”Forråelse er ikke problemet – men at forråelsen er blevet nødvendig”

”Forråelse er ikke problemet – men at forråelsen er blevet nødvendig”

Psykologisk tryghed og forråelse. Skab trivsel og tryghed for både borgere og ansatte

Psykologisk tryghed er modgiften mod den forråelse og det mentaliseringssvigt, der kan opstå, når man oplever høje følelsesmæssige krav i arbejdet med sårbare borgere. Sådan lød det fra flere oplægsholdere på den konference, Vold som Udtryksform afholdt i Middelfart tidligere på måneden.

Af Jannie Iwankow Søgaard, foto: Vold som Udtryksform

Så godt som hver eneste stol var besat, da SUS og Vold som Udtryksform den 13. marts 2024 afholdt konferencen ”Psykologisk tryghed og forråelse. Skab trivsel og tryghed for både borgere og ansatte” på Hotel Severin i Middelfart.

Med tre oplæg, fire forskellige workshops, afspændingssessioner samt et musikalsk indlæg var der lagt op til en konferencedag med mange faglige inputs samt tid og rum til at fordøje og reflektere over disse.

Dagens første oplægsholder var psykolog og foredragsholder Dorthe Birkmose, som, fornemmede man tydeligt, allerede var et velkendt navn hos mange af dagens deltagere. Overskriften for hendes oplæg var ”Mulige løsninger på forråelse som et vildt problem”. Hun lagde ud med at argumentere for, at forråelse er en mestringsstrategi, som man kan føle sig nødsaget til at gribe til i perioder, i et forsøg på at ”galvanisere” sig selv.

Ifølge Dorthe Birkmose kan forråelse komme til udtryk på forskellige måder. Hun beskrev tre overordnede, hvor den lettest identificerbare form for forråelse er den, hvor man tydeligt kan høre på folk, at de er slidte. De giver typisk andre skylden for alt, der ikke fungerer, og skælder højlydt ud. Så er der ”den camouflerede forråelse”, hvor man helt afviser at have problemer og typisk udtrykker holdninger som: ”Det kan godt være, at de andre har det svært, men jeg synes faktisk, at det går meget godt for mig,” og ”Supervision og ledelse er måske nyttigt for nogle, men jeg har ikke rigtig brug for det”. Endelig kan forråelse komme til udtryk som resignation og en ”Sådan er vilkårene bare”-holdning.

Uanset hvilken af de tre former for forråelse, man måtte møde hos sine kollegaer, bør advarselslamperne blinke, og man skal gribe ind, pointerede Dorthe Birkmose. Det er dog ikke helt lige gyldigt, hvordan man gør det.

”Når vi spotter spor på forråelse hos andre, er det vigtigt, at vi ikke møder deres forråelse med forråelse. Det er der en kæmpe risiko for, fordi man kan blive så ramt, at man begynder at skælde ud på andre. Der er enorme mængder af udskamning inden for forråelse. Når massiv forråelse bliver ved og ved år efter år, så er der mennesker, som har brug for at blive gennemskuet. Vi skal mentalisere og forstå, hvor slidt den kollega er. Der har været masser af faresignaler, som ingen har reageret på,” sagde hun.

Det er imidlertid ikke selve forråelsen, der er problemet ifølge Dorthe Birkmose. Problemet er snarere, at forråelsen overhovedet er blevet nødvendig. Det er det, der skal findes løsninger på.

Moralsk stress forårsager flugt

I sit oplæg præsenterede Dorthe Birkmose også salen for andre mestringsstrategier end forråelsen. Flugt var en af dem. Når folk flygter fra en arbejdsplads, kan det skyldes, at man rammes at moralsk stress, som opstår, når man ikke længere kan få lov at udføre sit arbejde ordentligt. I stedet for at vokse ind i forråelsen, vælger nogle i stedet at flygte.

