25. november 2022

 

Borgere i social- og behandlingspsykiatrien bør have mere medbestemmelse og i højere grad ses som medmennesker, lød nogle af budskaberne, da SUS i november afholdt konference på Nyborg Strand. En konference, hvor der også var fokus på medarbejdertrivsel.

Af Jannie Iwankow Søegaard, journalist

”Spænd sikkerhedsbæltet, for nu kører vi”.

Sådan lyder indledningsreplikken fra dagens første oplægsholder på SUS’ konference ”Skab trygge leve- og arbejdsmiljøer”, der netop er startet på Nyborg Strand. Med de ord er linjen lagt for en konference, hvor der er al mulig god grund til at spidse ører. Et kig på dagens program afslører således, at det ikke er faglig viden og praksiserfaring, det kommer til at skorte på.

Første oplæg står cand. psych og leder og stifter af Institut for Belastningspsykologi, Rikke Høgsted for. Hendes fokus er på medarbejderne i social- og behandlingspsykiatrien og den mentale belastning, det kan være at arbejde indenfor det område, hvis ikke både medarbejdere og ledere tager de rette forbehold.

”Skal vi lykkes med at forebygge og skabe sunde, sikre og trygge arbejdspladser, så skal vi betragte det (arbejdet red.) som en holdsport. Alle har et ansvar, og alle har handlemuligheder,” siger Rikke Høgsted.

Med sig på scenen har hun Hero – en fin skulptur af en abe. Den har supermandskappe på ryggen og ligner med den på en, der overkommer alt. Hvis altså ikke det lige var fordi, at abens hoved hænger helt nede på dens bryst. Hero med kappen og den tvivlsomme kropsholdning bruger Rikke Høgsted til at billedliggøre, hvordan medarbejdere i social- og behandlingspsykiatrien, der brænder for deres job og hver dag yder en kæmpe indsats, risikerer at ende, hvis de ikke arbejder under de rette betingelser.

”Vi vil alle opleve perioder, hvor arbejdet trækker på vores kræfter. Det kan også godt gå, hvis vi er en del af et hold, hvor vi kan hjælpe hinanden. Men vi må sørge for, at hovedet ikke falder ned ligesom Heros. For det er, når hovedet falder ned, at vi skal sygemeldes,” siger hun.

Er du grøn, blå eller rød?

Med sig har Rikke Høgsted også en illustration kaldet ”Rød-Grøn-Blå-modellen”. Den visualiserer, hvordan man på sit arbejde kan befinde sig i enten rødt, grønt eller blåt felt. I det grønne felt er man i balance på jobbet, i kontakt med sig selv, løsningsorienteret og formår at have medfølelse med borgerne. Men det øjeblik, man oplever et for stort pres i jobbet, risikerer man at ende i et af de to andre felter. I det røde felt befinder således de medarbejdere sig, der har overinvolveret sig, er blevet omklamrende og tyndhudede. I det blå felt finder man i stedet dem, der reagerer på pres ved at underinvolvere sig – dem, der bliver forrået, bagatelliserende og kan finde på at give borgerne skylden for deres problemer og udfordringer.

Ikke overraskende understreger Rikke Høgsted vigtigheden af, at man fortrinsvis befinder sig i det grønne felt. Under oplægget lader hun alle deltagere trykke en QR-kode ind på deres mobiltelefoner, hvorefter de kan registrere, hvor de selv mener, at de vil ende, hvis de kommer under et tilstrækkeligt stort pres på arbejdspladsen.

Ved et bord hører man flere deltagere snakke om, at alle tilstedeværende nok er røde. Men deri tager de fejl. For da resultatet dukker op på den store skærm, kan man se, at der er dobbelt så mange, der har valgt det blå felt som det røde. Rikke Høgsteds analyse lyder, at der dels er mange ledere til stede og dels flere ældre medarbejdere end unge, og at disse blandt andet qua deres flere erfaringer er mindre tilbøjelige til at reagere med overinvolvering end de yngre og mindre erfarne.

Væk med diagnosereviret

Efter en kort kaffepause går dagens workshops i gang. Alle 150 deltagere har forinden tilmeldt sig en af de i alt fire workshops. En af dem har overskriften ”Kulturændring og CHIME i praksis”. Her er der erfaringer fra den virkelige verden på programmet.

