Enkeltmandsprojektet Sølund: Anerkendelse og relationer forebygger vold

Beboerne i Enkeltmandsprojektet er nogle af Sølunds voldsomste. På Sølund bliver de mødt med filosofien Gentle Teaching – en filosofi, hvor magt og konsekvenser er udelukket. Personalet er nemlig overbevist om, at de voldelige episoder bliver færre, hvis fokus er på forholdet mellem medarbejder og beboer.

Landsbyen Sølund ligger i Skanderborg og er landets største boform for mennesker med udviklingshæmning. Enkeltmandsprojektet, som er en del af Sølund, er en specialboenhed for borgere med nedsat funktionsevne og en psykisk lidelse som autisme, skizofreni eller borderline. Beboerne kan have en adfærd, der er påtrængende og grænseoverskridende. Nogle af dem gør skade på sig selv og er meget voldsomme. De bruger både fysisk vold, som at bide, kradse og sparke, og psykisk vold, hvor de truer og kalder personalet ukvemsord som „kæmpe nar“ og „fucking idiot“.

Sølund

Enkeltmandsprojektet blev etableret i 1999 til én person, men behovet viste sig snart at være større. I dag består det af otte enkeltmandsprojekter med beboere af begge køn i alderen 24 til 68 år. De fleste beboere har levet et kaotisk liv med ophold på mange forskellige børnehjem, i plejefamilier, på private opholdssteder og psykiatriske hospitaler.

De er meget sårbare, og mange har oplevet massive omsorgssvigt og misbrug. Tre ud af ni beboere er domsanbragte for forskellige typer kriminalitet. De har sat ild til ting, truet folk, været voldelige og lavet hærværk.

1:1
Tanken med Enkeltmandsprojektet er at tilbyde et midlertidigt ophold. Projektet skal både skærme omgivelserne og give borgeren mulighed for at få et bedre og mere værdigt liv. Ideen er, at beboerne over en periode på to til tre år bliver udredt og stabiliseret psykiatrisk, somatisk (legemligt), psykologisk og pædagogisk, og at de derefter flytter hjem til et almindeligt botilbud i den kommune, de kommer fra. Det sker dog ikke for alle. Nogle af beboerne har det så dårligt, at de har behov for, måske resten af livet, at bo et sted, hvor de og deres omgivelser bliver beskyttet ekstraordinært.

Fordi beboerne i Enkeltmandsprojektet har en adfærd, der er meget voldsom, kræver det, at der er én medarbejder til én beboer, en medarbejder, som mere eller mindre „mandsopdækker“ beboeren.

To udgange i hvert rum
De fleste beboere i Enkeltmandsprojektet bor i et specialbygget hus med sikkerhedsforanstaltninger, der tager højde for beboernes adfærd. Huset er indrettet med en lejlighed til hver beboer med eget bad, en stue og et tekøkken. Der er adgang både fra fællesrummet og direkte udefra.

I husets fællesrum er der et køkken, og i fællesrummet kan beboerne spise sammen med medarbejderne. Det gør de beboere, der kan overskue det.

Huset har et internt alarmsystem, og alle rum er som minimum indrettet med to udgange, så medarbejderne har mulighed for at trække sig ud af konflikter, der er ved at trappe op, uden at skulle gå forbi og komme for tæt på beboeren. Alle ansatte har derudover alarm og mobiltelefon.

Livshistorien bliver skitseret
En af Enkeltmandsprojektets beboere er Oliver, som er i begyndelsen af 30’erne. Han vejer over 100 kilo og er næsten to meter høj. Han er på et udviklingsstadie, der svarer til et barn på halvandet til to år. Før Oliver kom til Sølund, havde han tilbragt otte måneder spændt fast på et psykiatrisk hospital. Angst for at gøre nogen noget og angst for at ødelægge ting omkring sig. Han har både raseret og splittet et køkken ad og revet vandrør ud af væggen med de bare næver.

Når Oliver er i bæltet er han rolig og sikker. Han beder selv om at komme i bælte for at føle sig sikker på, at han ikke gør noget forkert. Oliver er nemlig godt klar over, at han har så mange kræfter, at han uden problemer kan skade personalet slemt, hvis han bliver aggressiv.

Med hjælp fra de steder, Oliver tidligere har været, og fra hans familie, skitserer vi hans livshistorie – det er en fast procedure, hver gang der kommer en ny beboer. Jo bedre kendskab vi har til en beboer, før han eller hun flytter ind, des større chance er der for, at den pædagogiske tilgang passer til den enkeltes ressourcer og personlighed. Vi udarbejder en pædagogisk plan inden for de første seks måneder, og den bliver løbende justeret.

Vagt på i 16 timer
Det gjorde Olivers også. Normalt bliver der tilknyttet én medarbejder til én beboer, men i Olivers tilfælde var ledelsen bange for, at det ikke var nok. De var bange for personalets sikkerhed, så de ansatte to vagter til at beskytte pædagogerne, der var omkring Oliver i døgndrift. Formålet var, at pædagogerne skulle føle sig så sikre, at de havde mod til at arbejde med den pædagogiske indsats i forhold til Oliver. Og Oliver vidste, at der altid var nogen i nærheden, der kunne hjælpe ham. Forudsætningen for, at arbejdet lykkes, er nemlig, at pædagogerne omkring ham er opmærksomme på sig selv. Hvis Oliver føler, at personalet er angst, bliver hans egen angst forstørret, og det kan føre til overfald på personalet.

Sølund

I dag er der kun en vagt på Oliver i 12 timer af døgnet, og episoder, hvor han slår, tager hårdt fat i personalet og sparker, bliver færre og færre.

Gentle Teaching
Som hele Landsbyen Sølund gør, arbejder Enkeltmandsprojektet også med filosofien Gentle Teaching. Det er en filosofi, hvor man ikke bruger magt og konsekvenser, og hvor fokus er på relationen mellem pædagog og beboer. Vi forsøger at undgå konflikter frem for at løse konflikter.

Før Oliver kom til Sølund, blev han ofte mødt med et „nej“, og de ideer eller initiativer, han havde, blev ikke modtaget positivt. Det gjorde ham vred. Derfor forsøger vi at undgå at give ham et nej og i stedet imødekomme nogle af hans behov, hvis det er muligt, eksempelvis ved at servere hans livret eller tage ham med til fodboldkamp. Tanken er „at anvise frem for at afvise“, og den pædagogiske tilgang er, at samværet skal være meningsfyldt, med glæde og et glimt i øjet – for både beboere og medarbejdere. Det kræver også, at vi som personale er tydelige i vores relation med beboerne og hjælper dem på vej. En måde at gøre det på er sige: “I dag vil jeg ikke have, at du spytter eller sparker.”

Målet er, at beboerne føler sig som en del af et fællesskab, hvor de skal mærke, at de bliver mødt, og oplever sig anerkendt og accepteret – at de har en betydning som mennesker. Det er den vigtigste faktor for al udvikling og motivation.

Vi straffer ikke beboerne, men vi har et belønningssystem, der virker godt for nogle af dem. Eksempelvis får man et hjerte, hvis man en hel dag har undladt at bande. Når beboeren har ti hjerter, får han en belønning. Det kan være en tur i biografen eller til en fodboldkamp. Så får ønsket adfærd værdi og mening og bliver belønnet. Selvom den grundlæggende metode på Sølund er Gentle Teaching, bruger vi i Enkeltmandsprojektet mange ressourcer på at finde frem til lige netop den tilgang, der passer bedst på den enkelte beboer.

Tekst: Journalist Susanne Horskjær Hansen
Fotos: Claus Sjødin

Udskriv
Del