Mange af de problemer, der opstår på arbejdspladser, hvor man mødes af høje følelsesmæssige krav, kan ifølge Dorthe Birkmose i sidste ende kun løses organisatorisk. Derfor opfordrede hun konferencedeltagerne til at råbe op.

”De løsninger, jeg kan finde på individniveau, handler om, at I skal være mere kritiske. Der skal være flere højlydte stemmer blandt jer, som kritiserer, når noget ikke er godt nok,” sagde hun og slog fast, at forråelse skal modvirkes af psykologisk tryghed.

”Hele fundamentet for psykologisk tryghed er, at der er plads til at komme med kritik, og at der er nogen, der lytter til kritikken. I dag tysses der alt for meget, når der kommer kritik. Derfor må I aldrig stoppe med at tale,” sluttede Dorthe Birkmose sit oplæg.

Bæredygtige arbejdspladser

Herefter overtog Petra-Sofie Kempf, founder af Core Energy, Embodied Leadership-træner og kropslig baseret traumeterapeut, scenen. Det gjorde hun med 20 minutters fysisk afspænding. Ved hjælp af forskellige øvelser instruerede hun konferencedeltagerne i at få trænet deres tredimensionelle sans, som hun beskrev som menneskets anker i nuet.

Således afspændte var tiden inde til et oplæg af de to erhvervspsykologer, forfattere og autoriserede arbejdsmiljørådgivere, Louise Dinesen og Vibeke Lunding-Gregersen. De havde fokus på bæredygtige arbejdsfællesskaber og psykologisk tryghed i praksis og indledte med at slå fast, at relationer er det, der betyder allermest for vores mentale sundhed. Det betyder, at man på arbejdspladser, hvor man ønsker et godt arbejdsmiljø funderet på psykologisk tryghed, skal gøre sig umage med at behandle hinanden med værdighed – også når det kan være nødvendigt at komme med kritik.

”Vi skal italesætte, at vi gerne må være sådan nogle, der også taler om fejl. De steder, hvor det lykkes, booster man hele tiden sproget for, hvordan man er sammen. Når man sidder til møde, inviteres der til deltagelse; ’Du har ikke rigtigt sagt noget endnu – hvad tænker du?’,” lød det blandt andet fra de to erhvervspsykologer.

En af anbefalingerne fra de to erhvervspsykologer gik på, at man på arbejdspladsen skal sørge for at få skabt en ramme, hvor man helt eksplicit sætter normer for, hvordan man taler pænt til hinanden – også når det er svært. At man inviterer til deltagelse og reagerer konstruktivt, når man modtager kritik – det er hele grundlaget for at turde sige noget igen næste gang.

Som katten om den varme grød

Efter endnu en session med Petra-Sofie Kempf, som bestod af blandt andet guidet selvrefleksion og derefter en lækker frokost, var det tid til workshops. Alle deltagere havde på forhånd skullet tilmelde sig én ud af fire mulige.

En af workshopsene havde titlen ”Som katten om den varme grød – hvordan taler vi med vores kolleger om fejl og bekymringer for fagligheden?” Det var autoriseret psykolog, underviser og supervisor Malou Dessau, der stod for det oplæg, og hun startede med en personlig fortælling om, hvordan hun selv havde oplevet ikke at formå at være ærlig over for en kollega i en situation, hvor hun i dag kan se, at hun burde have været det. I stedet for at udtrykke at der var noget i kollegaens arbejdsgang, hun fandt bekymrende, nøjedes hun med at være støttende og omsorgsfuld over for den pressede kollega – både for ikke at presse vedkommende yderligere og for ikke at risikere at kollegaen ville blive vred over hendes indblanden.

”Jeg var empatisk, og jeg var velmenende. Men jeg sagde ikke det, jeg tænkte. Derfor kom jeg til at gøre hende en bjørnetjeneste,” konkluderede Malou Dessau.

Pointen i hendes fortælling var, at det kan være svært at få sagt til sine kollegaer, når der er noget i deres adfærd, man finder bekymrende.

