Tuesten Huse: Det er vigtigt at lære af konflikterne

På botilbuddet Tuesten Huse inddrager personalet beboere, som er involveret i konflikter, i en åben og meningsfuld dialog. Det kræver mod, men det giver både beboere og ansatte viden om, hvordan de sammen undgår at havne i nye konflikter.

I Tilst lidt uden for Aarhus, hvor by og land mødes, ligger botilbuddet Tuesten Huse. De hvide bygninger lyser op i solen, og store blomsterbede ved indgangen byder sammen med vidtåbne døre velkommen. Indenfor står luften næsten stille. Den varme sommerdag har lagt en dæmper på både lyd- og aktivitetsniveau, og der hviler en ro og afslappethed over husets 18 beboerne, hvoraf mange er hårdt ramt af både psykiske diagnoser og stofmisbrug.

En dag som i dag kunne det være tillokkende at lade alt være ved den gode stemning frem for at rippe op i gamle konflikter. Men for Kenneth Sandell Henriksen, der er leder af Tuesten Huse, er det helt afgørende at rede uløste tråde ud.

En beboer er tilbage efter en uges indlæggelse på psykiatrisk hospital, fordi han kom med dødstrusler, sådan en episode skal tales igennem.

– Beboernes perspektiver har været afgørende for, at medarbejderne er blevet bedre til at håndtere konflikter, fortæller Kenneth Sandell Henriksen, leder af Tuesten Huse.

– Det er en uge siden, og man fristes nemt til bare at lade konflikten ligge frem for at rode op i noget, som kan gøre ham sur og frustreret. Når vi alligevel gør det, er det ikke for at dunke ham i hovedet, men fordi det er vigtigt for os at lære af konflikten: Hvad skete der i hans liv, siden han fik det så ringe, og hvad kan vi gøre anderledes næste gang, så han ikke kommer så langt ud og truer med død, siger Kenneth Henriksen.

Såret skal renses
Den offensive tilgang er meget forskellig fra, hvordan botilbuddet tidligere greb konflikter an.

– Før i tiden var vi tilbageholdende med at rippe op i noget, der måske var ved at hele. Nu siger vores erfaringer, at vi er nødt til at tale om konflikterne for at blive klogere på dem og undgå, at de sker igen. Det der med at tiden læger alle sår, der siger vores erfaringer, at det gør den altså ikke i et botilbud som her. Det kan godt være, at såret læges i overfladen, men så ulmer det nedenunder, og før eller siden kommer såret til at springe op. Lad os få det åbnet og renset, så det kan hele på en god og ordentlig måde.

Da Kenneth Sandell Henriksen begyndte som leder på Tuesten Huse i 2013 var vold og trusler en stor del af hverdagen. Sammen med personalet gik han på jagt efter at finde ud af, hvilke typer konflikter stedet har, og hvordan de opstår.

– Det var helt tydeligt, at vi havde et kæmpe ansvar i de mange volds- og trusselsepisoder. Alligevel var det hårdt arbejde at tvinge et helt botilbud til at kigge indad.

– Der var medarbejdere, som sagde: ”Kenneth, står du og siger til mig, at det er min skyld, at jeg har fået et par på hovedet?” ”Nej”, svarede jeg, ”men du kan heller ikke lægge hele ansvaret over på beboeren”. Vi har et fælles ansvar for de 175 volds- og trusselsepisoder, der har været, for jeg nægter at tro på, at der slår lyn ned fra en klar himmel. Det kommer altid af noget. Det er en af de største forandringer, at vi insisterer på at finde frem til de udløsende faktorer.

Set i et læringsperspektiv er selve episoden, hvor en beboer slår, ikke så vigtig at bruge tid på at analysere, ifølge Kenneth Henriksen. Han vil hellere tale om de seks til otte belastninger, beboeren oplevede forud for konflikten, og hvordan de sammen kan undgå, at de hober sig op igen.

– Hvis du ser slaget som det allervigtigste i konflikten, er det fint og hurtigt håndteret med krisepsykolog, opfølgning og lidt fravær, men hvis vi vil undgå, at det sker igen, skal vi have fat i borgernes belastning, siger Kenneth Henriksen.

Sige fra i tide
Personalet på Tuesten Huse er ifølge lederen blevet gode til at lære beboerne at kende og lære dem at kende sig selv, så de ved, hvor deres grænser går, og hvornår de skal sige fra. Og så lærer medarbejderne dem at sige fra på en måde, så det ikke bliver voldsomt og truende.

– Hvis vi ser adfærd, som peger i retning af mistrivsel, tjekker vi, hvad der står i beboerens tryghedsplan og trivselsprofil om den type adfærd, siger Kenneth Sandell Henriksen.

