”Her smider vi rygmærkerne” – erfaringsudveksling blandt varmestuer og væresteder

”Her smider vi rygmærkerne” – erfaringsudveksling blandt varmestuer og væresteder

Voldsomme hændelser

Voldsomme hændelser er en del af arbejdet på varmestuer og væresteder rundt om i landet. Derfor har Vold som Udtryksform tilbudt udviklingsforløb med fokus på voldsforebyggelse. Mød en af deltagerne her.

Af Nikoline Lundquist Madsen, foto: Bax Lindhardt

”Der er blevet sat ord på tingene. Nu italesættes begreber som ’kollegial støtte’ og ’psykologisk tryghed’,” sagde en af værestedslederne.

Der var nikkende hoveder i rummet, og på de farvede post-it’s, hvor de 17 deltagende værestedsledere skulle dele læringer fra forløbet, stod der ting som ”Bedre internt miljø”, ”Ny bevidsthed om grænser” og ”Øget tryghed”. Post-its’ne var klistret op på de hvide vægge i konferencelokalet i Middelfart, og man kunne høre summen fra projektoren i baggrunden, da lederne én efter én fortalte om deres oplevelser og refleksioner, mens resten lyttede nysgerrigt med.

Sådan så det ud, da repræsentanter fra otte væresteder og varmestuer fra hele landet mødtes i begyndelsen af september til den sidste samling i det Arbejdspladslaboratorium, de netop havde været en del af.

Arbejdspladslaboratoriet er et gratis udviklingsforløb, som Vold som Udtryksform udbyder. I denne omgang henvendte det sig til væresteder og varmestuer, der søgte inspiration og støtte til at forebygge det voldsomme og fremme tryghed for både gæster, ansatte og frivillige.

I arbejdet med mennesker i sårbare og udsatte positioner er der forhøjet risiko for at opleve vold. Voldsomme hændelser i forskellige former er en del af hverdagen på de fleste varmestuer og væresteder. Derfor er arbejdet med at voldsforebygge og fremme tryghed en vigtig del af at lede en varmestue. Og det er netop dét arbejde, som Arbejdspladslaboratoriet tilbyder støtte til.

Forløbet bestod af fire samlinger, der alle indeholdte faglige oplæg, praksisnært gruppearbejde, og vigtigst af alt: erfaringsudveksling på tværs af værestederne.

En anledning til forandringer

Allerede efter første samling stod det klart, at Arbejdspladslaboratoriet og samtalen om voldsforebyggelse gav anledning til ændringer på de forskellige varmestuer.

Flere kunne fortælle om at være blevet inspireret af et oplæg om Low Arousal – hvorefter de havde taget Vold som Udtryksforms materiale med hjem for at introducere deres medarbejdere og frivillige til metoden.

Andre kunne fortælle om en ny og mere systematisk tilgang til at notere hændelser.

Men dét, der gik mest igen, var, at der var blevet etableret et bedre fælles sprog ude på arbejdspladserne.

Lederne fortalte, at de havde fået et udvidet ordforråd med hjem. Og efter at have delt paletten af fagtermer med deres medarbejdere, var samtalerne om det svære blevet nemmere. Nu havde alle et fagligt sprog til rådighed, der gjorde det muligt  at beskrive sine oplevelser. På arbejdspladserne var det pludseligt blevet nemmere at gribe samtalerne an, beskrive følelser og spørge ind til hinanden.

Erfaringsudvekslingen var det vigtigste

Selvom der var flere, der fandt stor inspiration i de faglige input om blandt andet psykologisk tryghed og kognitiv knaphed, var det i sidste ende ikke oplæggene, der gjorde størst indtryk.

Det var derimod rummet for erfaringsudveksling, lederne beskrev som det mest givende.

”Her smider vi rygmærkerne” sagde en af deltagerne til første samling – og den vending gik igen resten af forløbet. Her var der ingen, der vidste bedst. Ingen, der skulle bevise noget over for de andre. Men alle var derimod åbne og klar til at lære.

Lære af hinandens erfaringer. Dele sine tvivl, fejl og bekymringer.

Samlingerne blev et rum, hvor man kunne diskutere de svære dilemmaer med fagfæller fra andre organisationer. Efter at have mødt hinanden på Arbejdspladslaboratoriet har flere af deltagerne holdt fast i det rum ved at besøge hinandens arbejdspladser og finde inspiration i hinandens udvikling og tilgange til det voldsforebyggende arbejde.

Behovet for Arbejdspladslaboratorium

En af de deltagere, der har fået stor gavn af arbejdspladslaboratoriet er Sharon Parker. Hun er leder af Fedtekælderen, Kirkens Korshærs varmestue på Christianshavn i København, og hun har på eget arbejdssted for nyligt stået bag en tiltrængt kulturændring, når det gælder den hidtidige selvforståelse, tilgang og håndtering af konflikter.

Det har medført, at medarbejdernes fokus under konflikter er flyttet fra at forsøge at rumme varmestuens gæsters ‘u-rummelige’ adfærd til i langt højere grad at have fokus på egen og kollegaers trivsel og sikkerhed. Selvom Fedtekælderen alle dage har brugt meget tid på at drøfte arbejdsmiljø, ser Sharon Parker i bagklogskabens lys, at der i konfliktsituationer har været for lidt fokus på medarbejderne frem for gæsterne.