”Det er svært, fordi vi er flokdyr. Vi vil gå langt for at være en del af flokken. Hvad sker der, hvis jeg siger noget negativt til dig? Det er vores selvbeskyttelsesstrategier, der aktiveres, når vi bliver tavse vidner,” fortsatte hun.

Assertiv kommunikation

Under workshoppen med Malou Dessau blev konferencedeltagerne opfordret til hver især at tænke en situation frem, hvor de havde oplevet at skulle sige noget svært til en kollega. Herefter skulle de dele, hvad der enten havde stået i vejen for, at de fik det sagt til kollegaen, eller hvad der havde bidraget til, at de faktisk fik det sagt.

Der kom flere gode pointer fra salen. F.eks. mente en deltager, at det, når man ikke får sagt det svære til en kollega, handler om, at mennesket er lejret til at søge det nemme. Hvis der ikke er meget at vinde personligt, så undlader man at gøre det – ingen har lyst til at stå i en tabersituation. En anden deltager fortalte, at det ofte hjalp hende at holde fokus på kerneopgaven i de svære situationer. Det er lettere at få sagt noget svært, hvis man har i tankerne, at det er en pligt at gøre det.

Ifølge Malou Dessau kan man altid træne sig til at blive bedre til at tale sammen, så man både får sagt det, man skal, og samtidig får det gjort på en empatisk og velmenende måde. Assertiv kommunikation hedder det, når man formår at udtrykke egne meninger og bekymringer og samtidig har respekt og anerkender modparten og dennes oplevelser og synspunkter.

En af dem, der deltog i workshoppen med Malou Dessau var Lone Hjulmand, der er leder af to midlertidige botilbud for henholdsvis voksne og unge i Roskilde Kommune. Hun var meldt til workshoppen med TRIO, afdelingsleder og forandringsagenter.

”Jeg har været leder på min nuværende arbejdsplads i 10 måneder, og jeg har oplevet, at det med at skulle sige nogle ting til hinanden som kollegaer kan være svært. Derfor synes jeg, at den her workshop var relevant, og det var vigtigt for mig, at have min ’trio’ med, så vi sammen kan blive inspireret og tage noget med hjem til vores arbejdsplads,” sagde hun.

Flere af Malou Dessaus pointer ramte lige ned i det, som Lone Hjulmand gerne vil tage med hjem og arbejde videre med sammen med sine medarbejdere.

”Det her med, at grøden godt nok er varm, men faktisk er den nødvendige næring til udvikling, synes jeg er et rigtigt fint udtryk. Og når vi er pressede, som vi jo er til tider, hvordan er det så, at vi holder fast i at være ærlige og assertive i vores kommunikation? Det synes jeg er rigtig vigtigt at arbejde med på arbejdspladser som vores,” sagde Lone Hjulmand.

Overskrifterne på de andre tre workshops var: 1) Skamkompasset: Forstå egne og andres reaktionsmønstre i voldsomme episoder, 2) Når kollaps i kroppen resulterer i udadreagerende adfærd og 3) Den stille risikofaktor: Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker.

Stille musik og speedtalk

Det var næsten som at blive sluset ind i en anden sfære, da Marc Farcchini med band indtog konferencerummet og sang et par dansksprogede sange i et tempo, der indbød mere til tilbagelænet eftertænksomhed end til vild dans mellem stolene. Lidt mere tempofyldt blev det, da dagens sidste oplægsholder, Janne Østergaard Hagelquist, der er psykolog, forfatter og stifter af Center for Mentalisering, overtog scenen med oplægget ”Hvordan undgår man vedvarende mentaliseringssvigt og forråelse? STORM for professionelle.”

Tiden var knap, men alligevel nåede hun rundt om flere fagligt interessante emner og introducerede blandt andet modellen STORM, der er en forkortelse for følgende: Sikkerhed, Traumer (små og store), Opbygge evner (til mentalisering eller regulering), Ressourcer, Metalisering. Ligeledes satte Janne Østergaard Hagelquist fokus på begrebet pseudomentalisering, som til forveksling kan ligne mentalisering, men ikke er det.

