Ældrecentret Enghaven: Trafiklysets signaler hjælper medarbejderne mod volden

På Ældrecentret Enghaven i Skjern bruger medarbejderne trafiklysets signaler til at aflæse beboernes humør. Metoden hjælper til at forebygge voldsomme episoder.

Rødt, gult, grønt lys. Stop, afvent eller gå. På Enghaven afkoder vi beboernes humør, før vi beslutter, om vi skal gå ind til den enkelte. Og på samme måde, som et rødt lys betyder stop i trafikken, får et rødt lys fra en beboer også os til stoppe op.

Rød og vred eller grøn og glad
En af beboerne på Enghaven er Ejner. Han er 73 år og dement. Han kan være meget voldsom over for personalet, både fysisk ved at slå og verbalt ved at sige ting som “Du er fed og grim” og “Din dumme kælling”. Den verbale vold belaster personalet meget, for den foregår dagligt, måske flere gange om dagen.

Når Ejner “har rødt lys”, er han mut, hans øjne er mørke. Han siger ingenting, og han forstår ikke personalets hensigter. Og når han ikke forstår, hvorfor en medarbejder eksempelvis hjælper ham op af sengen, bliver han vred.

Når medarbejderen kommer ind til Ejner om morgenen og ser, at han har rødt lys, går hun igen. Hun vender tilbage efter en halv time, og hvis hans humør er skiftet, har han gult lys. Han virker mere vågen og snakker lidt. Han er klar til at komme op af sengen, i tøjet og få sin morgenmad. Selvom Ejner har gult lys, er det vigtigt stadig at afvente lidt. Han bliver nemlig nemt utryg, og han kan ikke holde fokus.

Derfor skal han vide, hvad der sker, og hvilke hensigter personalet har. Ellers kan han hurtigt være på vej til det røde lys igen. Medarbejderen skal være konkret, tale i korte sætninger og fortælle, hvad hun skal i gang med at gøre: “Nu hjælper jeg dig op”, og “Nu giver jeg dig strømper på”.

Når Ejner har grønt lys, vil han gerne snakke – især om håndbold. Så taler vi om det, eller vi tænder fjernsynet for ham, når der kommer en kamp, han gerne vil se.

Når lyset er grønt, er Ejner glad, og vi roser ham, fordi han er god til at samarbejde. Alle observationer om Ejner bliver skrevet ind i et skema, som vi bruger til at vurdere hans færdigheder. Skemaet er bygget op om det røde, gule og grønne lys og bliver brugt i forhold til de beboere, der reagerer med trusler og vold. Beboerne er oftest demente.

Kendskab til demens et must
Ældre demente bliver ofte vrede og aggressive. Det er der flere årsager til. Det kan være, at den ældre får forkert medicin, har svært ved at gå, er træt og bliver forstyrret. Eller det kan være, han eller hun har brug for hjælp, men ikke bliver forstået. Når en dement beboer bliver aggressiv, er det ofte et udtryk for, at han eller hun føler sig magtesløs, ikke hørt eller forstået.

aeldrecentret-enghaven_20-02-14_CSP2071

Demens er en sygdom, som langsomt svækker hjernen. Også den dementes personlighed og adfærd ændrer sig i takt med, at sygdommen udvikler sig. For at undgå voldsepisoder i arbejdet med demente borgere kræver det først og fremmest viden om de forskellige typer af demens, og hvordan dementes adfærd typisk er. Det er også en forudsætning, at vi kender den dementes livshistorie, livsstil, vaner, rutiner, interesser og ønsker.

Malker fiktive køer
En anden beboer på Enghaven er Ib. Hver eftermiddag er han på vej ud af huset. Han siger, at han skal hjem og malke.

