”Vi har fået mere fokus på, hvad vi selv bringer ind i samspillet”

Udgangspunkt i den enkelte borger og løbende refleksion over egen praksis. Det er vigtige elementer, når det handler om at skabe størst mulig tryghed for både medarbejdere og borgere i bofællesskabet Føllehavegård. Her bor syv borgere med svær udviklingshæmning.

Markus banker hovedet ind i døren. Anette RÅBER i timevis. Kasper lukker ned ved at tage en dyne over sig. De syv borgere på bostedet Føllehavegård lidt udenfor Køge har omfattende udviklingshæmning. De fleste har ikke noget talesprog, så de kommunikerer på andre måder og har forskellige tryghedsværn.

Martin Starup og Heidi Bjerg

Afdelingsleder Martin Starup og arbejdsmiljørepræsentant Heidi Bjerg

– Vi er optaget af, hvordan borgerne skaber tryghed for sig selv, og hvordan vi i relationen kan hjælpe dem med det. Når Markus fx bliver selvskadende og banker hovedet ind i døren, skal vi kunne være i det. Det er en måde at kommunikere på, hans værn for at skabe sikkerhed. Vi vil selvfølgelig hellere have, at han gør noget andet, men vi forsøger at se bag adfærden og se på, hvad vi som medarbejdere kan gøre anderledes. Måske har vi overset noget? fortæller afdelingsleder Martin Starup fra Føllehavegård, et af syv bofællesskaber under Agerbækhuse i Køge Kommune.

Hvad tilfører vi selv i relationen?
Refleksion over egen praksis, fokus på samspillet og en tydelig pædagogisk retning med udgangspunkt i borgeren er omdrejningspunktet i hverdagen på Føllehavegård.

– Vi har bevæget os fra at have et individorienteret blik til at have et relationsorienteret blik på det at have et handicap. Vi har fået mere fokus på, hvad vi selv bringer med ind i samspillet, og hvordan borgeren bliver mere eller mindre handicappet, alt efter hvad vi kommer med, fortæller Martin Starup.

Medarbejderne på Føllehavegård arbejder sammen på kryds og tværs i skiftende teams. Og de enkelte medarbejdere byder ind med forskelligt i forhold til borgerne.

– Vi har en halv time sammen, når vi møder, hvor vi afstemmer, hvordan vi hver især har det i samspillet med borgerne. Her kan man fx melde ud, hvis man ikke skal være tæt med en bestemt borger i dag, eller ikke magter at blive råbt ad, fortæller arbejdsmiljørepræsentant Heidi Bjerg. Det er heller ikke ualmindeligt, at en medarbejder har brug for en længere pause fra en borger.

Lærer af Markus
Der er hele tiden nyt at lære i relationerne med borgerne. Fx har Markus lært medarbejderne meget, fortæller Martin Starup:

–  Markus flyttede ind i 2010. Han er meget udadreagerende og turnerede rundt i huset. Det gik ud over de andre borgere. Markus er også meget lydfølsom, så han føler sig nemt generet af andre. For to år siden etablerede vi en skærmet særforanstaltning, så Markus nu bor for sig selv (i en separat tilbygning til huset, red.). Vi har oprettet en rotationsordning, så man maksimalt er alene med ham i to timer. Og vi har beskrevet, hvordan vi hver især kan hjælpe Markus, når han bliver udadreagerende. Og hvordan vi gerne vil have hjælp fra en kollega.

”Pyt” eller ”tis”
At man kan regne med hjælp og støtte fra sine kolleger i teamet, hvis det brænder på, er helt afgørende for, at man kan gå på arbejde med ro i maven. Til at passe på sig selv og hinanden har medarbejderne nogle procedurer: pyt og tis.

– Man kan sige ’pyt’ til sig selv eller en kollega, hvis man fx vil undgå at sætte borgeren i en dum situation. Hellere sige pyt end ”Nej, du må ikke få mere kaffe” – vi kunne selv have fjernet kaffekanden, siger Martin Starup.

