Psykiatrisk Afdeling Middelfart: Vurderer risikoen for vold

Når en patient bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart, laver medarbejderne en risikovurdering, som blandt andet ser på patientens voldsomme forhistorie, sygehistorie og misbrug. Vurderingen bliver brugt til at komme voldsomme episoder i forkøbet.

Axel er 54 år. Han blev fundet i en skov lidt uden for byen, hvor han gik og snakkede med stemmer, han hørte. Axel har en paranoid psykose og drikker for meget. 

På Psykiatrisk Afdeling fortæller Axel, at han ikke får medicin, men at han har drukket for mange øl. Lægen spørger, om han har været voldsom tidligere, om han har slået. Axel siger, at han slår, når stemmerne fortæller, han skal. Lægen spørger, om han kan høre stemmerne nu. Det kan han godt, og stemmerne siger, at personalet på afdelingen vil gøre ham ondt.

Lægen fortæller Axel, at afdelingen ikke accepterer vold, så han skal ikke reagere på stemmerne. Personalet laver en aftale med Axel om, at han ikke må slå. De spørger Axel, om han vil have en vagt i nærheden af sig – en, der holder øje med, at han ikke gør noget dumt. Det vil Axel gerne, det gør ham tryg, siger han.

På Psykiatrisk Afdeling møder vi mange slags mennesker. Nogle er psykotiske og har en anden opfattelse af virkeligheden, nogle er paranoide eller har personlighedsforstyrrelse. Ofte ser patienterne personalet som nogle, der ikke vil dem noget godt.

Uanset hvor syge patienterne er, og uanset at det er stemmerne, der siger “slå”, så accepterer vi under ingen omstændigheder vold på afdelingen.

Deres tolerancetærskel er lav, og de stiller krav, vi ikke altid kan honorere. For eksempel må de ikke ryge på stuen. Når personalet sætter grænser, kan små konflikter udvikle sig og blive større. Men uanset hvor syge patienterne er, og uanset at det er stemmerne, der siger “slå”, så accepterer vi under ingen omstændigheder vold på afdelingen.

Almenpsykiatrisk Afsnit P2

Risikovurdering som redskab
Når en patient bliver indlagt, laver vi en systematisk vurdering af risikoen for, at han eller hun bliver voldelig. Vi har brugt systematisk risikovurdering som redskab siden 2005. Målet er at få færre episoder med patienter, der slår, sparker, kaster med ting og spytter. Samtidig hjælper risikovurderingen med at minimere behovet for og brugen af tvang, som eksempelvis at bæltefiksere en patient, der opfører sig aggressivt og er til fare for sig selv og sine omgivelser.

Risikovurderingen bliver lavet af en læge og plejepersonalet. Den tager blandt andet udgangspunkt i, om patienten tidligere har været voldsom, har et alkohol- eller stofmisbrug, og om patienten er paranoid eller psykotisk.

Fortiden kan være svær at snakke om
Lægen og plejepersonalet konkluderer i fællesskab på risikovurderingen. Vurderingen bliver baseret på en tværfaglig dialog: „Hvad så du, hvad så jeg?“

Vurderer medarbejderne, at der er en risiko for vold af let, moderat eller høj grad, skal plejepersonalet have en voldsforebyggende samtale med patienten.

Samtalen tager udgangspunkt i, hvad patienten selv oplever er det første tegn på aggression, hvordan han reagerer, og hvordan personalet kan hjælpe. Er det muligt, involverer vi også de pårørende og spørger til, hvordan de oplever patienten.

De sætter pris på, at der er nogle, som tør snakke om det, der er svært, og som gør ondt.

For mange patienter kan samtalen være meget grænseoverskridende, netop fordi vi spørger til deres fortid, som måske bærer præg af vold, misbrug og selvmordsforsøg. Men vi oplever hurtigt, at patienterne bliver lettede. De sætter pris på, at der er nogle, som tør snakke om det, der er svært, og som gør ondt.

Sammen sætter vi ord på det, der gør, at patienten kan reagere voldsomt. Det kan være en paranoid psykotisk patient, som tror, at Fanden bor inde i hovedet på ham, og det gør ham utryg og bange. Han reagerer ved at råbe, skrige og slå fra sig. Medarbejderen snakker med ham om, hvorfor han tror, at Fanden har slået sig ned i hans hjerne, og om personalet kan gøre noget for at hjælpe ham, når han får de tanker. Medarbejderen anerkender, at patienten opfatter det sådan, samtidig med at hun holder fast: „Det må også være hårdt at have det sådan, men Fanden er ikke inde i din hjerne, for det kan ikke lade sig gøre.“ På den måde bliver samtalen en læring for både personalet og patienten.