Sharon Parker fortæller derfor at det at blive inviteret til at deltage i laboratoriet sideløbende med ovennævnte kulturændringsproces kom mere end belejligt. Hun mener, at deltagelsen i høj grad har bidraget til at kvalificere Fedtekælderens beredskab for forebyggelse og håndtering af konflikter.

Desuden beskriver hun, at dét at stoppe op og sætte fokus på arbejdsmiljøet i Fedtekælderen har synliggjort en forråelse, der lige så stille var blevet opbygget gennem mange år. Den hidtil eksisterende kultur nødvendiggjorde, at medarbejderne har skullet tåle et alt for højt konfliktniveau. Som en del af Kirkens Korshær – en kristen organisation med gode værdier, et godt menneskesyn og et meningsfuldt formål – kombineret med få medarbejderressourcer og mange udsatte mennesker, der ofte er presset til deres yderste, forudsætter en høj grad af professionalisme og fælles fodslag. I Fedtekælderen er man lige så langsomt ved at nå dertil, fortæller hun.

Mere fokus på arbejdsmiljø

Sharon Parkers oplevelse er, at der i det hele taget er brug for større fokus på arbejdsmiljø på varmestueområdet, da der har været en generel misforståelse af, at rummelighed handlede om at kunne tåle al adfærd, og at succeskriteriet var at forhindre at en gæst fik karantæne – hvilket da ofte også er lykkedes, men på bekostning af medarbejdernes sikkerhed, nervesystem og de øvrige gæsters frirum. Den beskrivelse mener hun, at mange lignende tilbud vil kunne nikke genkendende til.

Derfor er det nu på tide, at arbejdsmiljøet på varmestueområdet tages mere alvorligt, mener hun. Herunder at kende til lovgivningen på området. Fx er medarbejdere i varmestuer beskyttet af straffelovens §119, en særlig strafferetlig beskyttelse mod vold og trusler. Ngo’er skal prioritere medarbejdernes sikkerhed og have retningslinjer for, at vold og trusler på rødt niveau altid anmeldes til politiet. Det er et organisatorisk ansvar, at arbejdsstederne kender til og benytter muligheden, slår Sharon Parker fast. Og ikke mindst, at der foreligger et opdateret beredskab for, hvordan vold og trusler håndteres.

At skulle ændre på en så gammel og indgroet kultur, som der har været i Fedtekælderen gennem så mange år, har krævet mange og svære drøftelser i medarbejdergruppen, fortæller hun. På baggrund af disse drøftelser er der i Fedtekælderen nu udarbejdet en fælles tilgang til, hvordan teamet forebygger og håndterer konflikter – og sidst, men ikke mindst, en formuleret forventning fra lederens side om, at medarbejderne under konflikter prioriterer egen og kollegaers sikkerhed.

Særligt én episode gjorde det klart

Især en bestemt episode i Fedtekælderen tydeliggjorde, at der var brug for flere faglige redskaber, fortæller Sharon Parker. Og ikke mindst, hvor afgørende det er for håndteringen af konflikter, at teamet har en fælles forståelse for, hvilken adfærd der skal opfattes vold og trusler.

Det kulminerede, da en gæst under en konflikt holdt en medarbejder fast med armen rundt om dennes hals. Medarbejderen insisterede efterfølgende på, at der ikke var tale om vold, da det ikke var gæstens hensigt. Han ønskede ikke at forværre gæstens situation. Andre kollegaer mente, at der var tale om en voldsepisode. Det førte til modstridende holdninger til, hvordan episoden skulle gribes an, og hvilke konsekvenser den skulle have – i det øjeblik rykkede konflikten ind mellem medarbejderne, hvilket blev mere opslidende for teamet end selve episoden.

Her gik det op for Sharon Parker, fortæller hun, at de i medarbejdergruppen havde brug for i fællesskab at udarbejde en fælles definition af, hvad der skal opfattes som vold og trusler – og det var inspirerende at blive introduceret til Arbejdstilsynets definitioner på vold og trusler på Vold som Udtryksforms Arbejdspladslaboratorium. Medarbejderne har efterfølgende haft stor glæde af at tage udgangspunkt i disse, og har nu formulerede egne definitioner for, hvad der skal forstås som vold og trusler i Fedtekælderen – og hvad konsekvenserne skal være.

Som leder gennem 23 år har Sharon Parker måttet spørge sig selv, hvorfor det skulle tage så lang tid at tage egen og medarbejdernes sikkerhed og trivsel mere alvorlig. Eneste forklaring er, at sådan var kulturen dengang, hun startede i Kirkens Korshær, og at opgaven med at ‘rumme de u-rummelige’ og deres adfærd var central og stærkt motiverende. Med det nye syn på trivsel og sikkerhed er Fedtekælderen nu bedre rustet til både at tage imod gæster – og have glade og trygge medarbejdere, der har lyst og mod på at åbne døren og byde de mange mennesker velkommen.

Demens kræver god kommunikation

Demens kræver god kommunikation

På plejehjemmet Holmegårdsparken arbejder man målrettet med demens og kommunikation for at være klar til de udfordringer, som beboere med udadreagerende adfærd kan give.

