Uddannelse mindsker konflikter på varmestuer og væresteder

Når frivillige og ansatte på landets væresteder og varmestuer møder mennesker med udfordringer, kan der opstå konflikter og voldsomme episoder. Uddannelse af både personale og frivillige er afgørende for, at højkonfliktsituationer kan tackles rigtigt, siger to eksperter.

Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist

Landets varmestuer og væresteder har en vigtig funktion i mange udsatte menneskers liv.

Her kan de komme og få et måltid mad, lidt selskab eller helt basalt tag over hovedet nogle timer.

Mange af de brugere, der kommer på varmestuer og væresteder, har en uproblematisk adfærd, selvom de har store udfordringer i livet. Men der kan af og til opstå situationer med voldsomme episoder.

Det kan blandt andet Sven Madsen, der er kvalitetschef samt sektorchef for værestedsområdet hos Blå Kors, fortælle om.

”Der er meget stor forskel på vores steder. Vi har nogle meget små steder, hvor det er de samme brugere, der kommer hver dag. Det er for eksempel tilfældet i Kibæk, hvor personalet kender brugerne rigtigt godt, og hvor de vist aldrig nogensinde har oplevet en voldsom episode. Så er der andre af vores steder i for eksempel Herning, Aarhus og København, hvor brugerne er mere udfordrede. Der kommer en del mennesker med et aktivt misbrug, og hvis der også er psykisk sygdom inde over, kan nogle af dem reagere med en vis uforudsigelighed, som personalet hele tiden skal forholde sig til,” siger han.

Sven Madsen giver et eksempel med en leder, der uden varsel blev slået ned af en bruger, da han gik gennem fælleslokalet på et af Blå Kors’ væresteder.

”Det er sådan noget, der kan ske, uanset hvor godt, vi klæder vores medarbejdere på. Vi kan ikke altid forudse det, selvom vi prøver på det. Men det er klart, at sådan en episode jo er noget, der sætter sig hos medarbejderne og særligt den, det går ud over,” siger han.

For Tina Kragh, der er leder af Café Paraplyen på Frederiksberg, som er en del af KFUMs Sociale Arbejde, er der heller ingen tvivl om, hvad der skaber den voldsomme adfærd, der kan opstå ud af det blå.

”Vores erfaring er, at når det sker, så er det fordi, vi har at gøre med et menneske, der er på stoffer og måske har blandet det med alkohol. Så kan der opstå en eller anden mindre irritation på caféen hos vedkommende – som for eksempel, at døren ikke åbnes hurtigt nok – og så bliver det det lille strå, der knækker kamelens ryg,” siger hun.

Psykisk sygdom og selvmedicinering

Ud over de voldsomme episoder, der kan opstå ud af det blå, fortæller Tina Kragh, at der er nogle typiske situationer og omstændigheder, som ofte går forud for voldsomme episoder.

”Hvis vi kan mærke, at der er gang i den og flere muntre gæster, der er højrystede og fylder meget, så ved vi, at risikoen for at der kommer en konflikt, er større. Det er også vores erfaring, at er der mange på caféen, og sidder man tæt, så kan nogle føle sig presset op i en krog. Og så er det, at der pludselig kan komme en uventet albue eller knytnæve. Vi kan tydeligt se på vores gæster, når de er i høj arousal,” siger hun.

Problematikken i forhold til nogle af de brugere alvorlige psykiske lidelser er fx, at de ikke er medicineret.

”Vi ved, at nogle af dem fx lider af skizofreni, som de ikke behandles for. I stedet selvmedicinerer de sig med alkohol, og så kan vi meget tydeligt se, når de går hen og bliver psykotiske. I de situationer oplever vi, at de kan opfatte personalet meget sort-hvidt – enten er vi de gode eller de onde,” siger Tina Kragh.

Hun pointerer, at personalet på Café Paraplyen altid prøver at være tydelige, når de oplever, at nogen har en adfærd, der ikke hænger sammen med at være gæst på caféen. Men det er netop i disse situationer, at der kan opstå konflikter.