Rikke Lindahl, der er leder af bostedet Tjørnehøj i Odsherred, fortæller således om den kulturændring, hun sammen med sine medarbejdere har været med til at gennemføre på bostedet. En kulturændring, der har handlet om at komme fra et sted, hvor der var meget fokus på beboernes diagnoser til et sted, hvor man i langt højere grad ser beboerne som ligeværdige medmennesker, der har ansvar for og indflydelse på eget liv.

”Da jeg blev ansat, mødte jeg et botilbud, hvor forståelsesrammen handlede meget om symptomer og diagnoser. Det var der også nogle, der var rigtig dygtige til. Men problemet var, oplevede jeg hurtigt, at det skabte et meget tydeligt ’dem og os’. Det var som om, man havde glemt, at det var mennesker, det handlede om – at det faktisk kunne være ens mor eller bror, der boede der – fordi man havde så travlt med at tale om diagnoser og symptomer. Så noget af det første, jeg tænkte var: ’Hvordan kan vi få det her sted menneskeliggjort noget mere?’,” lyder det fra Rikke Lindahl.

Hun fortæller om, hvordan det langsomt er lykkedes at få indarbejdet et andet mindset, hvor medarbejderne ikke længere ser alle beboere gennem et diagnoserevir, men snarere har fået en tilgang, hvor man er nysgerrig på, hvad der sker, når nogle for eksempel reagerer voldsomt.

”Vi inviterede blandt andet mennesker ind, der kom og fortalte deres egen historie om, hvordan de selv var kommet ud på den anden side. Vi har også indført, at alle, der bor på Tjørnehøj, selv vælger deres team, når de har boet her 14 dage. Vi laver sammen med beboeren en relationscirkel, hvor de kan placere de folk, som de gerne vil have i deres ressourceteam. Hvis man får lov at vælge de medarbejdere, man rigtig godt kan lide, så er det, at man tør åbne op. Hvis vi i stedet vælger at sige: ’Det er nok bedste, du vælger Bodil, for hun ved en masse om skizofreni’, så bliver de helt blanke i blikket,” siger Rikke Lindahl.

Det er os, der skal være ydmyge

Hun lægger ikke skjul på, at det har været og stadig er hårdt arbejde, fordi der er tale om en kæmpe skude, der i lang tid har sejlet i samme sejlrende og nu skal vendes. Det har blandt andet betydet, at 70 procent er personalet på Tjørnehøj er blevet udskiftet, siden hun overtog som leder for tre og et halvt år siden. Men selvom medarbejdere har sagt op, fordi de ikke har kunnet se sig selv gå den vej, Rikke Lindahl mener er den rigtige, er hun ikke selv i tvivl om, at kursen nu er den rette.

”Det er ikke os, der bor på Tjørnehøj. Derfor er det os, der skal være ydmyge. Og det kan godt være, at man råber og drikker. Men det er der en grund til, og den grund skal vi være nysgerrige på. Vi skal spørge: ’Hvorfor reagerer du, som du gør nu?’,” siger hun.

Fra salen er der mange spørgsmål til Rikke Lindahl. De handler blandt andet om, hvad man gør, når der er medarbejdere, der næsten aldrig bliver valgt til ressourceteam af beboerne og om, hvordan man fagligt kan forsvare at lade beboere have så meget indflydelse og blandt andet også lader dem være med til at skrive deres egen journal.

”Tit tænker vi alt for lidt om de her mennesker. Det er mennesker, der har lukket ned, fordi de ikke er blevet givet indflydelse før. Men jeg har aldrig oplevet, at beboere, uanset hvilket intelligensniveau de er på, ikke har kunnet deltage i journalføring. De skal selvfølgelig vide, at vi også kan være nødt til at skrive ting, som de ikke selv synes er fedt. Men det er der for det meste ingen problemer i,” siger Rikke Lindahl.

Et helt nyt narrativ

“En af dem, der overværer workshoppen med Rikke Lindahl, er Amalie, som er ny leder på §85- tilbuddet Altiden i Slagelse. Hun har tilmeldt sig dagens konference for at få inspiration, og efter at have overværet Rikke Lindahls oplæg er det netop, hvad hun har fået.