– Hvis man vokser op i et psykiatrisk system, fejlindlærer mange, at hvis man råber højt nok eller truer nok, så sker der noget, hvor hvis man spørger stille, roligt og pænt, så er det ikke sikkert, det fører nogen vegne. Det forsøger vi at afhjælpe gennem to metoder,  Feedback Informed Treatment og Low Arousal (LA2), fortæller Kenneth Henriksen.

– Hvis vi ser adfærd, som peger i retning af mistrivsel, tjekker vi, hvad der står i beboerens tryghedsplan og trivselsprofil om den type adfærd. Og hvordan borgeren ønsker, vi skal håndtere situationen, og hvad han ønsker, vi opfordrer ham til. Det giver langt flere redskaber i værktøjskassen, når vi ser tegn på mistrivsel.

Beboernes perspektiver har været afgørende for, at medarbejderne er blevet bedre til at forebygge konflikter. Desuden lægger det en dæmper på frustrationer og voldsom adfærd, når personalet viser vilje til at lytte, lære og inddrage, fremfor at bruge magt.

Beboerne er med
For Thomas Kramer, der er pædagog og tillidsrepræsentant på Tuesten Huse, ligger en af de største forskelle i tiden, som personalet bruger med beboerne.

– I stedet for at risikovurdere beboerne bag en lukket dør til et kontor er vi sammen med dem og taler om, hvordan de har det. Vi har blinklys med grøn, gul og rød, men det er ikke os, der laver vurderingen.

At beboerne selv er med til at sætte ord på, gør at de fanges langt tidligere i opsvinget og kan bremses allerede, når de er på vej fra grøn til gul.

Pædagog Thomas Kramer i træningscentret med en beboer.

– Vi tilbyder dem og os selv noget andet end at gå linen ud, hvor det til sidst havner i kaos. Det kan være alt fra at gå ned og fodre ænder, ligge i en hængekøje eller gå en tur over i træningslokalet.

I begyndelsen anskuede Thomas Kramer LA2 udelukkende fra det perspektiv, at det handlede om risiko og sikkerhed for medarbejderne. Efter en gennemgang af beboernes trygheds- og trivselsplaner gik det op for ham, at LA2 først og fremmest er et redskab for beboerne. Samtidig fungerer det også som et effektivt vurderingsværktøj for personalet.

– Beboerne har selv været med til at udarbejde deres trygheds- og trivselsplaner sammen med personalet. De har blandt andet skulle reflektere og øve sig i at sætte ord på trivsel, advarselstegn og sårbarhedslinje, siger Thomas Kramer og peger på, at det er en forudsætning, at personalet er sammen med beboerne og derudfra kan komme med nogle iagttagelser.

– Når man skal måle på menneskers trivsel, er udgangspunktet, at jo mere man er sammen, jo bedre kan man vide, hvordan folk har det, siger tillidsrepræsentanten.


Low Arousal og LA2
Low Arousal er en konflikthåndteringsmetode. Det er en ikke-konfronterende og stressreducerende tilgang, som det pædagogiske personale forebygger, forstår og løser konflikter ud fra.

Low Arousal gør op med konsekvenspædagogikken og fokuserer gennem strategier på at undgå restriktioner og i stedet finde løsninger, der nedbringer et højt stressniveau hos beboeren.

LA2 er inspireret af Low Arousal-tankegangen. Det er et praktisk og konkret redskab, som borgere og fagpersoner kan anvende i samarbejde. Materialet har både et indefra perspektiv og et udefra perspektiv. Der er én version til borgeren og en anden version til fagpersonen. (Hent materialet på www.sopra.dk)


Eksempel på, hvor LA2 bruges som risikovurdering
Mikkel har diagnosen paranoid skizofreni. Han er samtidig belastet at et massivt stofmisbrug og har en behandlingsdom pga. personfarlig kriminalitet. Et af de advarselstegn, Mikkel selv har sat ord på, er, når han kigger på knive og andre våben på computeren i fællesarealet.

En eftermiddag, hvor Mikkel sidder ved computeren og kigger på våben, tjekker personalet, hvad der står nævnt om det i hans trivselsplan og fastslår, at dette er et advarselstegn. Han bliver risikovurderet gul, og det aftales, at der skal være to personaler i kontakten til Mikkel. Samtidig bliver der taget en snak, om hvad medarbejderne og Mikkel selv kan gøre for at få ham ned i arousal og skabe større trivsel. Efter flere tiltag blev risikovurderingen ’lukket’, da beboeren fik håndteret flere belastninger og igen kom i trivsel.

Tekst og foto: Miriam Lykke Schultz

Udskriv
Del