Af Jannie Iwankow, journalist

I dag har langt størstedelen af beboerne på de danske plejehjem en demenssygdom, der er så fremskreden, at de ikke længere er i stand til at bo i eget hjem.

Ud over de kendte symptomer på demens som glemsomhed, forvirring og nedsatte kognitive kompetencer er der også en mindre gruppe, der udvikler en udadreagerende adfærd. Det kan give særlige udfordringer for det personale, som skal pleje og hjælpe dem.

Demens

På plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund lider cirka 80- 85 procent af de 120 beboere af demens. Blandt dem er der en lille gruppe beboere, der som følge af deres demenssygdom har udviklet en udadreagerende adfærd. Det betyder, at de kan reagere voldsomt både verbalt og fysisk over for særligt personalet. Og det er en omstændighed, det er vigtigt at have for øje, når man arbejder med demensramte, fortæller direktør på Holmegårdsparken, Linn Werner Hovind.

”Når man er dement, er det rigtig svært at være i mange krav. Det er svært at forstå virkeligheden. Derfor handler det om, at vi gør virkeligheden så enkel som mulig for dem. Vi skal omfavne dem med omsorg, tid og kærlighed. Helt konkret skal vi sørge for at gå til dem med lavt stemmeleje og give os tid til at vente på, at de svarer på vores spørgsmål. Vi skal være bevidste om, hvordan vi bruger vores kropssprog og øjenkontakt, og møder de os med en afvisning, er det et tegn, vi skal tage til os,” siger hun.

Demens og kommunikation

Fordi udadreagerende adfærd kan være virkeligheden, når man arbejder med mennesker, der er ramt af demens, har man på plejehjemmet Holmegårdsparken i en længere årrække arbejdet målrettet med at klæde personalet godt på til at håndtere verbal og fysisk voldsom adfærd.

”Vi underviser alle medarbejdere i demens og kommunikation som et af vores faste fokusområder. Det er vigtigt, at medarbejderne forstår, at det er os som personale, der har ansvaret for kommunikationen og ikke beboerne. Vi arbejder også med konflikthåndtering og har en demenskoordinator i huset, der kommer ind over i de demensforløb, hvor vi er særligt udfordrede blandt andet i forhold til udadreagerende adfærd. I de forløb sørger vi også altid for, at der foretages supervision,” fortæller Linn Werner Hovind.

I langt størstedelen af de tilfælde, hvor en beboer reagerer voldsomt, er det personalet, der står i skudlinjen og ikke de andre beboere. Og det kan være hårdt at blive udsat for, selvom man er professionel og ved, at det kan ske.

”Når det sker, at en medarbejder for eksempel er blevet truet, kan de føle stor frygt bagefter. Her er det vigtigt, at man får talt med sine kolleger og ikke tager det som et personligt nederlag, men i stedet forstår, at man har at gøre med mennesker, som er meget udfordrede. Er man ikke opmærksom på det, kan man i værste fald risikere at ende med en stressdiagnose. I forhold til for eksempel vikarer og ufaglærte, er det også vigtigt, at man tager hensyn til, at de ikke har samme erfaringer og den samme værktøjskasse at trække på. Derfor skal de ikke have ansvaret for de beboere, der er hårdest ramt af demens,” siger Linn Werner Hovind.

SUS kom til undsætning

For et halvt års tid siden var personalet på Holmegårdsparken udfordret af demensramte beboere i en grad, så de følte, at deres ellers velfyldte værktøjskasse var ved at være tømt. Derfor henvendte ledelsen sig til Vold som Udtryksform i Socialt Udviklingscenter SUS for at bede om hjælp og sparring til medarbejderne.

”Vi har haft tilfælde, hvor adfærden er så voldsom, at det ikke er muligt at komme tæt på. Her har personalet lært, at de skal gå og komme igen senere. Vi kan også have udfordringer med pårørende, når de pårørende er bekymrede og ikke oplever samme adfærd som personalet i hverdagen,” siger Linn Werner Hovind.

At man valgte at involvere SUS i udfordringerne med de to beboere, har Linn Werner Hovind ikke fortrudt. Det resulterede både i nye redskaber og perspektiver.

”Det, som SUS især ramte godt, var, at de prøvede at udvide vores horisont. De fik os til at prøve at skifte perspektiv. Hvad ser vi, hvis vi i stedet sætter os i borgerens sted? Og hvad ser vi, hvis vi sætter os i de pårørendes?” siger hun.

Medarbejderne på Holmegårdsparken var på kursus over to dage. De så blandt andet film, hvor de skulle finde frem til og diskutere, hvad der var af andre muligheder for en bedre håndtering fra plejepersonalets side, så det ikke er personalet, der trapper situationen op.

De arbejdede også med den såkaldte affektudbrudsmodel og analyserede tidligere episoder på deres arbejdsplads for på den måde at forebygge andre lignende i fremtiden.

”Det var rigtigt godt, at undervisningen var så praksisnær, ligesom SUS formåede hele tiden at gøre os opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi tager vores arbejde dybt alvorligt. At vi hele tiden bliver dygtigere – for eksempel til at kunne læse situationer, inden de udvikler sig til konflikter, hvor beboerne ender med at reagere voldsomt,” siger Linn Werner Hovind.

Sideløbende med kursusdagene har medarbejderne på Holmegårdsparken også arbejdet med konflikthåndtering i kommunalt regi. Det har kun været en fordel.