”Vi vil gerne forny praksis, og så er det megaspændende at høre om noget, der fungerer godt, og som er en ny måde at gribe tingene an på. Jeg tænker, at det her med at inddrage borgerne noget mere, det er noget, vi gerne vil kigge nærmere på hos os. Men det handler selvfølgelig om, hvad der passer ind i praksis – hvordan kan vi gøre det hos os, og hvordan skyder vi det i gang? Det er jo en form for paradigmeskift, ja måske et helt nyt narrativ, der skal skabes,” siger hun.”

Efter en frokost med udsigt til bølgebrus og en Storebæltsbro lukket for vindfølsomme køretøjer, er der oplæg ved Line Top Abildtrup, cand.scient.soc., tidligere botilbudsleder og nu selvstændig konsulent. Hendes indslag handler om de ledelsesopgaver, der følger med, når man vil begynde at arbejde recovery-orienteret.

En af hendes pointer er, at man som leder skal passe på med at have et for ensidigt fokus på strategiarbejdet. Den fejl har hun selv prøvet at begå.

”Det er vigtigt at have en refleksiv praksis. Hvad er det, jeg gerne vil i mit arbejde og hvorfor? Hvad sker der, når jeg gør det, jeg gør – og hvorfor? Hvordan forestiller jeg mig at gøre det og hvorfor? Måske glemmer vi at tænke over, hvad der sker, når vi bruger en bestemt metode? Så hvordan gøder vi jorden for en refleksiv praksis?” spørger hun og kommer selv med et forslag.

”Vi kan etablere formaliserede rum, hvor man kan arbejde med spørgsmålene eller tage dem med ind i allerede eksisterende rum – til strategimøder og supervisionsmøder” siger Line Top Abildtrup.

Sidder med hænderne oppe

På forreste række i salen sidder en håndfuld medarbejdere fra botilbuddet Toften i Kværndrup på Fyn. De er afsted som et tværfagligt team på opfordring fra deres leder. De deltager i konferencen, fordi de allerede på deres arbejdsplads benytter sig af Recovery og CHIME og gerne vil have inspiration til at blive endnu bedre.

”Jeg sidder faktisk lidt med hænderne oppe. For når vi sidder og lytter her, er det tydeligt, at vi på Toften er rigtig langt i processerne med Recovery og CHIME. Det er dejligt at blive spejlet i det, vi gør og at blive bekræftet i, at vores leder er rigtig god til at hjælpe os med det,” siger Janne Kjærved.

Gruppen fortæller om, hvordan de på Toften de seneste år har ændret både arbejdsgange og tilgangen til borgerne, der bor der. For eksempel har de ændret de månedlige møder fra at være beboermøder til at være husmøder, fordi ambitionen er, at beboere og medarbejdere skal bære ansvaret for det, der foregår i huset, sammen.

”På den måde føler beboerne også, at de får noget af os. For det er møder, hvor vi alle sidder og taler sammen på lige fod,” siger Dorte Jensen.

Ingen af de fem føler, at dagen er spildt, selvom de genkender en del af det, der bliver holdt oplæg om. De har lovet at holde et oplæg om konferencen for resten af deres kolleger på Toften, når de kommer hjem, og de har også allerede fået idéer til nye tiltag på deres arbejdsplads.

”Indtil nu har vi på Toften holdt supervision i to store grupper. Men i dag er vi kommet til at tale om, at der måske kan være nogle gevinster ved at splitte os op og gøre det i mindre grupper, hvor beboerne også kommer med ind i grupperne. På den måde har noget af det, vi godt vidste i forvejen, fået os til at tænke videre og genereret en ny idé,” siger Britta Jakobsen.

Er bosteder den rigtige løsning?

Dagens sidste taler er Jørn Ditlev Eriksen, der er sygeplejerske og diplomuddannet i ledelse og Human Ressource Development. Han driver virksomheden Psykovision, som blandt andet tilbyder supervision og ledelsessparring. Han er bevist om, at man, selvom man er sidste taler, godt kan være den, der kommer med de måske mest opsigtsvækkende udsagn. Således lægger Jørn Ditlev Eriksen ud med at sige følgende:

”Forestil jer, at I har det rigtig dårligt. Er det, jeg så virkelig har brug for at flytte sammen med en hel masse andre mennesker, der har det lige så dårligt som mig, og som jeg ikke har noget som helst til fælles med, andet end at vi er syge? Ville vi egentlig, hvis vi startede forfra, lave botilbud?”