”Det er altid et spørgsmål om, hvor meget vi rummer den enkelte i forhold til hele gruppen. Men uanset hvor meget rummelighed, vi gerne vil vise den enkelte, er vi også nogle gange nødt til at sige, at den enkelte gæst skal have en attitude, der er til gavn for helheden. Når det ikke er tilfældet, må vi sætte grænser. Men så er det, at vi som ansatte bliver udsatte, fordi det kan skabe en utrolig vrede hos gæsten,” siger Tina Kragh.

Vand og ikke kaffe, når vreden opstår

I dagligdagen, når værestederne har åbent, er et af redskaberne til at undgå konflikter og voldelige episoder ifølge Tina Kragh, at personale og frivillige hele tiden kommunikerer sammen om, hvad de ser.

”Vi arbejder meget tæt sammen – og har både korridorsnakke undervejs, men også efterfølgende. Vi gør hinanden opmærksomme på, hvis der er kommet en gæst, som vi har erfaring med kan skabe noget uro. Så er vi mere på. Hvis atmosfæren begynder at blive lidt opkogt, kan vi også finde på at bede folk flytte sig fra hinanden. Altid med lav stemme, med afstand og gerne i niveau, så vi ikke overtårner dem,” siger hun og uddyber:

”Hvis der er tale om en ophidset gæst, så er det altid bedst at tale til vedkommende med siden til. Så virker ens ord mindre som et frontalangreb. Så kan man tilbyde dem et glas vand i et genbrugsglas, som de ikke kan gøre skade med. Kaffe er en dårlig idé, har vi fundet ud af – det opildner mere. Og så er det måske noget med at sige: ’Hey, kom med mig, har du ikke lyst til, at vi to går uden for og får lidt luft og snakker sammen?’,” siger Tina Kragh.

Frivillige skal klædes godt på

På varmestuer og væresteder er der udover de fastansatte også mange frivillige, der kommer og hjælper til.

De fleste ved godt, når de melder sig som frivillige, at de muligvis kan forvente en lidt anderledes tone, end den de møder andre steder. Men det er alligevel vigtigt at klæde de frivillige godt på til de udfordringer, der venter dem.

”Vi taler selvfølgelig med de frivillige om de vilkår, der er på stederne, inden de træder til. Vi lægger meget vægt på, at det ikke er dem, der har det overordnede ansvar. Det er altid de fastansatte, der har det. Det er også forskelligt, hvad de frivillige skal klædes på til. Skal man primært hjælpe til i køkkenet, er det noget andet, end hvis man for eksempel er en af dem, der skal tage med brugerne på ture,” siger Sven Madsen.

Hos Blå Kors arrangeres der også små interne kursusdage, hvor både ansatte og frivillige kan deltage og lære blandt andet om konfliktnedtrappende sprog.

Derudover har Blå Kors sin egen Youtube-kanal, hvor man som frivillig kan gå ind og hente viden om, hvordan man bedst gebærder sig blandt brugerne.

Også på Café Paraplyen gør man meget ud af at sætte nye frivillige ind i, hvordan det er at arbejde på et værested og oplyse om, hvilke situationer man potentielt kan komme til at stå i.

”Vi fortæller, at på et sted som vores kan der ske alt muligt. Jeg giver også eksempler på, hvad vi har oplevet igennem årene, så det bliver konkret. På vores morgenmøder sørger vi altid for at tale om, hvad vi skal være opmærksomme på, hvis vi ved, at der kommer en gæst, som kan være særligt udfordrende. Her laver vi aftaler med de frivillige om, hvad de skal gøre i konkrete situationer. Nogle frivillige siger, at de gerne vil trække sig tilbage, hvis det trækker op til problemer, mens andre gerne vil blive. Det indretter vi os naturligvis efter,” siger Tina Kragh.

Altid en krisepsykolog klar

Skulle der opstå en konflikt eller en voldsepisode, hvor en frivillig er indblandet, har man på Café Paraplyen nogle helt klare procedurer for, hvad der gøres.

”Vi har en aftale med en krisepsykolog. Hvis der sker noget meget voldsomt, skal han komme akut, men ellers tager jeg som leder eller en ansat de første samtaler med den frivillige, og derefter kan der efter behov sættes et forløb i gang med psykologen. Vi sørger også altid for, at den frivillige følges hjem, hvis vedkommende har været i en ubehagelig situation, og vi ved også altid, hvem de nærmeste pårørende til de frivillige er, så vi kan få fat i dem,” siger Tina Kragh.