”Det er når, vi om borgeren kommer til at sige: ’Hun ligner sin mor, der også er psykisk syg.” Eller ”Hun har alligevel haft så mange andre traumer, så det gør nok ikke den store forskel, om der er et mere”. Pseudomentalisering er, når det ikke kommer til at handle om personen, vi har med at gøre. Når man er i en gruppe på en arbejdsplads, kan man godt risikere at blive hængende i den her pseudomentalisering – ”Han passer jo heller ikke til det her sted”. Det er ikke godt, også fordi, at sådan et mentaliseringssvigt risikerer at smitte ind i den borgergruppe, vi arbejder med,” sagde Janne Østergaard Hagelquist.

 

Læs eller genlæs konference- og reflektionshæftet fra dagen

“Psykologisk tryghed og forråelse – skab trivsel og tryghed for både borgere og ansatte”

“Vi skal have mindsket både volden og brugen af tvang i psykiatrien”

Enighed på konference: “Vi skal have mindsket både volden og brugen af tvang i psykiatrien”

I sidste uge afholdt Vold som Udtryksform konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud”. Her delte dygtige eksperter ud af deres viden om, hvordan man får arbejdspladser med mindre vold og brug af tvang.

Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist

Knap 300 deltagere har meldt sig til konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud,” som Vold som Udtryksform/SUS afholder på Hotel Nyborg Strand.

Det er 2. december, og udenfor hænger den gråmelerede himmel så langt nede, at den næsten synes at kysse de små krusninger på det råkolde Storebælt.

Ganske modsat er det indenfor i den store konferencesal, hvor der er både lyst og højt til loftet.

Dagens moderator, journalist Bille Sterll, tager ordet og byder velkommen. Hun lægger ud med at fortælle en kedelig nyhed, der ikke desto mindre bekræfter denne konferences relevans. For få dage siden har Sundhedsstyrelsen udgivet den seneste nye monitorering over brugen af tvang i behandlingspsykiatrien, og trods målsætninger om det modsatte viser den desværre, at brugen af tvang fortsætter med at stige.

“Hvorfor vælger vi det, der ikke virker?”

Dagens første oplægsholder er Bo Hejlskov Elvén. Han er cand.psych., forsker, forfatter samt efterspurgt foredragsholder og skal tale om low arousal i psykiatrien.

Low arousal-metoden kan lidt forsimplet forklares som en ikke-konfronterende tilgang, som kan bruges, når man som fagpersonale står i vanskelige situationer med borgere eller patienter og skal forsøge at forebygge, at disse udvikler sig (mere) voldsomt. Low arousal og tvang rimer altså ikke på hinanden, og Bo Hejlskov Elvén er meget klar i mælet:

“Hvad er det egentlig, der foregår inde i hovederne på os, når vi står i de situationer, hvor vi griber til at bruge tvang? Hvorfor er det, vi vælger noget, der ikke virker? Vi har ingen evidens for, at tvang er godt,” lyder det oppe fra podiet.

Han fremhæver et eksempel fra en lukket afdeling i Malmø, hvor man i seks år fjernede muligheden for at bruge bæltefiksering.

“Når vi ikke har muligheden for tvang, så bruger vi den ikke. Og ved at fjerne beføjelser, øger vi metoderne,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Deeskalering og samtale virker

Bo Hejlskov Elvén taler om de psykiatriske patienters autonomi.

Om, at det er noget vrøvl, når man går rundt og siger, at der for alt i verden skal sættes tydelige grænser for patienterne.

Han klikker en dias frem oppe på det store lærred. Herpå kan man aflæse tal fra et studie, der viser hvilke professionelle håndteringsværktøjer, der virker bedst til at berolige patienter i højkonfliktsituationer.