Rundt om i salen er der deltagere, der nikker bekræftende til hinanden og andre, der trækker let på smilebåndet over det, som nogen formentlig opfatter som en lille bevidst provokation. Jørn Ditlev Eriksen er tydelig i sin kommunikation, og der er ingen tvivl om, at han mener, at der er plads til mange forbedringer, når det handler om, hvordan vi møder borgere tilknyttet social- og behandlingspsykiatrien. Blandt andet fremhæver han det paradoksale i, at videnskaben ifølge ham for længst har lært os, at mellem 48 og 68 procent kan komme sig over svære sindslidelser, men at han det til trods stadig ofte møder borgere, der fortæller, at de har fået at vide, at de er kronisk syge med en sindslidelse.

”Da jeg var i distriktspsykiatrien, kendte jeg ingen, der kom sig over en sindslidelse. I dag kender jeg hundreder, der er kommet sig. Men folks veje til at komme sig kan handle om alt muligt. Så udfordringen er, at vi ikke kan lave en pølsefabrik og køre alle igennem,” siger han.

Ifølge Jørn Ditlev Eriksen viser forskning, at mange af de mennesker, som har været indlagt på psykiatriske afdelinger, har været udsat for traumer. For kvinder gælder det for eksempel, at 50 procent har været udsat for seksuelt misbrug, og 48 procent for fysisk overgreb. Når man ved det, siger han, forstår han ikke, at de selvsamme mennesker kommer og fortæller ham, at de har fået fortalt, at deres sindslidelse skyldes, at de er disponerede for det.

”Jeg siger ikke, at alle, der bor på et botilbud, har været udsat for et traume. Men jeg siger, at det vil være rigtig dumt ikke at interessere os for det. Vi skal væk fra at tro, at mennesker bare er diagnoser. Det er ikke retningsgivende for noget som helst,” siger han.

Fine værdigrundlag er ikke nok

Jørn Ditlev Eriksen pointerer, at mange institutioner har flotte værdigrundlag, men at det ofte kniber med at komme videre derfra. Han opfordrer til, at man får hjælp udefra til at kigge ind i egen institution. Og han giver også et par råd til, hvordan man selv kan gå i gang ude på institutionerne.

”Prøv for eksempel at skrive alle de møder, I holder, ned, hvor beboerne ikke er med. Og snak så om, hvorfor de faktisk ikke er med. Og spørg jer selv om, hvad der ville ske, hvis de var med. Mange ting har man gjort i 100 år, men ingen kan svare på, hvorfor man stadig gør det. Hvem har for eksempel bestemt, at vi skal beskrive beboerne tre gange i døgnet? Hvad gør det ved et menneske at blive udsat for det? Det kan gøre det svært at være på et botilbud. Institutionsliv modarbejder mange af de her CHIME-tiltag. Derfor kan vi diskutere, om botilbud er det rigtige,” siger han.

Med de ord slutter årets SUS-konference, og deltagerne kan nu løsne de sikkerhedsbælter, de blev bedt om at spænde ved dagens begyndelse og lade de mange faglige input begynde at bundfælde sig på deres vej hjem til virkeligheden.

Se oplæg fra både plenum og workshops fra dagen her.

Oplæg fra plenum

Indblik i belastningspsykologien v. Rikke Høgsted

– ekstra: nyttige link fra Rikke Høgsted

Lederens rolle i processen hen mod recovery-orientering v. Line Top Abildtrup

Organisatoriske tiltag, der understøtter borgerens recovery-proces v. Jørn Ditlev Eriksen

 

Oplæg fra workshops

Workshop 1: Trivsel gennem arbejdet med recovery og Åben Dialog v. Line Top Abildtrup

Workshop 2: Kulturændring og CHIME i praksis v. Rikke Lindahl

Workshop 3: Peer-perspektivet i arbejdet med dobbeltdiagnoser v. Claus Andersen

Workshop 4: Det Åbne Supervisionsrum til fremme af gensidig åbenhed og ansvarlighed v. Jonas Gustafsson

 

Publiceret: 25. november 2022. Sidst opdateret: 20. januar 2023

Få nyt om voldsforebyggelse

direkte i indbakken en gang om måneden