Ib og hans kone, der nu er død, boede ikke langt fra ældrecentret på en gård med malkekøer. I begyndelsen rystede vi på hovedet ad Ib og sagde, han vrøvlede. Han blev ked af det og insisterede på, at han skulle hjem til sine køer. Vi lod ham gå hver dag, men syntes, det var skørt. En dag havde vi travlt og havde ikke set, at Ib var i et lokale med dobbelt håndtag, som han ikke kunne få op. Han blev vred og frustreret over, at han ikke kunne komme hjem til sine kvæg, så han gik hen til en medarbejder, tog rundt om hendes nakke og rev hende ned på gulvet. Det var voldsomt, og hun forstod ikke, hvorfor Ibs vrede gik ud over hende.

Vi diskuterede episoden i personalegruppen og kom frem til, at vi ikke respekterede Ibs livshistorie, rutiner, interesser og ønsker. Han blev ikke mødt i nuet og anerkendt for de behov han havde.

I dag går Ib stadig ud for at gå til gården at malke. Men nu er vi opmærksomme på hans behov og anerkender det ved at gå med på hans tanker. Vi spørger for eksempel ind til hans køer, hvor mange han har, hvordan han ser forskel på dem, og hvad han kan lide ved at arbejde med køer. Det kaldes validering, at gyldiggøre det andet menneske i mødet – at anerkende og værdsætte ham i nuet.

Det er også at gyldiggøre hans aktuelle oplevelsesverden som værende relevant og meningsfuld for ham, selvom den umiddelbart er uforståelig og uindfølelig for omgivelserne.

Vi ser ikke borgeren som et „problem“, men fokuserer i stedet på, at der altid er en mening med den dementes handlinger og måder at reagere på.

Får sat ord på det svære
Vi arbejder også dagligt med „struktureret kollegial dialog“. Vi er blevet mere åbne om, hvad vi gør hos den enkelte borger. Vi får sat ord på det, der er svært, og vi samarbejder. Det betyder, at uanset hvem der banker på hos Ejner eller en af de andre beboere, kan beboeren forvente at få den samme hjælp – fordi medarbejderne er blevet bedre til at snakke praksis igennem med hinanden.

aeldrecentret-enghaven_20-02-14_CSP2031

Vi er især blevet opmærksomme på, at små ting har stor betydning for mange.

Det kan for eksempel handle om, hvordan vi smører maden, eller om, hvordan vi henvender os til borgeren. Har vi som medarbejdere ikke har øje for det, kan det få betydning for borgeren, fordi han eller hun ikke forstår vores hensigter.

Og i værste fald kan det føre til vold.

Arbejdsglæden fik et hak opad
Før vi begyndte at arbejde systematisk med at forebygge og registrere vold, blandt andet med rød, gult og grønt lys-metoden, var der mange frustrationer i personalegruppen. Vi fik flere og flere meget vanskelige borgere, og de krævede mange ressourcer. Og ofte var det de mest ressourcestærke medarbejdere, der skulle tage vare på og pleje de mest krævende borgere. Både personalets selvtillid og faglige stolthed lå på et meget lille sted.

Det sled på arbejdsmiljøet. Sygefraværet var højt, og vi følte os ikke klædt på til at klare arbejdet med borgere og beboere, der reagerede med vold. Flere ansatte havde svært ved at pleje de vanskelige borgere, fordi de frygtede, at borgeren pludselig gjorde noget uventet, eller fordi de tidligere havde haft dårlige oplevelser med borgeren.

Sådan er det ikke længere. Nu kan hele personalegruppen tage vare på alle beboere og borgere, og medarbejderne har alle kompetencer og redskaber til at løse en vanskelig situation.

Glæden ved at gå på arbejde er kommet tilbage, og det samme er engagementet.

aeldrecentret-enghaven_20-02-14_CSP1883

Ældrecentret Enghaven hører under Ringkøbing-Skjern Kommune. Det består af 26 ældreboliger, otte demenspladser og fire aflastningsboliger. Der er 45 medarbejdere fordelt på forskellige faggrupper. Når en beboer flytter ind, får han eller hun en fast kontaktperson. www.enghaven.rksk.dk

Tekst: Journalist Helle Horskjær Hansen
Fotos: Claus Sjødin

Udskriv
Del