Botilbuddet Spurvetoften: Faste rammer og struktur på hverdagen

Viden om beboerne, pædagogiske metodebeskrivelser og klar kommunikation er omdrejningspunkterne for botilbuddet Spurvetoftens arbejde med at forebygge vold.

Voldsforebyggelse har altid været på dagsordenen på Spurvetoften, men inden for de seneste år har vi sat mere fokus på det.

Beboerne på Spurvetoften er i alderen 18 til 70 år, de har udviklingshæmning og autisme. De har brug for støtte i alle hverdagens gøremål, og de fleste har ikke noget verbalt sprog. Det er mennesker, der er på de tidlige udviklingstrin, men som fysisk kan være velfungerende. De har ofte svært ved kontakt til andre, og de føler sig kun trygge i helt faste og kendte rammer. Hvis de bliver bange, utrygge eller frustrerede, kan de reagere med vold – enten over for sig selv eller medarbejderne. De bider, slår, sparker, kradser, river eller spytter. Det præger selvfølgelig vores hverdag og kan være en stor belastning.

Botilbuddet Spurvetoften

Pædagogiske metodebeskrivelser
På Spurvetoften arbejder vi ikke efter en bestemt pædagogisk metode.

Udgangspunktet er fagligt anerkendte metoder, som afpasses efter den enkelte beboers behov. Det er metoder som TEACCH (Treatment and Education of Autistic and Related Communications Handicapped Children), PECS (Picture Exchange Communication System), Studio III (med særligt fokus på viden om low arousal), neuropædagogik, udviklingsprofiler, indsatsplaner med målbare mål, systematik i det pædagogiske arbejde, registrering af indsatsen og KRAP (Kognitiv Fokuseret og Anerkendende Pædagogik).

Et af de redskaber, vi bruger i arbejdet med beboerne, er personbeskrivelser. De bliver lavet ud fra udviklingsprofilen og danner udgangspunkt for pædagogiske metodebeskrivelser for alle dagligdagens aktiviteter. De pædagogiske metodebeskrivelser er et værktøj, som helt ned i detaljen beskriver, hvordan eksempelvis et måltid omkring en beboer skal foregå.

Allan er 34 år og beboer på Spurvetoften. I hans metodebeskrivelse står der, at han har brug for struktur og genkendelighed. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne er tydelige i kropssprog og stemmeføring. Allan spiser ved vindueskarmen i sin lænestol.
Han skal altid have ryddet op inden måltider. Det står også i metodebeskrivelsen, at Allans måltider bliver forberedt i fælleskøkkenet. Mål tiderne bliver anrettet på Allans plasttallerkner. Den varme aftensmad bliver anrettet på to plasttallerkner. Aftensmaden spiser Allan med gaffel/ske, alle andre måltider spiser han med fingrene.
Drikkevarer bliver hældt i kande. Medicin bliver gjort klar. To vådservietter fundet frem. Der bliver fundet billedkort for måltid og aktiviteten, der kommer efter.
Rullebordet benyttes til at køre mad ind i lejligheden. Personaleskammel tages med i lejligheden.

Forebyggelses- og sikkerhedsanvisning
Ud over detaljerede beskrivelser af alle hverdagens forløb omkring en beboer har vi forebyggelses- og sikkerhedsanvisninger for den enkelte. De giver os et overblik over, hvad der udløser frustration og vrede, og hvornår noget er svært for beboeren. Og det giver os mulighed for at handle på beboerens adfærd.

I Allans forebyggelses- og sikkerhedsanvisning står der eksempelvis, hvordan hans udfordrende adfærd ser ud. Allan bliver mørk i blikket og kan hoppe voldsomt, skubbe til ting og personale, slå ud og kaste med ting. Hvis han ikke kan overskue situationen, tager han nogle gange alt sit tøj af med en voldsom styrke og kaster med tøjet – også udenfor. Allan kan fysisk gå i stå, han bliver passiv og sætter sig ned i døråbningen.

I de situationer kender vi vores handlemuligheder. Vi skal ikke presse Allan, hvis han afviser opgaver eller os, eller hvis han smider med sit tøj. Allan skal have plads og tid. Vi skal forlade hans værelse og give ham 25 til 30 minutter, før vi henvender os igen. Ofte vil Allan selv melde sig, når han er klar igen.