Hun fortæller, at det er meget forskelligt, hvor meget eller lidt der skal til, før det udløser en reaktion hos de frivillige.

”Nogle knækker let – for eksempel hvis de er blevet talt hårdt til. Andre kan klare mere og melder sig hurtigt okay. Men så sørger vi for altid at spørge ind til vedkommende de følgende uger. Men det er ikke kun de frivillige, det gælder. Vi kan også have stærke ansatte, som i perioder kan knække lettere, fordi de står i en livskrise udenfor arbejdet. Der er måske skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien, og så reagerer man anderledes, end man plejer. I de tilfælde er vi også meget opmærksomme på hinanden,” siger Tina Kragh.

Kurser og hyppige APV’er

Det er vigtigt, at fastansatte på væresteder og varmestuer hele tiden holder deres kompetencer vedlige, mener Sven Madsen.

Derfor sendes Blå Kors også løbende deres medarbejdere på kurser.

”Vi har blandt andet udviklet nogle længere kursusforløb i samarbejde med KFUM’s Sociale Arbejde og Kirkens Korshær. Vi udbyder tre forskellige kurser – et tredages om psykiatri, et tredages om misbrug samt et tredages om konflikthåndtering. Kurserne køres årligt, så alle, også nye medarbejdere, bliver opdateret,” siger han og understreger, at man også kører med fast supervision for Blå Kors’ medarbejdere.

Hos Café Paraplyen er man meget opmærksom på, at manglende kommunikation ofte er udslagsgivende for de mest voldsomme episoder.

Derfor kan det ske, at man på lederplan taler sammen på tværs af de lokale væresteder, varmestuer og herberger, hvis man har oplevelser med en særligt udfordrende bruger, hvilket ofte vil være en optakt til en indlæggelse, fortæller Tina Kragh.

”I forhold til vores medarbejdere her på caféen er det afgørende, at de hele tiden får den nyeste information omkring særligt udfordrede gæster. Og så kører vi hele tiden APV’er – 10 gange om året – for at sikre, at vi ikke overser noget,” siger hun.

Enighed på konference: “Vi skal have mindsket både volden og brugen af tvang i psykiatrien”

I sidste uge afholdt Vold som Udtryksform konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud”. Her delte dygtige eksperter ud af deres viden om, hvordan man får arbejdspladser med mindre vold og brug af tvang.

Af Jannie Iwankow Søgaard, journalist

Knap 300 deltagere har meldt sig til konferencen ”Skab trivsel og forebyg vold og tvang i psykiatrien, somatikken og sociale tilbud,” som Vold som Udtryksform/SUS afholder på Hotel Nyborg Strand.

Det er 2. december, og udenfor hænger den gråmelerede himmel så langt nede, at den næsten synes at kysse de små krusninger på det råkolde Storebælt.

Ganske modsat er det indenfor i den store konferencesal, hvor der er både lyst og højt til loftet.

Dagens moderator, journalist Bille Sterll, tager ordet og byder velkommen. Hun lægger ud med at fortælle en kedelig nyhed, der ikke desto mindre bekræfter denne konferences relevans. For få dage siden har Sundhedsstyrelsen udgivet den seneste nye monitorering over brugen af tvang i behandlingspsykiatrien, og trods målsætninger om det modsatte viser den desværre, at brugen af tvang fortsætter med at stige.

“Hvorfor vælger vi det, der ikke virker?”

Dagens første oplægsholder er Bo Hejlskov Elvén. Han er cand.psych., forsker, forfatter samt efterspurgt foredragsholder og skal tale om low arousal i psykiatrien.

Low arousal-metoden kan lidt forsimplet forklares som en ikke-konfronterende tilgang, som kan bruges, når man som fagpersonale står i vanskelige situationer med borgere eller patienter og skal forsøge at forebygge, at disse udvikler sig (mere) voldsomt. Low arousal og tvang rimer altså ikke på hinanden, og Bo Hejlskov Elvén er meget klar i mælet:

“Hvad er det egentlig, der foregår inde i hovederne på os, når vi står i de situationer, hvor vi griber til at bruge tvang? Hvorfor er det, vi vælger noget, der ikke virker? Vi har ingen evidens for, at tvang er godt,” lyder det oppe fra podiet.