Allerbedst virker det at benytte deeskalering – en metode, hvor patienten guides mod en roligere psykisk og fysisk sindstilstand, hvorved der kan skabes en situation, som hjælper patienten med at genvinde sin selvkontrol.

I lidt over 80 procent af tilfældene virker denne metode, mens samtale virker i næsten 60 procent af tilfældene. I den anden ende af skalaen, allernederst, ligger brug af tvang. Kun i 2,7 procent af tilfældene beroliges patienten ved brug af tvang.

“Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge. Og vi har ingen metoder, der virker på alle. Men når vi begynder at bruge metoder, som accepteres af patienterne, så ved vi, at vi er på rette vej,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge.

Vil gerne arbejde mere med forebyggelse

To af deltagerne i salen er Signe Odgaard Larsen, der er socialfaglig konsulent i Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune, og Stine Hildebrandt, der er jurist selvsamme sted.

De er med til konferencen for at indhente inspiration i forhold til de 15 døgninstitutioner, som de har ansvaret for at følge med hos og understøtte i deres daglige virke.

“Vi er med for at hente inspiration og for eventuelt at kunne sætte nogle tværfaglige samarbejder i gang. Mange af vores institutioner arbejder allerede med Low arousal, og selvom oplægget, vi lige har hørt, har sit udgangspunkt i psykiatrien, synes vi, at vi kunne bruge meget af det. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at der blev arbejdet endnu mere med forebyggelse i vores institutioner,” siger Stine Hildebrandt.

Signe Odgaard Larsen er enig med sin kollega i, at Bo Hejlskov Elvén fremstod skarp på nogle reelle problematikker.

“Han havde nogle virkelig gode pointer, og det er fint, at han provokerer lidt for at få sine budskaber ud. Det er sundt nok at blive skubbet lidt til, tror jeg. Selvom både vi og vores institutioner kender til metoden, vil vi gerne sætte endnu mere fokus på det i forhold til at forebygge magtanvendelser,” siger hun.

Traumebevidst tilgang til patienter i psykiatrien

Første kaffepause er slut, og op på podiet træder de to næste oplægsholdere, som er Jesper Bak, sygeplejerske, ph.d. og forskningsleder i Enheden for Klinisk Psykiatrisk Sundheds- og Sygeplejeforskning, Psykiatrisk Center Sct. Hans samt Jacob Hvidhjelm sygeplejerske, ph.d. og postdoc fra selvsamme sted.

De taler om TBT, der står for “Traumebevidst Tilgang”, i dansk psykiatri.

De gør blandt andet opmærksom på studier, der viser, at 90 procent af de psykiatriske patienter på hospitalerne har været udsat for traumer.

De to foredragsholdere mener, at den høje forekomst af traumatiserede patienter kræver en tilgang til patienterne, der traumebevidst. De fortæller, at der er blevet oprettet et nationalt TBT-center, hvor der blandt andet foregår et netværksarbejde mellem brugere, pårørende, klinisk personale og forskere.

Det er imidlertid sådan, pointeres det i oplægget, at der endnu mangler stærk evident forskning, der underbygger, at en traumebevidst tilgang til psykiatriske patienter rent faktisk virker.

Derfor er et af målene med TBT-centeret at få klarlagt den nuværende viden på området og få igangsat yderligere forskning inden for denne relativt nye metode.

En tur på den lukkede med en tidligere patient

Det sidste oplæg inden frokostpausen udspiller sig som en mellemting mellem et live-interview og et realistisk teaterstykke med to medvirkende.

Disse to er Søren Magnussen, der er projektleder i “Frirum i psykiatrien” på Rigshospitalet, samt Mads Hansen Boss, der er specialsygeplejerske i psykiatri ligeledes på Rigshospitalet.