Almenpsykiatrisk Afsnit P2

Misbrugere med abstinenser
Mange af patienterne har, ud over deres psykiske lidelse, også et misbrug, som de ikke kan holde ved lige, mens de er indlagt. Det gør, at de får abstinenser, mange bliver rastløse, deprimerede og irritable, og det øger risikoen for vold.

Derfor er det vigtigt at få snakket med patienter med et alkoholmisbrug om at få medicinsk behandling mod abstinenserne, så hverdagen går nemmere.

Patienter, der ryger hash eller tager stoffer, har ikke den mulighed, og her er det vigtigt at taler om misbruget og sætter tydelige grænser for patienten. “Det er ikke i orden, at du ryger hash eller tager stoffer, mens du er her.” Samtidig skal vi anerkende, at abstinenser gør ondt. “Jeg ved godt, at du får det dårligt. Er der noget, vi kan gøre, for at hjælpe dig?”

Fra massage til musik
I samarbejde med patienten beskriver personalet, hvilke tiltag der kan hjælpe, så vi kommer konflikterne i forkøbet. Det er meget individuelt, hvad patienten har brug for. Det kan være en gåtur, massage, en kugledyne, at høre musik, at der er nogen omkring ham eller at være alene.

Det hjælper patienterne, at de får sat ord på problemet, og det giver både tryghed og handlemuligheder for personalet.

Voldsforebyggelsesmappe
Hvis vi vurderer, at der er risiko for vold hos en patient, bliver der lavet en voldsforebyggelsesmappe inden for 24 timer, efter at patienten er indlagt.

Mappen indeholder tydelige beskrivelser af patienten, hvilke handlemuligheder medarbejderne har, og hvilke ressourcer patienten har.

Mappen bliver tydeligt markeret på afdelingens oversigtstavler, så de ansatte kan se den, når de møder på arbejde. Det er den enkelte medarbejders ansvar at læse voldsforebyggelsesmappen, så han eller hun er opmærksom på, hvilke tegn der kan være på vrede og vold hos patienten.

Almenpsykiatrisk Afsnit P2

Når man møder på arbejde, orienterer man sig som det første mod “Prioriteringstrekanten”. Den fungerer på samme måde som et trafiklys.

Grøn betyder, at patienterne og deres krav og behov passer til de personalemæssige ressourcer i afdelingen. Er der gult lys, skal medarbejderne prioritere deres opgaver mere – det kan være, at der er et par patienter, som er meget påvirkede af deres tilstand og har brug for meget pleje, og at der samtidig er sygdom i personalegruppen. Er der rødt lys, ved vi, at dagen bliver hektisk. Det kan være, hvis der mangler personale, og hvis flere af patienterne har en voldsforebyggelsesmappe, som betyder, at man skal være ekstra opmærksom på dem. På den måde ved vi, hvilke opgaver vi skal prioritere, og hvilke der godt kan vente.

Tekst: Journalist Helle Horskjær Hansen
Fotos: Claus Sjødin

 


Risikovurdering:
Tjekliste til vurdering af risiko for patientvold

Har patienten tidligere udøvet vold?
a) Gentagne voldsepisoder?
b) En enkelt voldsepisode?

Foreligger der en akut psykotisk tilstand?
a) Paranoid psykose?
b) Psykotisk forvirringstilstand?

Drejer det sig om skizofreni eller anden psykosediagnose?
a) Ubehandlet?
b) Samtidig personlighedsforstyrrelse?
c) Samtidigt misbrug?

Foreligger der demens, delirium eller anden organisk hjerneaffektion?

Er patienten påvirket af psykoseaktive stoffer?
a) Alkohol?
b) Kokain/amfetamin/ecstasy/heroin?

Drejer det sig om en abstinent patient?

Drejer det sig om en manisk patient?

Er patienten alkohol- og/eller stofmisbruger?

Er patienten personlighedsforstyrret?

Er patientens intelligens under normalområdet?

Der konkluderes på ovenstående og vurderes, om der er let, moderat eller høj risiko for patientvold.

Ovenstående er gennemgået ved journaloptagelse af:
Ovenstående er gennemgået ved gennemgang af:

Udskriv
Del