”Det har givet rigtig god mening, at vi har arbejdet med flere indsatser samtidig. Det har været forskellige indgangsvinkler, men det har alligevel passet som hånd i handske,” siger Linn Werner Hovind.

 

Uddannelse mindsker konflikter på varmestuer og væresteder

Uddannelse mindsker konflikter på varmestuer og væresteder

Når frivillige og ansatte på landets væresteder og varmestuer møder mennesker med udfordringer, kan der opstå konflikter og voldsomme episoder. Uddannelse af både personale og frivillige er afgørende for, at højkonfliktsituationer kan tackles rigtigt, siger to eksperter.

Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist

Landets varmestuer og væresteder har en vigtig funktion i mange udsatte menneskers liv.

Her kan de komme og få et måltid mad, lidt selskab eller helt basalt tag over hovedet nogle timer.

Voldsomme episoder

Mange af de brugere, der kommer på varmestuer og væresteder, har en uproblematisk adfærd, selvom de har store udfordringer i livet. Men der kan af og til opstå situationer med voldsomme episoder.

Det kan blandt andet Sven Madsen, der er kvalitetschef samt sektorchef for værestedsområdet hos Blå Kors, fortælle om.

”Der er meget stor forskel på vores steder. Vi har nogle meget små steder, hvor det er de samme brugere, der kommer hver dag. Det er for eksempel tilfældet i Kibæk, hvor personalet kender brugerne rigtigt godt, og hvor de vist aldrig nogensinde har oplevet en voldsom episode. Så er der andre af vores steder i for eksempel Herning, Aarhus og København, hvor brugerne er mere udfordrede. Der kommer en del mennesker med et aktivt misbrug, og hvis der også er psykisk sygdom inde over, kan nogle af dem reagere med en vis uforudsigelighed, som personalet hele tiden skal forholde sig til,” siger han.

Sven Madsen giver et eksempel med en leder, der uden varsel blev slået ned af en bruger, da han gik gennem fælleslokalet på et af Blå Kors’ væresteder.

”Det er sådan noget, der kan ske, uanset hvor godt, vi klæder vores medarbejdere på. Vi kan ikke altid forudse det, selvom vi prøver på det. Men det er klart, at sådan en episode jo er noget, der sætter sig hos medarbejderne og særligt den, det går ud over,” siger han.

For Tina Kragh, der er leder af Café Paraplyen på Frederiksberg, som er en del af KFUMs Sociale Arbejde, er der heller ingen tvivl om, hvad der skaber den voldsomme adfærd, der kan opstå ud af det blå.

”Vores erfaring er, at når det sker, så er det fordi, vi har at gøre med et menneske, der er på stoffer og måske har blandet det med alkohol. Så kan der opstå en eller anden mindre irritation på caféen hos vedkommende – som for eksempel, at døren ikke åbnes hurtigt nok – og så bliver det det lille strå, der knækker kamelens ryg,” siger hun.

Psykisk sygdom og selvmedicinering

Ud over de voldsomme episoder, der kan opstå ud af det blå, fortæller Tina Kragh, at der er nogle typiske situationer og omstændigheder, som ofte går forud for voldsomme episoder.

”Hvis vi kan mærke, at der er gang i den og flere muntre gæster, der er højrystede og fylder meget, så ved vi, at risikoen for at der kommer en konflikt, er større. Det er også vores erfaring, at er der mange på caféen, og sidder man tæt, så kan nogle føle sig presset op i en krog. Og så er det, at der pludselig kan komme en uventet albue eller knytnæve. Vi kan tydeligt se på vores gæster, når de er i høj arousal,” siger hun.

Problematikken i forhold til nogle af de brugere alvorlige psykiske lidelser er fx, at de ikke er medicineret.

”Vi ved, at nogle af dem fx lider af skizofreni, som de ikke behandles for. I stedet selvmedicinerer de sig med alkohol, og så kan vi meget tydeligt se, når de går hen og bliver psykotiske. I de situationer oplever vi, at de kan opfatte personalet meget sort-hvidt – enten er vi de gode eller de onde,” siger Tina Kragh.

Hun pointerer, at personalet på Café Paraplyen altid prøver at være tydelige, når de oplever, at nogen har en adfærd, der ikke hænger sammen med at være gæst på caféen. Men det er netop i disse situationer, at der kan opstå konflikter.

”Det er altid et spørgsmål om, hvor meget vi rummer den enkelte i forhold til hele gruppen. Men uanset hvor meget rummelighed, vi gerne vil vise den enkelte, er vi også nogle gange nødt til at sige, at den enkelte gæst skal have en attitude, der er til gavn for helheden. Når det ikke er tilfældet, må vi sætte grænser. Men så er det, at vi som ansatte bliver udsatte, fordi det kan skabe en utrolig vrede hos gæsten,” siger Tina Kragh.

Vand og ikke kaffe, når vreden opstår

I dagligdagen, når værestederne har åbent, er et af redskaberne til at undgå konflikter og voldelige episoder ifølge Tina Kragh, at personale og frivillige hele tiden kommunikerer sammen om, hvad de ser.