“Nu er vi kollegaer i dag. Men førhen var jeg indlagt der, hvor du var ansat. Først med depression og senere med mani. Det er ni år siden. Jeg var rimelig farlig for mig selv og andre udenfor, og jeg havde det af H til. Hvordan var det egentlig for dig at overvære, Mads?” lægger Søren Magnussen ud med at spørge sin kollega.

Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften

“Jeg kan huske, at jeg skulle vise dig, hvor du skulle være. Der var så meget spænding i det rum. Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften,” svarer Mads Hansen Boss.

Søren Magnussen spørger videre:

“Hvad ville du have gjort i dag – altså nu håber jeg jo ikke, at jeg bliver indlagt igen?”

“Jamen, jeg tror, at jeg ville have været mindre opsat på at forandre situationen. Og så ville jeg prøve at finde ud af, om det var mig, der var i fare. Eller om det i virkeligheden var dig, der følte, at du var i fare,” svarer Mads Hansen Boss.

Mere glæde på den lukkede

Dialogen mellem de to kollegaer fortsætter, og de kommer ind på mange af de problematikker, man slås med på de lukkede psykiatriske afdelinger, og så taler de selvfølgelig om “Frirummet”, som er Søren Magnussens opfindelse.

Et sted, hvor patienter fra Rigshospitalets lukkede, psykiatriske afdelinger kan komme og være kreative, snakke eller bare hænge ud.

Frirummet er ikke en del af behandlingstilbuddet, men det kan påvirke behandlingen positivt, lyder det fra begge oplægsholdere.

“Jeg har bestemt, at frirummet intet har med behandling at gøre. Det er ikke fordi, jeg har noget mod behandling – den skal ikke fjernes – men den skal suppleres og gøres bedre. Men man kan godt få frirummet og behandlingen til at spille sammen,” siger Søren Magnussen.

Mads Hansen Boss er enig:

“Frirummet og behandlingen hører sammen, mener jeg. For når vi har en god oplevelse sammen i frirummet, så bæres den videre med i behandlingsforløbet,” siger han.

Engagementet hos Mads Hansen Boss og Søren Magnussen er ikke til at tage fejl af. De ønsker mere autonomi og flere oplevelser til patienterne.

“Hvis der er noget, jeg mener, så er det, at der skal ske noget på de lukkede sengeafsnit. Jeg har arbejdet på seks og været indlagt på tre af dem. Jeg har aldrig mødt nogle røvhuller, men jeg har oplevet og oplever derimod medarbejdere, der knokler røven ud af bukserne. Medarbejdere, som bare ikke har rammerne til den nødvendige menneskelighed,” siger Søren Magnussen og tilføjer:

“Det er en joke at sige, at vi ikke kan gøre de lukkede afdelinger mere glædesfyldte. Den køber jeg ikke. Det kan vi godt.”

Praktisk arbejde hos Blå Kors

Det er tid til frokost. En af dagens deltagere, Ivan Pedersen, der været ansat næsten 20 år hos Blå Kors-hjemmet Skannerup ved Silkeborg som pedel og tillige er medarbejderrepræsentant, lader et par ord falde, inden han sætter kursen mod restauranten.

Han og en pedelkollega, der er arbejdsmiljørepræsentant, har tilmeldt sig konferencen for at få lidt indblik i det med vold og magtanvendelse.

“Selv har vi egentlig ikke de store problemer med vold. Men det er godt at have styr på det, hvis der skulle komme situationer. Oplæggene har indtil nu været meget rettet mod psykiatrien, og måske er vi lidt fejlcastet til at deltage. Og så alligevel ikke. For vi har beboere med psykiske lidelser. Og noget af det, jeg tager med mig hjem især fra det sidste oplæg, er det med, at det er godt for mennesker med psykiske lidelser at lave noget praktisk. Det kan vi godt gøre endnu mere, end vi gør i forvejen – især som pedeller. Det er noget med at spørge nogle af beboerne, om de vil være med – bare for hyggens skyld,” siger han.

