Plejecentret Lindegården: Marte Meo sætter fokus på det positive

Plejecentret Lindegården i Herning filmer relationen mellem beboer og medarbejder for at fremme deres samspil. Metoden hedder Marte Meo, og den har medvirket til, at der er blevet færre voldsomme situationer med beboere med demens.

Syv ud af ti beboere på plejecentret Lindegården i Herning har demens. Det er væsentlig flere end det var for år tilbage. Og det betyder noget for vores måde at arbejde på.

Før i tiden skabte det mange konflikter og voldsomme episoder på Lindegården, og det havde indflydelse både på beboernes hverdag og personalets arbejdsklima. Derfor havde vi et stort ønske om at finde en metode, der kunne bidrage til, at konflikterne blev færre og mindre.

Det var vigtigt for os at finde frem til, hvad den demente beboer udtrykte med sit sprog – både det verbale og det nonverbale. Vi ønskede at forstå beboernes adfærd, og hvad de havde brug for i bestemte situationer. Vi ville gerne reducere episoderne med vold og trusler. Vi ønskede at forbedre samspillet og kommunikationen mellem personale og de beboere, der har et begrænset sprog.

Og vi ønskede at støtte hinanden i at interagere og udveksle faglige synspunkter i personalegruppen.

Derfor tog vi, som et af de første plejecentre herhjemme, i 2001 fat i at implementere Marte Meo. Det er en metode, der bruger video til at analysere samspillet mellem mennesker.

Travlhed koster
Forskning på demensområdet viser, at Marte Meo-metoden kan bruges i ældreplejen som et konkret værktøj til at fremme samspillet mellem en dement beboer og hjælperen. Det var netop det, der var vores formål. Analysen af samspillet mellem plejepersonalet og den enkelte beboer skulle bruges til at vise, hvor svækket beboeren var, for på den måde at tilpasse kommunikationen og den daglige omsorg til den enkelte.

Gerda er svært dement. Klokken er 20.30, og hun skal i seng. Det får hun hjælp til.
Medarbejderen skal skynde sig i dag – hun har en tidsplan, hun skal overholde, og hun er allerede lidt bagud, da hun kommer ind til Gerda. Medarbejderen går hurtigt frem, og hun er ikke så nærværende, som hun plejer at være. Hun har travlt med praktiske gøremål, så hun ser ikke, at der er optræk til noget. Gerda bliver forvirret og usikker, og i afmagt over, at der ikke er den ro og tid, der plejer at være, slår hun medarbejderen.

Hvis vi har mulighed for at filme og analysere en sådan situation, kan personalet få en tilbagemelding på, hvad der fungerer i samværet. Analysen bliver dermed udgangspunkt for relationen med beboeren og er med til at danne grundlaget for, hvordan vi understøtter beboerens ressourcer.

Erfaringsmæssigt opstår voldsomme situationer med demente ofte, når personens “psykologiske rum” overskrides af personalet – enten af uvidenhed eller af ubetænksomhed. Det sker typisk i forbindelse med måltider, toiletbesøg og hygiejne og i samværsrelationer.

Fokuserer på det positive
I dag bruger hele plejehjemmet Marte Meo. Vi har uddannet tre Marte Meo-terapeuter og ti Marte Meo-vejledere. Vejledernes opgave er at filme medarbejdernes relationer med beboerne, analysere optagelsen og give feedback på den.

Metodens filosofi er at tage udgangspunkt i det positive, i det, der lykkes i samværet med en beboer.

Det betyder, at medarbejderne føler, at de er gode til deres arbejde, og de ser, at de gør nogle ting, som fungerer godt. Det motiverer medarbejderne til at blive filmet, at de udvikler sig fagligt og i forlængelse af det er med til at forbedre beboernes hverdag.

Gennem analyserne af de mange optagelser er det blevet tydeligt, at der er nogle forhold, det er vigtigt at være opmærksom på for at få dagligdagen til at glide nemmere for både beboere og medarbejdere. Flere optagelser har vist, at hvis de ansatte eksempelvis skynder sig at få en beboer op af sengen, kan beboeren blive forvirret og svær at samarbejde med. Beboere med demens har brug for, at personalet er rolige og bruger den tid, der er nødvendig – ellers bliver de pressede.

