”Det handler om relation, relation, relation”
Kristian har en lang historie med misbrug og vold. Både i stofmiljøet og i de sociale og psykiatriske tilbud, han i mange år har været inde og ude af. Vendepunktet kom, da han mødte en medarbejder, der holdt fast, også når hans adfærd var urimelig. En god relation og en stor portion vedholdenhed fra personalet betyder alt, mener Kristian.
– Den første, der troede på mig, og som gjorde, at jeg også begyndte at tro på mig selv, var hende med ”Good morning Sunshine”. Hun nåede ind, og jeg turde åbne mig og være sårbar. Det var ikke nemt, for jeg havde den indstilling, at hun nok skulle smutte igen, for jeg skulle nok fucke det op. Så jeg tror på, at det med, at hun blev ved og ved og ved.
32-årige Kristian Hammer har en lang historie med vold. Han har ofte reageret med vold, både mod medbeboere og medarbejdere på psykiatrisk afdeling, på forsorgshjem og behandlingstilbud, når han var presset eller ikke følte sig hørt. Det er den adfærd, han kender til fra stofmiljøet. Kristian begynder med hash, da han er 13. Det hjælper ham mod tankemylderet. Senere bliver det til benzodiazepiner.
– Derfra gik det bare ned ad bakke. Forbruget blev massivt, og der skulle skaffes mange penge. Det var også her, volden begyndte at komme ind i billedet. Jeg blev meget indelukket og paranoid. Jeg begik røverier og indbrud, begyndte at sælge stoffer og hælervarer. Jeg fandt ud af, at det gav godt at rulle de andre pushere. Men de kom efter mig. Det er det, der er så sindssygt ved et misbrug. Man bliver ved med at vælge de dårlige veje, selvom man kender konsekvensen – belønningen er større. At få ro på mit hoved i 10 minutter betød mere, end at jeg vidste de kom efter mig. Så der startede paranoiaen rigtig. Fra jeg var 21 til 26 var jeg altid i alarmberedskab. Jeg anskaffede mig våben og en hund, for at den kunne passe på mig.
Ind og ud af psykiatrisk afdeling
Kristian ved godt, at det han gør, er forkert.
– Jeg gjorde det for at overleve. Det gav mig nogle dilemmaer – jeg vidste godt, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg var så meget i dilemma med mig selv om rigtigt og forkert, at jeg begyndte at komme mere og mere på psyk, men det var ind og ud. Hvis jeg kom på psykiatrisk afdeling og fortalte, at jeg havde et misbrug, ville de ikke have noget med mig at gøre, så hører du til i misbrugscentret. Og omvendt.
Jeg følte ikke, jeg blev mødt. Det er vigtigt at tænke over, hvad man siger til en, der står midt i det.
I den periode eskalerer volden og truslerne:
– Jeg har været meget truende, og jeg har slået ud efter sygeplejerskerne. Engang kom jeg ind på psyk og fik at vide, at de ikke kunne hjælpe mig. Jeg oplevede, at de var nedladende, fordi jeg havde et misbrug. Jeg følte ikke, jeg blev mødt. Det er vigtigt at tænke over, hvad man siger til en, der står midt i det. Jeg blev tit mødt med, ”at du kan bare stoppe”, og så blev jeg desperat og magtesløs.
– Engang slog jeg ud efter en sygeplejerske. Der blev trykket på en alarm, og så stod der fem mand, men jeg var ligeglad . Jeg var klar til at gå i flæsket på dem. Jeg var alt for presset og psykotisk, jeg kunne ikke se, at det ville ende galt. Det endte med, at sygeplejersken fik mig talt ned.
”Fuck jer … skodregler”
Kristian kommer i behandling for misbrug, men han er ikke klar, så han bliver udskrevet igen og flytter i en periode fra forsorgshjem til forsorgshjem. Stofferne og misbruget flytter med. Kristian sælger stoffer, og når medbeboerne ikke kan betale, banker han dem – og bliver smidt ud af forsorgshjemmet. Indtil en dag, hvor der sker noget nyt.
– Jeg vendte bunden i vejret på en (medbeboer, red.) ude på fællesarealet, så alle så det. Jeg vidste godt, at nu var det sket igen. Så jeg gik ind på mit værelse og ventede. Tænkte ”nu kommer der snart en eller anden idiot…” jeg kørte mig selv op.
– Min kontaktperson kom, og det særlige var, at han ikke gav mig nogen anledning til at fare op. Jeg kom med et eller andet ”fuck jer alle sammen… skodregler… ” og så sagde han ”ja, det er det du synes, og jeg kan godt forstå, at du synes det nu.” Ligegyldigt hvad jeg kom med, fik jeg ikke lov til at fare op. Han var imødekommende: ”Skal jeg hjælpe dig med at ringe til nogle andre forsorgshjem?” Han ville hjælpe mig, selvom jeg havde brudt deres regler. Det gav mig en form for tryghed, jeg stod ikke alene med det. Han hjalp mig med at pakke og fandt et sted til mig. Det gjorde, at de fik sluset mig ud stille og roligt. Måske ikke med et smil på munden, men med en accept af situationen. Havde han ikke håndteret det sådan, er der risiko for, at det var gået endnu mere galt. Jeg havde ikke noget at miste, så jeg kunne godt have klappet et par stykker ned på vej ud ad døren.
Good morning Sunshine
Efter endnu en turbulent periode kommer Kristian til et krisecenter Nordsjælland. Forinden er han blevet udredt af neuropsykolog, der finder ud af, at han har Aspergers syndrom og ikke ADHD, som han ellers har fået at vide. Desuden får han diagnosen emotionelt forstyrret, og psykologen mener også, at han har en hjerneskade.
