Håndtering

Defusing og debriefing

Defusing og debriefing er samtaler, som finder sted efter en voldsom episode med det formål at forebygge skadevirkninger.

Defusing og debriefing har til formål at samle op på en episode med vold og forebygge, at personalet udvikler psykiske mén.

Defusing

Defusing er en delvist struktureret aflastningssamtale, som finder sted umiddelbart efter hændelsen. Her drøftes episoden med de kolleger, der var til stede og involveret i episoden. Hensigten er at skabe en forståelse af det, der er sket, og dæmpe oplevelsen af angst og kaos. Desuden er samtalen med til at forebygge en umiddelbar skadevirkning af hændelsen (defuse = afværge/inaktivere).

Den, der leder defusingen, skal være kompetent til det, men da defusing sker hurtigt efter hændelsen, er der ikke samme krav til systematik eller psykologisk ekspertise som ved en debriefing.

Defusingen kan inddeles i tre faser:

  1. Introduktion, rammen om mødet sættes: hvor lang tid er der, hvordan foregår det, og hvad er formålet med defusingen?
  2. Fælles udforskning af hændelsen og forløbet samt introduktion til mulighed for yderligere hjælp.
  3. Information om de normale reaktioner, gode råd om krisehåndtering og eventuelle aftaler om opfølgning og debriefing.

Debriefing

Debriefing er en formaliseret, systematisk krisepsykologisk indsats, der samler den gruppe medarbejdere, der har været involveret i eller overværet en voldsom hændelse, og eventuelt deres leder.

Debriefing har til formål at minimere skadevirkningerne efter en voldsom hændelse, så psykiske mén forebygges. Debriefing gennemføres få dage efter hændelsen, når de umiddelbare følelsesmæssige reaktioner er stilnet af.
Samtalen skal ledes af en person, der er uddannet til det og har erfaring med debriefing. Deltagernes tanker, følelser og reaktioner tales igennem for sammen at bearbejde hændelsen og skabe både en fælles og individuel forståelse for hændelsen, herunder egne og andres reaktioner.

Debriefing inddeles i syv faser:

  1. Introduktion, rammen om mødet sættes, og formålet med debriefingen forklares.
  2. Fælles udforskning af hændelsen gennem individuelle oplevelser.
  3. Tankefase, lederen af debriefingen spørger ind til de involverede medarbejderes tanker før, under og efter hændelsen.
  4. Sanseindtryk, de involverede sætter ord på forskellige sanseindtryk under hændelsen.
  5. Reaktionsfase, de involverede lærer at genkende og håndtere reaktioner på hændelsen.
  6. Normaliseringsfase, deltagerne drøfter redskaber til håndtering af traumatiske hændelser.
  7. Fremtidsplanlægning, deltagernes behov for eventuel opfølgning drøftes, og lederen af debriefingen opsummerer hele forløbet.

Mange arbejdspladser har gode erfaringer med defusing og debriefing efter voldsomme episoder. Undersøgelser viser også, at langt de fleste har positivt og gavnligt udbytte af samtalerne. Det skal dog også nævnes, at virkningen af psykologisk debriefing er omdiskuteret. Nogle erfaringer peger på, at debriefing i visse tilfælde kan retraumatisere den ramte og dermed fastholde eller forværre de psykiske skadevirkninger. Det er vigtigt at være opmærksom på, at debriefing ikke altid er nok. En ansat, som har været udsat for en stor belastning, kan også have brug for et individuelt forløb, fx hos en psykolog.

Sidst opdateret: 17. oktober 2018

Læs mere

  • Ibsen, Bjarne Frøslee: Den voldsomme hændelse, 2011.
Få nyt om voldsforebyggelse

direkte i indbakken en gang om måneden