De er ikke irriterende
Med tiden er vi er blevet dygtigere til at analysere og forudse situationer, hvor samspillet kan blive svært. Vi er mere bevidste om vores egne ressourcer og om, hvordan de bedst bliver brugt i relationen til den enkelte beboer.

Vi ser også beboerne med andre øjne. Hvis en beboer for eksempel er vred, tænker vi ikke: “Han har nok en dårlig dag,” men i stedet: “Hvad er det, der gør, at han bliver vred i samspillet?” og “Kan vi gøre noget bedre?”

Marte Meo har været med til at forbedre kommunikationen mellem ledere og medarbejdere og mellem plejepersonalet og beboerne. Beboerne bliver eksempelvis mere nærværende, når vi bruger deres navn. En persons navn er en stor del af hans eller hendes selvopfattelse.

Den forbedrede kommunikation viser sig også i beboernes journaler – her er medarbejderne blevet bedre til at beskrive beboernes psykiske og sociale tilstande, ligesom de oftere kommer med forslag til, hvad vi kan gøre for at støtte den enkelte beboer bedst muligt. Det øgede refleksionsniveau er en gevinst fra de feedbackseancer, medarbejderne har med Marte Meo-vejlederen.

Undervisning i sygdommen demens har gjort os mere bevidste om, at beboere med demens ikke gør ting for at være irriterende. Og at det ikke er beboeren, der skal eller kan ændre sig, men personalets holdninger og måde at kommunikere på. En større faglig bevidsthed og flere faglige diskussioner har bevirket en hel anden respekt og forståelse for mennesker, der har de handicap, som demens kan give. Vores rummelighed over for beboere med demens er blevet større.

Forskellige beboere – forskellige behov
Vi er også blevet mere tilfredse med at gå på arbejde, og der er et tættere samarbejde mellem kollegerne. Det skyldes blandt andet, at vi er blevet bedre til at udveksle erfaringer i forhold til pleje af og omsorg for beboerne.

Beboerne har også gavn af Marte Meo-metoden. Via metoden har plejepersonalet styrket deres evner til at aflæse og forstå folk og til at se på det enkelte individ – eksempelvis se på, hvad kropssproget og ansigtsmimikken signalerer, og hvordan beboeren reagerer i de enkelte situationer.

Beboerne med demens har gode og dårlige dage som alle andre, og behovet for støtte kan derfor veksle. Beboerne har hver sin personlighed og livserfaring, og de er hvert sit sted i demensudviklingen. Vi har lært at se den enkelte beboer der, hvor han eller hun er i nuet. Vi omgås beboerne på en understøttende måde og prøver at indrette os efter det, den demente har brug for.

Medarbejderen fortæller, hvad hun gør, før hun gør det, så beboeren er klar over, hvad der skal ske. “Jeg vil lige tage dit ur af,” siger hun, og beboeren rækker armen frem. Når beboeren ved, hvad der sker, kan han nemmere samarbejde med medarbejderen. Hvis medarbejderen begynder at tage uret af uden at sige det, kan det skabe modstand hos beboeren.

Det er vigtigt, at medarbejderen fortæller, hvad der skal ske her og nu og ikke taler om noget, der skal ske senere på dagen eller året. Det kan mennesker med demens ofte ikke kan forholde sig til. Det kan være svært for beboeren at følge med, hvis medarbejderen for eksempel taler om det, der skal ske til jul, samtidig med at hun er ved at vaske ham. Derfor siger og gør personalet kun en ting ad gangen og venter på, hvordan beboeren reagerer – så bliver samspillet mellem medarbejder og beboer positivt.

Mindre vold
Marte Meo-Metoden har været med til at reducere beboernes problematiske adfærd. Vi oplever ikke så mange situationer, hvor beboerne i afmagt kommer til at være voldsomme. De fleste situationer sker med nye beboere. Jo bedre vi kender den enkelte beoer, jo mindre hyppig bliver volden. Her er Marte Meo redskabet til at finde den måde, beboerne har brug for at blive mødt på.

Tekst: Journalist Helle Horskjær Hansen

Udskriv
Del