Den fantastiske hjerne

Efter frokost fordeler alle deltagere sig ud på fem forskellige workshops:

1) Feedback Informed Treatment – Det basale, det altafgørende og det virkeligt krævende
2) Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?
3) Resonans i relationer – og resonansrum som værn mod vold
4) Safewards-metoden: styrker, benspænd og løsninger i praksis
5) Studio III og Low Arousal i praksis

I workshoppen “Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?” giver Lene Marie Schack, cand.pæd., lektor ved Professionsskolen UCN; Neuropædagogisk Kompetencecenter, tilhørerne et interessant indblik i den menneskelige hjerne.

Hun forklarer, hvordan vores hjerne formes af vores opvækst og opvækstbetingelser, og at det er viden, der er god at have med sig, når man arbejder med mennesker, der er trængte, traumatiserede og måske i risiko for at være udadreagerende.

“Hvis man er opvokset i rå, kaotiske og voldelige omgivelser, så giver det god mening, at de neurale netværk oppe i hjernen forbinder sig, så man udvikler sig til at være en, der altid har behov for at være ekstra på vagt,” siger Lene Marie Schack blandt andet.

Ved et af bordene sidder Lotte Selnæs og Helle Thorhus, der er fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i Region Hovedstaden, og lytter opmærksomt. Ingen af dem arbejder i klinik længere, så de føler, det er vigtigt for dem at lære de nye trends på psykiatriområdet at kende, så de kan byde ind med viden til de sygeplejersker, de repræsenterer.

“Vi har rimelig mange sager med arbejdsskader og får også mange henvendelser med eskalerede situationer. Derfor er det godt at vide, hvor vi bedst kan kanalisere det hen, ved at få noget teoretisk viden med os,” siger Lotte Selnæs.

Hendes kollega følger op.

“Der er sket et skred igen i psykiatrien – hvorfor falder tvangen ikke, som vi ønsker det? Vi har jo vores idé om det. Det er en never ending story det her med at forebygge vold,” siger Helle Thorhus.

“Vi har mange kollegaer, der kommer til skade, og vi mener, at en stor del af årsagen er, at der er så meget udskiftning af personale. For lige gyldigt hvor godt du uddanner folk til at kunne varetage de svære situationer i psykiatrien, så er det afgørende, at vi kender hinanden godt på afdelingerne. Det er vi nødt til, hvis vi skal kunne arbejde godt sammen om relationsarbejdet til patienterne”.

Ung patient på den lukkede

De fem workshops er færdige og med kage på tallerkenerne og kaffe i kopperne samles alle atter i den store sal til dagens to sidste programpunkter.

Først er der et oplæg fra Bent Gringer, der er chefkonsulent i Efteruddannelsen i Praktiserende Lægers Organisation.

Han giver gode råd om, hvordan man lykkes med at komme hjem fra konference eller kursus og rent faktisk få noget af det nye, man har lært, sat i spil.

Tusmørket begynder at sætte ind udenfor, og det sidste, deltagerne skal i dag, er at se en lille nyproduceret film med titlen “Nikoline på den lukkede.”

Den skal tjene som udgangspunkt for en kort diskussion om, hvordan personalet i psykiatrien kan gøre det mindst muligt svært at blive indlagt på en lukket afdeling.

Dilemmaerne træder tydeligt frem, og flere i salen giver deres bud på, hvordan de har observeret uhensigtsmæssigheder udspille sig mellem patient, pårørende og personale i filmen, som snart kan ses af alle på Vold som Udtryksforms hjemmeside.

“Vi bemærkede, at Nikoline (patienten i filmen, red.) flere gange siger: ’Det er som om…Der er som om.’ Men personalet venter ikke på at lade hende tale færdig,” lyder en af observationerne fra en deltager.

Færdig er til gengæld dagens konference, og de mange konferencedeltagere kan vende næsen hjemad. Forhåbentlig med en masse inspiration til det videre arbejde med nedbringelse af vold og tvang på deres respektive arbejdspladser.