Han fremhæver et eksempel fra en lukket afdeling i Malmø, hvor man i seks år fjernede muligheden for at bruge bæltefiksering.

“Når vi ikke har muligheden for tvang, så bruger vi den ikke. Og ved at fjerne beføjelser, øger vi metoderne,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Deeskalering og samtale virker

Bo Hejlskov Elvén taler om de psykiatriske patienters autonomi.

Om, at det er noget vrøvl, når man går rundt og siger, at der for alt i verden skal sættes tydelige grænser for patienterne.

Han klikker en dias frem oppe på det store lærred. Herpå kan man aflæse tal fra et studie, der viser hvilke professionelle håndteringsværktøjer, der virker bedst til at berolige patienter i højkonfliktsituationer.

Allerbedst virker det at benytte deeskalering – en metode, hvor patienten guides mod en roligere psykisk og fysisk sindstilstand, hvorved der kan skabes en situation, som hjælper patienten med at genvinde sin selvkontrol.

I lidt over 80 procent af tilfældene virker denne metode, mens samtale virker i næsten 60 procent af tilfældene. I den anden ende af skalaen, allernederst, ligger brug af tvang. Kun i 2,7 procent af tilfældene beroliges patienten ved brug af tvang.

“Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge. Og vi har ingen metoder, der virker på alle. Men når vi begynder at bruge metoder, som accepteres af patienterne, så ved vi, at vi er på rette vej,” siger Bo Hejlskov Elvén.

Rigtig meget af den tvang, vi bruger, tror jeg, er amatørmetoder. Vi finder dem frem, når vi ikke har de metoder, vi skal bruge.

Vil gerne arbejde mere med forebyggelse

To af deltagerne i salen er Signe Odgaard Larsen, der er socialfaglig konsulent i Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune, og Stine Hildebrandt, der er jurist selvsamme sted.

De er med til konferencen for at indhente inspiration i forhold til de 15 døgninstitutioner, som de har ansvaret for at følge med hos og understøtte i deres daglige virke.

“Vi er med for at hente inspiration og for eventuelt at kunne sætte nogle tværfaglige samarbejder i gang. Mange af vores institutioner arbejder allerede med Low arousal, og selvom oplægget, vi lige har hørt, har sit udgangspunkt i psykiatrien, synes vi, at vi kunne bruge meget af det. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at der blev arbejdet endnu mere med forebyggelse i vores institutioner,” siger Stine Hildebrandt.

Signe Odgaard Larsen er enig med sin kollega i, at Bo Hejlskov Elvén fremstod skarp på nogle reelle problematikker.

“Han havde nogle virkelig gode pointer, og det er fint, at han provokerer lidt for at få sine budskaber ud. Det er sundt nok at blive skubbet lidt til, tror jeg. Selvom både vi og vores institutioner kender til metoden, vil vi gerne sætte endnu mere fokus på det i forhold til at forebygge magtanvendelser,” siger hun.

Traumebevidst tilgang til patienter i psykiatrien

Første kaffepause er slut, og op på podiet træder de to næste oplægsholdere, som er Jesper Bak, sygeplejerske, ph.d. og forskningsleder i Enheden for Klinisk Psykiatrisk Sundheds- og Sygeplejeforskning, Psykiatrisk Center Sct. Hans samt Jacob Hvidhjelm sygeplejerske, ph.d. og postdoc fra selvsamme sted.

De taler om TBT, der står for “Traumebevidst Tilgang”, i dansk psykiatri.

De gør blandt andet opmærksom på studier, der viser, at 90 procent af de psykiatriske patienter på hospitalerne har været udsat for traumer.

De to foredragsholdere mener, at den høje forekomst af traumatiserede patienter kræver en tilgang til patienterne, der traumebevidst. De fortæller, at der er blevet oprettet et nationalt TBT-center, hvor der blandt andet foregår et netværksarbejde mellem brugere, pårørende, klinisk personale og forskere.

Det er imidlertid sådan, pointeres det i oplægget, at der endnu mangler stærk evident forskning, der underbygger, at en traumebevidst tilgang til psykiatriske patienter rent faktisk virker.

Derfor er et af målene med TBT-centeret at få klarlagt den nuværende viden på området og få igangsat yderligere forskning inden for denne relativt nye metode.

