog, fordi jeg ikke nåede i mål. Jeg er en god pædagog, fordi vi fik borgeren igennem i fællesskab.

Et maks. presset smil

LA2 har gjort personalet klogere på, hvordan de kan forstå beboernes adfærd og tilpasse deres egne tilgange og handlinger, så de skaber mere tryghed og ro hos beboeren, fremfor at situationer kører yderligere op, forklarer Ditte Høtoft Nielsen.

– Vi gør meget ud af at lære borgerne at kende og finde ud af, hvad det er for nogle tegn, de viser. Vi kender tegnene på, når borgeren er i trivsel, men også tegnene på, hvornår borgeren kommer i krise og føler sig presset.

– Vi er blevet bedre til at læse og forstå den enkelte beboers handlinger, udtryk, kropssprog og mimik. Et smil er ikke bare et smil. Når en bestemt beboer smiler så meget, at han viser tandkød, så er det altså ikke fordi, at han er glad, så er han maks. presset, og så skal du ikke stille flere krav eller gå tættere på. Du skal trække dig!

– Det er disse bitte små detaljer, som vi ikke kender i begyndelsen, når vi får en ny borger, hvor vi kan komme til at lave nogle uhensigtsmæssige handlinger, men hvor vi via LA2 bliver kloge på, at her er nogle mønstre, vi skal være nysgerrige på. Den erfaring og viden, vi får ved at aflæse borgerne, skriver vi ned, så vi også kan videregive det til nye kolleger, siger Ditte Høtoft Nielsen.

Tekst og foto: Miriam Lykke Schultz

Sidst opdateret: 16. august 2024

• Del på Facebook
• Del på LinkedIn
• Udskriv