Drama hjælper unge med autisme til at håndtere svære følelser
Lyngåskolen i Aarhus hjælper unge med autisme til at sætte ord på deres tanker og følelser om det svære ungdomsliv gennem rollespil.
Overgangen fra barn til voksen er forbundet med mange usikkerheder og udfordringer. Det gælder ikke mindst for unge med autisme. På Lyngåskolen i Aarhus har man derfor indført faget ”Ungdomsliv”, der skal hjælpe unge med autisme til at forstå de udfordringer og svære følelser, man ofte har i puberteten.
– Alt fra bøger til potteplanter blev kylet gennem undervisningslokalet, så allerede under den første time stod det klart, at tavleundervisning ikke er hensigtsmæssigt i forhold til at tale om svære ting som følelser. Vi skulle finde en undervisningsform, der appellerer til koncentrationen og samtidig minimerer de her voldsomme og udadreagerende følelsesudbrud, siger Britt Stenderup Pedersen, der underviser på STU4, som er Lyngåskolens linje for unge med ADHD og autisme.
Sammen med kollegaen Melanie Lynghøj Sørensen valgte hun at bruge drama som undervisningsform. Det virkede som en naturlig vej at gå.
– De var allerede godt i gang med at dramatisere over deres følelsesliv, hvis man kan sige det sådan, siger Melanie Lynghøj Sørensen og tilføjer med et smil, at det bare foregik på en lidt uhensigtsmæssig måde.
Tættere på svære følelser
Ved at lade de unge genspille svære situationer, de har stået i, i en tryg ramme, får de øje på, at der er andre løsninger end den udadreagerende adfærd.
– At tage en paryk på og lade som om, de er en anden, hjælper dem til at turde nærme sig de svære følelser. Og det hjælper dem også til at få følelserne udtrykt på en mere hensigtsmæssig måde, siger Melanie Lynghøj Sørensen.
Hun nævner som eksempel en pige, der rev meget i andre elevers hår.
– Adfærden viste sig at være udløst af stress. Gennem rollespil øvede vi forskellige strategier til, hvordan hun kan hjælpe sig selv, inden hun kommer derud, hvor hun bliver så stresset, at hun ikke ser andre handlemuligheder. Én af strategierne var at bede en voksen om hjælp.
Mennesker med autisme har ofte en forestilling om, at lærere eller pædagoger omkring dem kan aflæse deres tanker. At de kan få hjælp uden at have kommunikeret problemet. Det kan give anledning til en del frustrationer og stressende situationer for den unge. Læringsrollespil, under titlen ”Jeg kan ikke se, hvad du tænker” har generelt gjort de unge bedre til at sætte ord på, hvad der fylder, fortæller Melaine Lynghøj Sørensen.
Det er svært for unge med autisme at sætte ord på deres følelser. At tage en paryk på og lade som om, de er en anden, hjælper dem til at forstå og give udtryk for det, der er svært.
Melanie Lynghøj Sørensen
Kroppen husker
Målet med rollespillene er netop at arbejde med de unges personlige og sociale handlemønstre og klæde dem på til at kunne takle udfordringer, de møder på deres vej. Ifølge de to undervisere er resultaterne tydelige: Eleverne bliver mere fleksible og bedre til at håndtere sociale sammenhænge.
– De er blevet bedre til at være i det, der er svært for dem. De er blevet bedre til at kommunikere og har bedre forudsætninger for at forstå sig selv og andre. De sætter ord på følelser og situationer, de oplever som svære og lader sig ikke så let slå ud som tidligere, siger Melaine Lynghøj Sørensen.
Gennem drama husker de unge bedre det, der læres, samtidig med at de udvikler en forståelse for social adfærd og sociale kompetencer. Det narrative hjælper med at udvikle forestillingsevnen: Hvad sker der, hvis jeg står i en lignende situation? Derfor tager dramaøvelserne altid udgangspunkt i elevernes egne livshistorier. Noget, de har oplevet eller kommer til at opleve, forklarer Britt Stenderup Pedersen.
– Vi går tæt på og berører nogle situationer og følelser, som er svære at håndtere, men vi nødt til at gøre det så virkelighedsnært som overhovedet muligt, for at kunne arbejde i dybden med det. Dét, at kroppen er med og mærker, hvad der er svært, motiverer den unge til at flytte sig og finde nogle nye handlemåder og strategier, som er mere hensigtsmæssige, siger Britt Stenderup Pedersen.
Hvis eleven har haft den samme udfordring i årevis, nærmer underviserne sig den langsomt, ved i første omgang selv at spille stykket som et forumteater, hvor eleverne kan byde ind med egne erfaringer og løsningsforslag. Når eleven føler sig klar, kan han eller hun selv få lov at spille rollen.
Sætter sig selv i spil
At turde sætte sig selv i spil kræver noget af én. Det gælder ikke kun eleverne, men også de to undervisere. Når man gør det, får man også meget mere ud af det, mener de to undervisere.
– Det, der er svært, skal også være sjovt, så vi skal turde ligge og rulle rundt på gulvet eller have en fjollet paryk på. Der skal være plads til skøre indfald, fantasien skal have frit spil, og de unge skal have mulighed for at deltage på forskellige præmisser, siger Melanie Lynghøj Sørensen.
Hun understreger, at det at inddrage eleverne ud fra deres forudsætninger styrker deres kompetencer til at håndtere svære situationer.
– Der er nogle dogmer om, at mennesker med autisme ikke kan udvikle sig. Det ligger implicit i den kompensatoriske pædagogik, at man skal kompensere for de skader, de har, fordi de ikke selv kan. På den måde bliver det enormt ydrestyret. Drama hjælper de unge til selv at udvikle handlestrategier, som de kan tage med sig ud i voksenlivet.
Tekst og foto: Miriam Lykke Schultz
Sidst opdateret: 28. juni 2024