Botilbud
En borger og medarbejder på Center for Neuropædagogik

Det er blevet sjovt at arbejde med de svære hverdagsdilemmaer

Etiske problemstillinger og dilemmaer er hverdag for personalet på Center for Neuropædagogik i Næstved. Trivselsplaner har gjort det sjovere at løse hverdagens udfordringer, fordi borgernes egne ressourcer og den kollegiale faglige sparring bliver bragt i spil.

Kirsten arbejdede som sygeplejerske, da hun i 2000 blev ramt af en hjerneblødning, der ændrede hendes liv radikalt. I dag bor hun på Center for Neuropædagogik i Næstved, men næsten dagligt får hun den idé, at hun skal væk.

Når personalet forsøger at blokere for udgangen, slår hun ud med armene og sparker. For personalet er det svært at være i, og det stiller dem i et dilemma.

– Hun bringer sig selv i fare, når hun trasker af sted med sin rollator ud på den trafikerede vej, men det tangerer til et overgreb på personalet, hvis de forsøger at holde hende tilbage. Det er et kæmpe problem, siger afdelingsleder Gitte Severin.

Men så tog centret et nyt værktøj i brug, en såkaldt trivselsplan. En trivselsplan er en detaljeret beskrivelse af en udfordrende hverdagssituation, som personalet oplever med en beboer. Det kan fx dreje sig om personlig hygiejne, tandbørstning, spisesituationer og ophold i fællesarealer, der nogle gange kan være konfliktfyldte for borgerne.

I forhold til udfordringen med, at Kirsten forlader centeret, blev forskellige faggrupper sat sammen for at udarbejde en plan for, hvordan de tackler den mest hensigtsmæssigt.

Der blev brainstormet, lavet mindmap og tænkt ressourcer. De stillede sig selv spørgsmålet, hvad der skal ske før, under og efter situation, hvor Kirsten forlader området. Hvilke ressourcer kan hun selv bringe i spil i situationen, hvordan skal personalet støtte Kirsten og kommunikere med hende i situationen. Svaret var, at personalet kan forsøge at lade hende komme ud for at se, hvad hun vil, når hun er ude. De kan guide hende op på fortovet i sikkerhed fra bilerne. Og er vejret dårligt, kan de opfordre hende til at gå tilbage og få en jakke på.

Pædagogisk assistent og borger fra Center for Næuropædagogik
Til venstre: Natasha Rosted Holm er pædagogisk assistent og kontaktperson for Kirsten, som hun sidder ved siden af.

– Vi skal guide i en retning og samtidig være åbne for at gøre tingene på Kirstens præmisser, så hun ikke kommer derud, hvor hun bliver udadreagerende, siger Gitte Severin.

De mange observationer og betragtninger om, hvad der skal gøres før, under og efter Kirsten forlader centeret, blev skrevet ned i en plan og delt med hele personalegruppen. Det har hjulpet på Kirstens situation, men det har også hjulpet personalet, fordi de nu ser problemet som en fælles udfordring, som alle er ansvarlige for at løse.

Øget faglig sparring

Trivselsplanerne bliver brugt på flere af centerets beboere, og kan handle om alt fra personlig hygiejne og medicinindtag, til hvordan en borger kan inddrages mere i fællesskabet og blive tryg ved at komme i aktivitetscentret.

– Tidligere kom vi ud i nogle store konflikter med borgerne, for vi ikke ville forlade et arbejde, der ikke var færdigt. Flertallet af os har været inden for området i mange år og arbejdet ud fra principper som ro, renlighed og regelmæssighed. Vi har været vant til, at tingene skulle være i orden, siger Gitte Severin.

– Det er blevet acceptabelt, at det er svært, og at man ikke altid når i mål. Så når min kollega kommer, ved hun, at jeg gjorde det så godt, jeg kunne, indtil Kirsten sagde fra. Der er enighed om, at nu lytter vi til Kirsten i stedet for at presse på og bruge magt, siger socialpædagog Jeanette Carstensen.

Trivselsplanerne har hjulpet personalet til at blive endnu mere bevidste om at se personen bag hjerneskaden og værne om hans eller hendes selvbestemmelsesret.

Personalet forsøger at inddrage borgeren så meget som muligt, når de laver nye indsatser, og ofte bliver borgeren spurgt direkte: Hvis din livskvalitet skal øges, og du helt selv kan bestemme, hvad skal vi så gøre anderledes?

– Før var det sådan, at det skulle borgeren bestemt ikke have nogen mening om, for det giver bare ballade. Men faktisk giver det slet ikke ballade, det giver meget mere ro. Så vi har lært af processen at lytte til borgeren, så vidt det er muligt, siger Gitte Severin.

Trappen mangler

Personalet anerkender i højere grad beboernes ønsker og oplevelser – også når det er langt fra virkeligheden, fortæller Jeanette Carstensen.

Hun nævner som eksempel en beboer, som ofte bliver frustreret over, at trappen mangler op til førstesalen.

– Det gav anledning til store konflikter, når vi forsøgte at forklare, at der slet ikke er nogen førstesal på stedet. Nu går vi i stedet ind i hans følelse af, at det da også er mærkeligt, hvor trappen er blevet af.

Det gav anledning til store konflikter, når vi forsøgte at forklare, at der slet ikke er nogen førstesal på stedet. Nu går vi i stedet ind i hans følelse af, at det da også er mærkeligt, hvor trappen er blevet af.

Gitte Severin

De første par gange kan det virke kunstigt at leve sig så meget ind i beboernes fantasi, forklarer Gitte Severin, men medarbejderne sætter sig hurtigt ind i borgernes virkelighed og tænker kreativt. Det har skabt færre konflikter.

Det handler om at foregribe begivenhedernes gang ved at lægge en ny vej ud, som borgeren kan gå ud ad uden at tabe ansigt, forklarer Gitte Severin og nævner som eksempel:

– Når en beboer har rodet hele kontoret til for at finde bilnøglerne, fordi han er af den overbevisning, at han skal på arbejde, modsiger jeg ham ikke med, at han jo hverken har arbejde eller kørekort. Jeg svarer i stedet, at det kan jeg godt se, men at han er en time for tidligt på den, så han kan roligt sætte sig med en kop kaffe.

Større faglig stolthed

Trivselsplanerne har skabt en større arbejdsglæde blandt personalet, fordi de nu ser muligheder frem for begrænsninger, oplever Jeanette Carstensen.

– Nu er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre, før vi har prøvet det. Det har givet os en større faglighed i forhold til, hvordan vi kan undgå konflikter. Det er skønt, når vi oplever, at vi ikke længere bliver truet eller slået af beboerne, fordi vi er blevet bedre til at aflæse dem og foregribe situationen.

Derudover styrker det arbejdsmiljøet, at der altid er nogen at gå til for at få hjælp.

– Når jeg støder på et problem, vender jeg det ikke længere indad og tænker, at det er mig, der ikke kan finde ud af det. Nu deler jeg det med teamet, og det er fantastisk at opleve, at vi gang på gang kan hjælpes ad og bruge hinandens faglighed, siger Jeanette Carstensen.

– Vi har fået en fælles forståelse af, at vi er sammen om at løse udfordringerne. Det er blevet et teamsamarbejde, mere end det er et individuelt arbejde. Det har givet os en fællesskabsfølelse, som gør det sjovere at arbejde med de svære problemstillinger.

Tekst og foto: Miriam Lykke Schultz

Sidst opdateret: 21. oktober 2019

Få nyt om voldsforebyggelse

direkte i indbakken en gang om måneden