Hvis Allan skubber, skal vi holde afstand og trække os væk. Sidder Allan i døråbningen, skal vi gå hen til hans dør og holde den åben. Vi skal vente på, at han kommer, og eventuelt bruge „forstærkere“ i form af slik, cola, sutter eller legetøj. Vi kan også henvise ham til hans tavle, hvor han kan se, hvad der skal ske i løbet af dagen, eller tilbyde en anden aktivitet.

Når Allan smider sit tøj i afmagt på en gåtur eller i andre sammenhænge, skal vi lade ham stå. Han går ingen steder. Det er oftest personalet, der skaber problemerne i den situation. Vi skal ikke presse Allan, men vente. Det kan sagtens tage mere end 20 minutter, før han kan samarbejde igen. Efter lidt tid kan vi lægge et par underbukser ud til ham, og han tager dem på, hvis han er klar. Vi bør være rolige i de situationer. Vi skal have overblikket, når Allan har mistet det.

Ingen „hovsa“-ting
Alle medarbejdere er forpligtet til at handle ud fra den aftalte metodebeskrivelse, så vi handler ens, og beboerne ved, hvad de kan forvente. At vi arbejder systematisk og ensartet er meget vigtigt for beboerne. Når personalet handler på samme måde hver eneste dag, ved beboerne, hvad der skal ske, og det gør dem trygge.

Det skaber struktur også for medarbejderne, der skal navigere i en hverdag, der godt kan være præget af kaos. Derfor laver vi heller ingen „hovsa“-ting på Spurvetoften, for eksempel har vi ingen impulsive ture ud af huset.

Botilbuddet Spurvetoften

Vi arbejder målrettet med at uddanne medarbejderne fagligt, så alle får en nødvendig forståelse af autisme og af, hvorfor beboerne reagerer, som de gør.

Medarbejderne har blandt andet været på forskellige kurser om autisme og autismespektrumforstyrrelser. Jo større indsigt vi har i beboernes handicap, jo nemmere er det at undgå, at beboerne bliver frustrerede og voldsomme.

Vi arbejder med den enkelte beboer i stedet for med gruppen, og vi er bevidste om den enkeltes særlige egenskaber. Selvom alle beboerne har udviklingshæmning og autisme, skal de ikke behandles ens. Vi bruger meget tid på at finde ud af, hvordan vi bedst tilpasser den pædagogiske praksis til den enkelte beboer.

Klar kommunikation
Alle beboerne er afhængige af særligt tilrettelagt kommunikation og visuelle støtte systemer, det vil sige pædagogiske tiltag, hvor vi arbejder med ting, billeder og skrift. Flere beboere har billeder, som viser, hvad de skal i løbet af dagen, eksempelvis billeder af et bad, noget mad, tøj og et toilet.

Vi er meget opmærksomme på, at klar kommunikation er med til at mindske antallet af voldsomme episoder.

For beboerne er det vigtigste, at de får annonceret tingene på forhånd, så de har betænkningstid. Kommunikationen skal tilpasses den enkelte, for beboerne har ikke samme forudsætninger for at kommunikere og har også forskellige behov.

Kommunikationen spiller en stor rolle på Spurvetoften – både i forhold til at forbedre beboernes liv og for vores arbejdsmiljø.

Tør tale om det svære
Vi har ikke kun fokus på kommunikationen mellem beboere og ansatte. Lige så vigtig er kommunikationen mellem kolleger. Vi tager ansvar for hinandens trivsel. Vi har skabt en kultur, hvor der er stor åbenhed om situationer, der er svære at tackle. På grund af beboernes autisme, udviklingstrin og ofte manglende verbale sprog står vi dagligt i etiske dilemmaer, hvor vi skal forsøge at aflæse beboerens behov og ønsker og træffe de bedst mulige beslutninger – tit uden særlig meget betænkningstid. Her er det vigtigt, at der er åbenhed i personalegruppen, så alle er trygge ved at forklare, hvad de gjorde i den aktuelle situation, og hvorfor de gjorde det. Og trygge ved at få feedback på, hvordan de eventuelt kan håndtere en lignende situation. Der er tillid til, at man kan fortælle sine kolleger også om svære episoder, hvor man måske burde havde handlet anderledes. Det fremmer selvrefleksionen, at vi taler om episoderne, og det betyder meget for medarbejdernes faglige udvikling.

Tekst: Journalist Helle Horskjær Hansen
Fotos: Claus Sjødin

Udskriv
Del