”Vi arbejder meget tæt sammen – og har både korridorsnakke undervejs, men også efterfølgende. Vi gør hinanden opmærksomme på, hvis der er kommet en gæst, som vi har erfaring med kan skabe noget uro. Så er vi mere på. Hvis atmosfæren begynder at blive lidt opkogt, kan vi også finde på at bede folk flytte sig fra hinanden. Altid med lav stemme, med afstand og gerne i niveau, så vi ikke overtårner dem,” siger hun og uddyber:

”Hvis der er tale om en ophidset gæst, så er det altid bedst at tale til vedkommende med siden til. Så virker ens ord mindre som et frontalangreb. Så kan man tilbyde dem et glas vand i et genbrugsglas, som de ikke kan gøre skade med. Kaffe er en dårlig idé, har vi fundet ud af – det opildner mere. Og så er det måske noget med at sige: ’Hey, kom med mig, har du ikke lyst til, at vi to går uden for og får lidt luft og snakker sammen?’,” siger Tina Kragh.

Frivillige skal klædes godt på

På varmestuer og væresteder er der udover de fastansatte også mange frivillige, der kommer og hjælper til.

De fleste ved godt, når de melder sig som frivillige, at de muligvis kan forvente en lidt anderledes tone, end den de møder andre steder. Men det er alligevel vigtigt at klæde de frivillige godt på til de udfordringer, der venter dem.

”Vi taler selvfølgelig med de frivillige om de vilkår, der er på stederne, inden de træder til. Vi lægger meget vægt på, at det ikke er dem, der har det overordnede ansvar. Det er altid de fastansatte, der har det. Det er også forskelligt, hvad de frivillige skal klædes på til. Skal man primært hjælpe til i køkkenet, er det noget andet, end hvis man for eksempel er en af dem, der skal tage med brugerne på ture,” siger Sven Madsen.

Hos Blå Kors arrangeres der også små interne kursusdage, hvor både ansatte og frivillige kan deltage og lære blandt andet om konfliktnedtrappende sprog.

Derudover har Blå Kors sin egen Youtube-kanal, hvor man som frivillig kan gå ind og hente viden om, hvordan man bedst gebærder sig blandt brugerne.

Også på Café Paraplyen gør man meget ud af at sætte nye frivillige ind i, hvordan det er at arbejde på et værested og oplyse om, hvilke situationer man potentielt kan komme til at stå i.

”Vi fortæller, at på et sted som vores kan der ske alt muligt. Jeg giver også eksempler på, hvad vi har oplevet igennem årene, så det bliver konkret. På vores morgenmøder sørger vi altid for at tale om, hvad vi skal være opmærksomme på, hvis vi ved, at der kommer en gæst, som kan være særligt udfordrende. Her laver vi aftaler med de frivillige om, hvad de skal gøre i konkrete situationer. Nogle frivillige siger, at de gerne vil trække sig tilbage, hvis det trækker op til problemer, mens andre gerne vil blive. Det indretter vi os naturligvis efter,” siger Tina Kragh.

Altid en krisepsykolog klar

Skulle der opstå en konflikt eller en voldsepisode, hvor en frivillig er indblandet, har man på Café Paraplyen nogle helt klare procedurer for, hvad der gøres.

”Vi har en aftale med en krisepsykolog. Hvis der sker noget meget voldsomt, skal han komme akut, men ellers tager jeg som leder eller en ansat de første samtaler med den frivillige, og derefter kan der efter behov sættes et forløb i gang med psykologen. Vi sørger også altid for, at den frivillige følges hjem, hvis vedkommende har været i en ubehagelig situation, og vi ved også altid, hvem de nærmeste pårørende til de frivillige er, så vi kan få fat i dem,” siger Tina Kragh.

Hun fortæller, at det er meget forskelligt, hvor meget eller lidt der skal til, før det udløser en reaktion hos de frivillige.

”Nogle knækker let – for eksempel hvis de er blevet talt hårdt til. Andre kan klare mere og melder sig hurtigt okay. Men så sørger vi for altid at spørge ind til vedkommende de følgende uger. Men det er ikke kun de frivillige, det gælder. Vi kan også have stærke ansatte, som i perioder kan knække lettere, fordi de står i en livskrise udenfor arbejdet. Der er måske skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien, og så reagerer man anderledes, end man plejer. I de tilfælde er vi også meget opmærksomme på hinanden,” siger Tina Kragh.

Kurser og hyppige APV’er

Det er vigtigt, at fastansatte på væresteder og varmestuer hele tiden holder deres kompetencer vedlige, mener Sven Madsen.

Derfor sendes Blå Kors også løbende deres medarbejdere på kurser.

”Vi har blandt andet udviklet nogle længere kursusforløb i samarbejde med KFUM’s Sociale Arbejde og Kirkens Korshær. Vi udbyder tre forskellige kurser – et tredages om psykiatri, et tredages om misbrug samt et tredages om konflikthåndtering. Kurserne køres årligt, så alle, også nye medarbejdere, bliver opdateret,” siger han og understreger, at man også kører med fast supervision for Blå Kors’ medarbejdere.

Hos Café Paraplyen er man meget opmærksom på, at manglende kommunikation ofte er udslagsgivende for de mest voldsomme episoder.

Derfor kan det ske, at man på lederplan taler sammen på tværs af de lokale væresteder, varmestuer og herberger, hvis man har oplevelser med en særligt udfordrende bruger, hvilket ofte vil være en optakt til en indlæggelse, fortæller Tina Kragh.