– På krisecentret begyndte tingene for alvor at ændre sig for mig. Langt de fleste af dem, der arbejdede der, var tidligere eller clean misbrugere. Jeg blev mødt med en forståelse og en varme. De var der, og de var der hele tiden. Jeg fik en kontaktperson, som virkelig ændrede nogle ting.
– Jeg var meget lukket over for mennesker og ville ikke ud fra mit værelse. Men hun kom hver morgen og bankede på min dør med en kop kaffe: ”Good morning Sunshine”. Jeg tænkte bare ”Fuck nu af mand” og smækkede døren i hovedet på hende Jeg synes bare, hun var irriterende. Jeg vidste godt, at hun prøvede at komme ind på mig, og det gad jeg ikke. Jeg kaldte hende de værste skældsord, men hun blev ved.
De gav mig simpelthen ikke lov til at blive udadreagerende, De var forstående, imødekommende og anerkendende, og så er det svært at hidse sig op.
– Så efter et par uger sagde jeg ”Jamen så kom da for helvede ind og drik din kaffe, men hvad vil du egentlig?” Til det svarede hun ”Hvad vil DU egentlig?”. Det gjorde, at hun begyndte at sætte tingene i gang i hovedet på mig. Og da jeg havde været der i to måneder, havde jeg fået så meget tillid til hende, at jeg hørte, hvad hun sagde. Efter to måneder var jeg faktisk kommet ud af benzoer. De gav mig simpelthen ikke lov til at blive udadreagerende. De var forstående, imødekommende og anerkendende, og så er det svært at hidse sig op. Hvis jeg sagde røvhul til dem, sagde de ”det kan godt være du synes det, men hvordan kan jeg hjælpe dig?”
Tilbage igen
Da Kristian har været stoffri i fem måneder, skal han afsone en dom for ’noget lort han tidligere har lavet’. Efter 24 timer i fængslet ryger han hash igen og efter afsoningen kommer han tilbage til stofmiljøet i København og på heroin. Han opholder sig på natcafeen og herberger, er igen forbi psykiatrisk afdeling. Det ender med, at han kommer retur til krisecentret, hvor han får en ny behandler, som han ”ikke kunne løbe om hjørner med”.
Behandleren gør det det klart for Kristian, at det var vigtigt, at han lader personalet lære ham at kende.
– Det gjorde jeg meget hurtigt, så når de kunne se, at jeg var lidt oprørt, kunne de handle på det. På et tidspunkt fik jeg en ny nabo. Efter to dage starter han morgenen kl. 7.30 med at knalde op for sit anlæg i 10 minutter. Herefter går han glad ned til morgenmaden og fortæller, at han har startet dagen med den fedeste sang for fuld hammer. Personalet tænkte hurtigt ”OK og du bor ved siden af Kristian?!” Min kontaktperson skynder sig op til mig, og da han kommer, står jeg ildrød i hovedet og er ved at få tøj på. Det eneste jeg kunne tænke på var, at nu skulle jeg satme have fat i min nabo.
Der, hvor det er gået godt, er der, hvor personalet har kunnet aflæse signaler og har kunnet se situationen, før den kommer.
– Var min kontaktperson ikke kommet, og havde han ikke vidst, at jeg ikke skulle vækkes af sådan noget lortemusik, så var der nok kommet en episode. Det, at de kendte mig, gjorde, at de kunne stoppe det. Det handler om relation, relation, relation – og kan man ikke komme ind på personen på den ene måde, så find en anden. Der skal nok være en vej. Det er det, der har gjort rigtig meget for mig. Der, hvor det er gået godt, er der, hvor personalet har kunnet aflæse signaler og har kunnet se situationen, før den kommer.
Clean, krybdyr og kæreste
Kristian flytter til et nyt bosted, han er stadig i misbrugsbehandling.
– Her lurede de mig også ret hurtigt. De vidste, at min helt store passion var krybdyr, så lederen foreslog, at jeg fik nogle krybdyr. Lige pludselig var der en gevinst. Jeg boede der i halvandet år, hvor det gik godt. Det endte med, at jeg flyttede ud i egen lejlighed med efterværn, og jeg er ikke faldet tilbage.
– I starten når min behandler spurgte, hvad jeg ville svarede jeg: Villa, Volvo og vovse. Så sagde han: ”Bullshit – hvad er det egentlig, du vil?” Jeg tænkte, at det var normalt at ønske sig, men han blev ved med at presse mig til, hvad jeg ville, men det vidste jeg ikke. Efter noget tid fandt vi frem til, at jeg gerne ville have en lejlighed, et arbejde og nogle krybdyr. Jeg ville gerne føle mig værdsat. Man tænker, at det er helt normalt gerne at ville det, men for en, der har levet det liv, jeg har, er det ikke nødvendigvis normalt. Det var et kæmpe mål at kunne blive det.
I dag er Kristian clean på fjerde år. Han har mødt en kvinde, som han bor sammen med.
– Planen er, at jeg skal være gourmetslagter, så jeg skal starte på skole og have en læreplads. Når man dropper ting (stofferne, red.), er man nødt til at sætte noget andet i stedet for, og for mig er det madlavning. Hvis jeg kommer derud, hvor jeg kan mærke, at jeg bliver virkelig presset, så har jeg nogle livliner, jeg ringer til og taler med. Det kan både være venner og mennesker, jeg har mødt i systemet. Jeg kan stadig blive rigtig gal, jeg kan stadig skælde ud, men jeg slår ikke. Jeg skal ikke ødelægge det, jeg har.
Fortalt til: Marlene Schjøtz
Sidst opdateret: 19. november 2024