Botilbuddet Slotsvænget: Eksperter i eget liv

På det socialpsykiatriske botilbud Slotsvænget i Lyngby-Taarbæk Kommune tager medarbejderne beboerne med på råd og lægger planer med dem og ikke for dem. Beboerne skal selv tage ansvar for deres liv – som de er eksperter i. Det er medvirkende til, at konflikter og voldsomme episoder ikke fylder meget i dagligdagen.

Beboerne på Slotsvænget har tunge, komplekse problemstillinger. Der er unge og ældre med misbrug, skizofreni, personlighedsforstyrrelser og psykoser.

Næsten alle beboere har eller har haft hallucinationer og vrangforestillinger. De kan komme til udtryk ved, at deres tale og tankegang er usammenhængende, at de opfører sig mærkeligt eller uforståeligt og kan være mistroiske eller aggressive.

Et godt liv på trods
På Slotsvænget arbejder vi ud fra recovery. At komme sig, som det hedder på dansk, er tanken om, at det kan lade sig gøre at komme sig helt eller delvist efter psykisk sygdom. Vores opgave er at skabe så gode forudsætninger som muligt, for at beboerne kan komme sig.

2014_03_18_SUS_Slotsv_ªnget_Lyngby_004_small

Recovery er en personlig udviklingsproces mod at komme sig – målet er at blive i stand til at leve et godt liv på trods af de begrænsninger, man bærer med sig, som misbrug, ingen uddannelse, omsorgssvigt, overgreb og ensomhed. Processen er personlig og meget forskellig fra beboer til beboer. Det tager tid at komme sig, og det er individuelt, hvor lang tid det tager.

Selvom recovery er en personlig proces, der kun kan ske, hvis den sindslidende tager aktivt del, spiller andre mennesker også en rolle. Ingen kommer sig nemlig alene. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op om processen og bidrager til, at det kan lykkes, eksempelvis ved at bygge videre på beboernes faglige og sociale kompetencer og støtte dem i de mål og drømme, de har for fremtiden.

Beboerne er eksperter
Ligesom for alle andre er det også vigtigt for mennesker med en sindslidelse at have en følelse af at have indflydelse på sit eget liv. Vores erfaring er, at mange konflikter kan undgås, hvis beboerne tager del i og bidrager til at ændre på praktiske, fysiske, sociale og personlige forhold i tilværelsen.

Derfor lægger vi planer med beboerne og ikke for dem. Vi beslutter ikke, at en beboer eksempelvis skal følge et bestemt træningsprogram. Vi tager beboerne med på råd, og det betyder, at konfrontationerne med beboerne er færre end tidligere – beboerne føler sig mødt og forstået.

2014_03_18_SUS_Slotsv_ªnget_Lyngby_012_Smalll

Vores tilgang til beboerne er, at vi i højere grad er samarbejdsparter end eksperter. Eksperterne er beboerne selv, for de er eksperter i deres eget liv.

Når vi møder beboerne, er udgangspunktet en interesse for dem og deres forventninger til fremtiden. Vi snakker om, hvorfor beboeren er på Slotsvænget, og om han eller hun har gjort noget tidligere, der har hjulpet på situationen.

Vi arbejder med projekt “Styr livet”. Det handler om redskaber og veje til at få det bedre. Tilgangen kaldes personcentreret planlægning – det betyder blandt andet, at vi arbejder ud fra beboerens ønsker, drømme og håb for livet og hjælper med redskaber til at sætte nye mål og nå dem.

Jonas er 32 år, han har skizofreni og lider af angst. Ligesom de andre beboere har han skrevet sine drømme og ønsker ned. Han drømmer om en kæreste, et hjem og et arbejde. Han har også skrevet ned, hvordan han kan nå sine drømme. Jonas har blandt andet skrevet, at han skal øve sig i at snakke med andre mennesker. Han skal finde ud af, hvad man taler om, når man indgår i sociale sammenhænge, og hvad han skal gøre, når han bliver angst. Han har også skrevet, at han fortsat skal løbe, spille fodbold og snakke med sine kontaktpersoner.

Det betyder meget for Jonas, at han bliver inddraget aktivt i planlægningen af sit liv. Før han flyttede ind på Slotsvænget, kunne han have uoverensstemmelser med de medarbejdere, der var omkring ham, fordi han følte, de tog beslutninger hen over hovedet på ham – “de vidste, hvad der var bedst for ham.” Uoverensstemmelserne kunne udvikle sig til trusler om vold.

Konfliktrådet mægler
Selvom konfrontationerne på Slotsvænget er blevet færre, opstår der situationer, hvor der er optræk til konflikter og vold. Flere af beboerne er misbrugere, og når de er påvirkede, kan de godt glemme, at de ikke er de eneste, der bor på Slotsvænget. De råber og hører høj musik. Vi er nødt til at sætte grænser, så alle kan holde ud at være der. Og det er ikke altid, at beskeden om at skrue ned eller dæmpe sig bliver modtaget lige godt. Det kan give konfrontationer mellem medarbejdere og beboere – oftest i form af “verbale lussinger”.

udenfor_Small

Men konflikterne fylder ikke meget til dagligt. En af grundene til det er, at vi har et konfliktråd, sat sammen af medarbejdere og beboere, som har været på kursus i konflikthåndtering og mægling. Rådet bliver brugt af både beboere, medarbejdere og ledelsen. Formålet med det er at forbedre medarbejdernes og beboernes evner til at håndtere konflikter på en god og effektiv måde, som gør, at parterne forstår hinanden og finder løsninger sammen. Samtidig er konfliktrådet med til at forebygge, at konflikter udvikler sig til vold, trusler og krænkelser.

Konfliktrådet bliver brugt, når der opstår et konkret problem. Det kan for eksempel være en beboer, der i perioder, hvor han har det dårligt, taler grimt og kalder de ansatte og de andre beboere “luder”, “kælling” og “fede ko”. Det kan virke ubetydeligt for beboeren, men har stor betydning for dem, det går ud over, og derfor vil de gerne, at konfliktrådet snakker om det. Parterne vælger så hver en mægler fra konfliktrådet, som kan hjælpe med at gennemgå konflikten og finde en løsning. Alle parter bliver hørt og taler sammen, indtil de bliver enige om en løsning.

Flere af medarbejderne er uddannet som konfliktvejledere – en uddannelse, beboerne også har mulighed for at få.

I personalegruppen er der medarbejdere med brugerbaggrund, og de er også med til at sikre, at konflikterne ikke kommer til at dominere i hverdagen. De har en anden forståelse for beboerens situation, og de kan huske tilbage på, hvad det var for en hjælp, de selv fik, som hjalp dem. De taler “beboerens sprog.”

Tekst: Journalist Helle Horskjær Hansen
Fotos: Claus Sjødin

Udskriv
Del