”I forhold til vores medarbejdere her på caféen er det afgørende, at de hele tiden får den nyeste information omkring særligt udfordrede gæster. Og så kører vi hele tiden APV’er – 10 gange om året – for at sikre, at vi ikke overser noget,” siger hun.

 

 

“Vi skal have mindsket både volden og brugen af tvang i psykiatrien”

Enighed på konference: “Vi skal have mindsket både volden og brugen af tvang i psykiatrien”

I sidste uge afholdt Vold som Udtryksform konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud”. Her delte dygtige eksperter ud af deres viden om, hvordan man får arbejdspladser med mindre vold og brug af tvang.

Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist

Knap 300 deltagere har meldt sig til konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud,” som Vold som Udtryksform/SUS afholder på Hotel Nyborg Strand.

Det er 2. december, og udenfor hænger den gråmelerede himmel så langt nede, at den næsten synes at kysse de små krusninger på det råkolde Storebælt.

Ganske modsat er det indenfor i den store konferencesal, hvor der er både lyst og højt til loftet.

Dagens moderator, journalist Bille Sterll, tager ordet og byder velkommen. Hun lægger ud med at fortælle en kedelig nyhed, der ikke desto mindre bekræfter denne konferences relevans. For få dage siden har Sundhedsstyrelsen udgivet den seneste nye monitorering over brugen af tvang i behandlingspsykiatrien, og trods målsætninger om det modsatte viser den desværre, at brugen af tvang fortsætter med at stige.

“Hvorfor vælger vi det, der ikke virker?”

Dagens første oplægsholder er Bo Hejlskov Elvén. Han er cand.psych., forsker, forfatter samt efterspurgt foredragsholder og skal tale om low arousal i psykiatrien.

Low arousal-metoden kan lidt forsimplet forklares som en ikke-konfronterende tilgang, som kan bruges, når man som fagpersonale står i vanskelige situationer med borgere eller patienter og skal forsøge at forebygge, at disse udvikler sig (mere) voldsomt. Low arousal og tvang rimer altså ikke på hinanden, og Bo Hejlskov Elvén er meget klar i mælet:

“Hvad er det egentlig, der foregår inde i hovederne på os, når vi står i de situationer, hvor vi griber til at bruge tvang? Hvorfor er det, vi vælger noget, der ikke virker? Vi har ingen evidens for, at tvang er godt,” lyder det oppe fra podiet.

Han fremhæver et eksempel fra en lukket afdeling i Malmø, hvor man i seks år fjernede muligheden for at bruge bæltefiksering.

“Når vi ikke har muligheden for tvang, så bruger vi den ikke. Og ved at fjerne beføjelser, øger vi metoderne,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Deeskalering og samtale virker

Bo Hejlskov Elvén taler om de psykiatriske patienters autonomi.

Om, at det er noget vrøvl, når man går rundt og siger, at der for alt i verden skal sættes tydelige grænser for patienterne.

Han klikker en dias frem oppe på det store lærred. Herpå kan man aflæse tal fra et studie, der viser hvilke professionelle håndteringsværktøjer, der virker bedst til at berolige patienter i højkonfliktsituationer.

Allerbedst virker det at benytte deeskalering – en metode, hvor patienten guides mod en roligere psykisk og fysisk sindstilstand, hvorved der kan skabes en situation, som hjælper patienten med at genvinde sin selvkontrol.

I lidt over 80 procent af tilfældene virker denne metode, mens samtale virker i næsten 60 procent af tilfældene. I den anden ende af skalaen, allernederst, ligger brug af tvang. Kun i 2,7 procent af tilfældene beroliges patienten ved brug af tvang.

“Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge. Og vi har ingen metoder, der virker på alle. Men når vi begynder at bruge metoder, som accepteres af patienterne, så ved vi, at vi er på rette vej,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge.

Vil gerne arbejde mere med forebyggelse

To af deltagerne i salen er Signe Odgaard Larsen, der er socialfaglig konsulent i Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune, og Stine Hildebrandt, der er jurist selvsamme sted.

De er med til konferencen for at indhente inspiration i forhold til de 15 døgninstitutioner, som de har ansvaret for at følge med hos og understøtte i deres daglige virke.

“Vi er med for at hente inspiration og for eventuelt at kunne sætte nogle tværfaglige samarbejder i gang. Mange af vores institutioner arbejder allerede med Low arousal, og selvom oplægget, vi lige har hørt, har sit udgangspunkt i psykiatrien, synes vi, at vi kunne bruge meget af det. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at der blev arbejdet endnu mere med forebyggelse i vores institutioner,” siger Stine Hildebrandt.

Signe Odgaard Larsen er enig med sin kollega i, at Bo Hejlskov Elvén fremstod skarp på nogle reelle problematikker.

“Han havde nogle virkelig gode pointer, og det er fint, at han provokerer lidt for at få sine budskaber ud. Det er sundt nok at blive skubbet lidt til, tror jeg. Selvom både vi og vores institutioner kender til metoden, vil vi gerne sætte endnu mere fokus på det i forhold til at forebygge magtanvendelser,” siger hun.

