Indsatsteam skal hjælpe de nationale retningslinjer om voldsforebyggelse på vej

13. februar 2018

Socialstyrelsens indsatsteam skal hjælpe botilbud og forvaltninger i kommuner og regioner med at implementere de nye nationale retningslinjer om voldsforebyggelse.

Socialstyrelsen udgav i december 2017 Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud samt på boformer for hjemløse. Formålet er at øge trivslen for både borgere og ansatte og at nedbringe eller helt undgå voldsomme episoder.

For at udbrede viden om retningslinjerne og understøtte, at de omsættes og indarbejdes i praksis, har Socialstyrelsen etableret et indsatsteam. Teamet skal hjælpe botilbud samt boformer for hjemløse med at forebygge voldsomme episoder og sætte gang i række aktiviteter med fokus på kompetenceudvikling og formidling. Indsatsteamet skal også støtte forvaltninger i kommuner og regioner i at planlægge det voldsforebyggende arbejde i de sociale tilbud.

Socialt Udviklingscenter SUS bistår Socialstyrelsens indsatsteam i de forskellige aktiviteter.

Pilotforløb på botilbud
En række pilotforløb på bosteder skal lægge grundstenen for en model for, hvordan man bedst arbejder med at udbrede, omsætte og forankre de nationale retningslinjer. I første omgang gennemføres to pilotforløb på hhv. et botilbud og en boform for hjemløse. Med afsæt i en analyse af bostedernes aktuelle udfordringer med vold tilrettelægges et undervisningsforløb for medarbejderne med fokus på relevante metoder fra de nationale retningslinjer.

Efter pilotforløbene igangsættes i 2018-2020 en lang række indsatsforløb. Socialstyrelsen forventes at annoncere første runde af forløbene i slutningen af februar – med opstart i foråret samt i andet halvdel af 2018.

Parallelt med pilotforløbene er der fokus på at udbrede kendskabet til retningslinjerne på en konference og en række temadage. Der bliver også udarbejdet et undervisningsmateriale til professionshøjskoler og social- og sundhedsskoler.

Læs mere om de nationale retningslinjer, indsatsteamet og mulighederne for at søge støtte til implementering.

 

Udskriv
Del