Tis – forstået som ’pause, du skal lige ud at tisse’, bliver typisk brugt, hvis en medarbejder er vidne til en situation, der er ved at løbe af sporet.

Heidi Bjerg: – Hvis man kan se, at kollegaens grænser er ved at være nået, eller borgeren bliver tiltagende urolig, kan man sige ”tis”, og så skal medarbejderen forlade situationen. Det betyder ikke nødvendigvis, at man trækker sig for resten af dagen, måske er der bare brug for en pause for både borger og medarbejder. Nogle gange tager vi en fælles timeout i hele personalegruppen. Både som sikkerhed for os selv og som omsorg for borgeren, så han fx ikke bliver mere urolig og bliver selvskadende.

Får supervision om det svære
Det kræver stor åbenhed og tillid i personalegruppen at have sig selv i spil hele tiden og tage imod løbende feedback. En del af feedbacken er formaliseret. Fx tager medarbejderne hverdagssituationer op i reflekterende teams på personalemøder. Og de er ved at indføre Marte Meo,  videooptagelser af samspillet mellem borgere og medarbejdere. Igen for at blive klogere på deres egen rolle i samspillet.

Kontinuerlig supervision med en supervisor udefra gør, at medarbejderne har et rum, hvor de kan dele og ventilere det, der fylder lige nu. Og få nye indfaldsvinkler til, hvordan de skal forstå situationen, og hvad de kan forsøge at gøre fremover.

Heidi Bjerg: – Det er en stor hjælp, for det kan godt være lidt svært, det handler jo også om én selv – er jeg god nok? Supervisionen er en god øvebane for at få tingene sagt og behandlet på en god måde.

Vigtigt at dokumentere volden
Selvom man har et solidt fælles fagligt ståsted og kolleger, der støtter og er der, når det brænder på, kan det være belastende at arbejde med borgere, der kommunikerer med råb, niv og selvskadende adfærd. Derfor registrerer medarbejderne på Føllehavegård den vold, de udsættes for, hvad enten det er niv, riv, slag, spark, selvskade eller andet.

Medarbejderen markerer på en skala fra 1-5, hvor påvirket han er. Hvis registreringen er en 3’er eller derover er det lederens ansvar at handle på det. Ved at tage en samtale med medarbejderen eller evt. ved at iværksætte psykologhjælp. Det sker ikke særlig tit, i 2017 har der været syv-otte episoder, der krævede opfølgning.

Føllehavegård

Bofællesskabet Føllehavegård ligger 6 kilometer uden for Køge. Her bor 7 borgere med svær udviklingshæmning.

Registreringerne fra Føllehavegård indgår i den samlede statistik over voldsepisoder på Agerbækhuse. En årlig rapport dykker ned i tallene og peger på særlige opmærksomhedspunkter. Sidste gang viste analysen blandt andet, at nye medarbejdere bliver mere påvirkede af de voldsomme situationer. Det er vigtig viden for kollegerne.

– Det er så vigtigt at dokumentere volden. Det SKAL vi. Det handler ikke om, hvorvidt borgeren gør det med vilje, men om vores arbejdsmiljø. Vi bruger også registreringerne som pædagogisk værktøj, fx til at reflektere over, om en episode kunne være undgået, og til at få bevillinger til vores arbejde, fortæller Martin Starup.

– Det er omkostningskrævende at arbejde forebyggende på den måde, vi gør. Men det koster mange flere penge på den lange bane ikke at gøre det. Penge til arbejdsskader, sygefravær og folk, der holder op, så vi skal starte forfra. Vores sygefravær ligger normalt på omkring 2,5 %, det er ret lavt i forhold til det arbejde, vi udfører.

Navnene på borgerne er opdigtede


Læs mere 
Vil du vide mere om, hvordan Føllehavegård arbejder med registrering. Hent:

Skema til registrering af vold mod personalet og graden af påvirkning (fra 1-5)

Skema til  AMR/afdelingsleder – registrering af vold mod personalet episoder med påvirkning 3-5

Udskriv
Del