Traumebevidst tilgang til patienter i psykiatrien

Første kaffepause er slut, og op på podiet træder de to næste oplægsholdere, som er Jesper Bak, sygeplejerske, ph.d. og forskningsleder i Enheden for Klinisk Psykiatrisk Sundheds- og Sygeplejeforskning, Psykiatrisk Center Sct. Hans samt Jacob Hvidhjelm sygeplejerske, ph.d. og postdoc fra selvsamme sted.

De taler om TBT, der står for “Traumebevidst Tilgang”, i dansk psykiatri.

De gør blandt andet opmærksom på studier, der viser, at 90 procent af de psykiatriske patienter på hospitalerne har været udsat for traumer.

De to foredragsholdere mener, at den høje forekomst af traumatiserede patienter kræver en tilgang til patienterne, der traumebevidst. De fortæller, at der er blevet oprettet et nationalt TBT-center, hvor der blandt andet foregår et netværksarbejde mellem brugere, pårørende, klinisk personale og forskere.

Det er imidlertid sådan, pointeres det i oplægget, at der endnu mangler stærk evident forskning, der underbygger, at en traumebevidst tilgang til psykiatriske patienter rent faktisk virker.

Derfor er et af målene med TBT-centeret at få klarlagt den nuværende viden på området og få igangsat yderligere forskning inden for denne relativt nye metode.

En tur på den lukkede med en tidligere patient

Det sidste oplæg inden frokostpausen udspiller sig som en mellemting mellem et live-interview og et realistisk teaterstykke med to medvirkende.

Disse to er Søren Magnussen, der er projektleder i “Frirum i psykiatrien” på Rigshospitalet, samt Mads Hansen Boss, der er specialsygeplejerske i psykiatri ligeledes på Rigshospitalet.

“Nu er vi kollegaer i dag. Men førhen var jeg indlagt der, hvor du var ansat. Først med depression og senere med mani. Det er ni år siden. Jeg var rimelig farlig for mig selv og andre udenfor, og jeg havde det af H til. Hvordan var det egentlig for dig at overvære, Mads?” lægger Søren Magnussen ud med at spørge sin kollega.

Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften

“Jeg kan huske, at jeg skulle vise dig, hvor du skulle være. Der var så meget spænding i det rum. Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften,” svarer Mads Hansen Boss.

Søren Magnussen spørger videre:

“Hvad ville du have gjort i dag – altså nu håber jeg jo ikke, at jeg bliver indlagt igen?”

“Jamen, jeg tror, at jeg ville have været mindre opsat på at forandre situationen. Og så ville jeg prøve at finde ud af, om det var mig, der var i fare. Eller om det i virkeligheden var dig, der følte, at du var i fare,” svarer Mads Hansen Boss.

Mere glæde på den lukkede

Dialogen mellem de to kollegaer fortsætter, og de kommer ind på mange af de problematikker, man slås med på de lukkede psykiatriske afdelinger, og så taler de selvfølgelig om “Frirummet”, som er Søren Magnussens opfindelse.

Et sted, hvor patienter fra Rigshospitalets lukkede, psykiatriske afdelinger kan komme og være kreative, snakke eller bare hænge ud.

Frirummet er ikke en del af behandlingstilbuddet, men det kan påvirke behandlingen positivt, lyder det fra begge oplægsholdere.

“Jeg har bestemt, at frirummet intet har med behandling at gøre. Det er ikke fordi, jeg har noget mod behandling – den skal ikke fjernes – men den skal suppleres og gøres bedre. Men man kan godt få frirummet og behandlingen til at spille sammen,” siger Søren Magnussen.

Mads Hansen Boss er enig:

“Frirummet og behandlingen hører sammen, mener jeg. For når vi har en god oplevelse sammen i frirummet, så bæres den videre med i behandlingsforløbet,” siger han.

Engagementet hos Mads Hansen Boss og Søren Magnussen er ikke til at tage fejl af. De ønsker mere autonomi og flere oplevelser til patienterne.

“Hvis der er noget, jeg mener, så er det, at der skal ske noget på de lukkede sengeafsnit. Jeg har arbejdet på seks og været indlagt på tre af dem. Jeg har aldrig mødt nogle røvhuller, men jeg har oplevet og oplever derimod medarbejdere, der knokler røven ud af bukserne. Medarbejdere, som bare ikke har rammerne til den nødvendige menneskelighed,” siger Søren Magnussen og tilføjer:

“Det er en joke at sige, at vi ikke kan gøre de lukkede afdelinger mere glædesfyldte. Den køber jeg ikke. Det kan vi godt.”

Praktisk arbejde hos Blå Kors

Det er tid til frokost. En af dagens deltagere, Ivan Pedersen, der været ansat næsten 20 år hos Blå Kors-hjemmet Skannerup ved Silkeborg som pedel og tillige er medarbejderrepræsentant, lader et par ord falde, inden han sætter kursen mod restauranten.

Han og en pedelkollega, der er arbejdsmiljørepræsentant, har tilmeldt sig konferencen for at få lidt indblik i det med vold og magtanvendelse.

“Selv har vi egentlig ikke de store problemer med vold. Men det er godt at have styr på det, hvis der skulle komme situationer. Oplæggene har indtil nu været meget rettet mod psykiatrien, og måske er vi lidt fejlcastet til at deltage. Og så alligevel ikke. For vi har beboere med psykiske lidelser. Og noget af det, jeg tager med mig hjem især fra det sidste oplæg, er det med, at det er godt for mennesker med psykiske lidelser at lave noget praktisk. Det kan vi godt gøre endnu mere, end vi gør i forvejen – især som pedeller. Det er noget med at spørge nogle af beboerne, om de vil være med – bare for hyggens skyld,” siger han.

Den fantastiske hjerne

Efter frokost fordeler alle deltagere sig ud på fem forskellige workshops:

1) Feedback Informed Treatment – Det basale, det altafgørende og det virkeligt krævende
2) Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?
3) Resonans i relationer – og resonansrum som værn mod vold
4) Safewards-metoden: styrker, benspænd og løsninger i praksis
5) Studio III og Low Arousal i praksis

I workshoppen “Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?” giver Lene Marie Schack, cand.pæd., lektor ved Professionsskolen UCN; Neuropædagogisk Kompetencecenter, tilhørerne et interessant indblik i den menneskelige hjerne.

Hun forklarer, hvordan vores hjerne formes af vores opvækst og opvækstbetingelser, og at det er viden, der er god at have med sig, når man arbejder med mennesker, der er trængte, traumatiserede og måske i risiko for at være udadreagerende.

“Hvis man er opvokset i rå, kaotiske og voldelige omgivelser, så giver det god mening, at de neurale netværk oppe i hjernen forbinder sig, så man udvikler sig til at være en, der altid har behov for at være ekstra på vagt,” siger Lene Marie Schack blandt andet.

Ved et af bordene sidder Lotte Selnæs og Helle Thorhus, der er fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i Region Hovedstaden, og lytter opmærksomt. Ingen af dem arbejder i klinik længere, så de føler, det er vigtigt for dem at lære de nye trends på psykiatriområdet at kende, så de kan byde ind med viden til de sygeplejersker, de repræsenterer.

“Vi har rimelig mange sager med arbejdsskader og får også mange henvendelser med eskalerede situationer. Derfor er det godt at vide, hvor vi bedst kan kanalisere det hen, ved at få noget teoretisk viden med os,” siger Lotte Selnæs.

Hendes kollega følger op.

“Der er sket et skred igen i psykiatrien – hvorfor falder tvangen ikke, som vi ønsker det? Vi har jo vores idé om det. Det er en never ending story det her med at forebygge vold,” siger Helle Thorhus.

“Vi har mange kollegaer, der kommer til skade, og vi mener, at en stor del af årsagen er, at der er så meget udskiftning af personale. For lige gyldigt hvor godt du uddanner folk til at kunne varetage de svære situationer i psykiatrien, så er det afgørende, at vi kender hinanden godt på afdelingerne. Det er vi nødt til, hvis vi skal kunne arbejde godt sammen om relationsarbejdet til patienterne”.

Ung patient på den lukkede

De fem workshops er færdige og med kage på tallerkenerne og kaffe i kopperne samles alle atter i den store sal til dagens to sidste programpunkter.

Først er der et oplæg fra Bent Gringer, der er chefkonsulent i Efteruddannelsen i Praktiserende Lægers Organisation.

Han giver gode råd om, hvordan man lykkes med at komme hjem fra konference eller kursus og rent faktisk få noget af det nye, man har lært, sat i spil.

Tusmørket begynder at sætte ind udenfor, og det sidste, deltagerne skal i dag, er at se en lille nyproduceret film med titlen “Nikoline på den lukkede.”

Den skal tjene som udgangspunkt for en kort diskussion om, hvordan personalet i psykiatrien kan gøre det mindst muligt svært at blive indlagt på en lukket afdeling.

Dilemmaerne træder tydeligt frem, og flere i salen giver deres bud på, hvordan de har observeret uhensigtsmæssigheder udspille sig mellem patient, pårørende og personale i filmen, som snart kan ses af alle på Vold som Udtryksforms hjemmeside.

“Vi bemærkede, at Nikoline (patienten i filmen, red.) flere gange siger: ’Det er som om…Der er som om.’ Men personalet venter ikke på at lade hende tale færdig,” lyder en af observationerne fra en deltager.

Færdig er til gengæld dagens konference, og de mange konferencedeltagere kan vende næsen hjemad. Forhåbentlig med en masse inspiration til det videre arbejde med nedbringelse af vold og tvang på deres respektive arbejdspladser.

Landet rundt: Voldsforebyggelse på dagsordenen

Landet rundt: Voldsforebyggelse på dagsordenen

Rift om gratis oplæg om voldsforebyggelse.

15 kommuner får besøg af Vold som Udtryksform i 2018.

Næste hver tredje af landets kommuner har lagt billet ind på at få et gratis oplæg om voldsforebyggelse for kommunens ledere, arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter m.fl.

Tidligere på året udbød vi oplæg til 10 kommuner. På grund af den store efterspørgsel har vi udvidet tilbuddet, så i alt 15 kommuner i årets løb får besøg af en konsulent fra Vold som Udtryksform.

Vi lægger ud i Aabenraa den 12. april. Senere går turen videre til Brønderslev, Frederikshavn, Morsø, Ringkøbing-Skjern, Skive
Syddjurs, Middelfart, Fredericia, Varde, Glostrup, Herlev, Helsingør, Holbæk og Oddsherred Kommuner.