En tur på den lukkede med en tidligere patient

Det sidste oplæg inden frokostpausen udspiller sig som en mellemting mellem et live-interview og et realistisk teaterstykke med to medvirkende.

Disse to er Søren Magnussen, der er projektleder i “Frirum i psykiatrien” på Rigshospitalet, samt Mads Hansen Boss, der er specialsygeplejerske i psykiatri ligeledes på Rigshospitalet.

“Nu er vi kollegaer i dag. Men førhen var jeg indlagt der, hvor du var ansat. Først med depression og senere med mani. Det er ni år siden. Jeg var rimelig farlig for mig selv og andre udenfor, og jeg havde det af H til. Hvordan var det egentlig for dig at overvære, Mads?” lægger Søren Magnussen ud med at spørge sin kollega.

Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften

“Jeg kan huske, at jeg skulle vise dig, hvor du skulle være. Der var så meget spænding i det rum. Luften var tyk af aggression og frustration, og jeg var meget på stikkerne, fordi jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at du ville springe i luften,” svarer Mads Hansen Boss.

Søren Magnussen spørger videre:

“Hvad ville du have gjort i dag – altså nu håber jeg jo ikke, at jeg bliver indlagt igen?”

“Jamen, jeg tror, at jeg ville have været mindre opsat på at forandre situationen. Og så ville jeg prøve at finde ud af, om det var mig, der var i fare. Eller om det i virkeligheden var dig, der følte, at du var i fare,” svarer Mads Hansen Boss.

Mere glæde på den lukkede

Dialogen mellem de to kollegaer fortsætter, og de kommer ind på mange af de problematikker, man slås med på de lukkede psykiatriske afdelinger, og så taler de selvfølgelig om “Frirummet”, som er Søren Magnussens opfindelse.

Et sted, hvor patienter fra Rigshospitalets lukkede, psykiatriske afdelinger kan komme og være kreative, snakke eller bare hænge ud.

Frirummet er ikke en del af behandlingstilbuddet, men det kan påvirke behandlingen positivt, lyder det fra begge oplægsholdere.

“Jeg har bestemt, at frirummet intet har med behandling at gøre. Det er ikke fordi, jeg har noget mod behandling – den skal ikke fjernes – men den skal suppleres og gøres bedre. Men man kan godt få frirummet og behandlingen til at spille sammen,” siger Søren Magnussen.

Mads Hansen Boss er enig:

“Frirummet og behandlingen hører sammen, mener jeg. For når vi har en god oplevelse sammen i frirummet, så bæres den videre med i behandlingsforløbet,” siger han.

Engagementet hos Mads Hansen Boss og Søren Magnussen er ikke til at tage fejl af. De ønsker mere autonomi og flere oplevelser til patienterne.

“Hvis der er noget, jeg mener, så er det, at der skal ske noget på de lukkede sengeafsnit. Jeg har arbejdet på seks og været indlagt på tre af dem. Jeg har aldrig mødt nogle røvhuller, men jeg har oplevet og oplever derimod medarbejdere, der knokler røven ud af bukserne. Medarbejdere, som bare ikke har rammerne til den nødvendige menneskelighed,” siger Søren Magnussen og tilføjer:

“Det er en joke at sige, at vi ikke kan gøre de lukkede afdelinger mere glædesfyldte. Den køber jeg ikke. Det kan vi godt.”

Praktisk arbejde hos Blå Kors

Det er tid til frokost. En af dagens deltagere, Ivan Pedersen, der været ansat næsten 20 år hos Blå Kors-hjemmet Skannerup ved Silkeborg som pedel og tillige er medarbejderrepræsentant, lader et par ord falde, inden han sætter kursen mod restauranten.

Han og en pedelkollega, der er arbejdsmiljørepræsentant, har tilmeldt sig konferencen for at få lidt indblik i det med vold og magtanvendelse.

“Selv har vi egentlig ikke de store problemer med vold. Men det er godt at have styr på det, hvis der skulle komme situationer. Oplæggene har indtil nu været meget rettet mod psykiatrien, og måske er vi lidt fejlcastet til at deltage. Og så alligevel ikke. For vi har beboere med psykiske lidelser. Og noget af det, jeg tager med mig hjem især fra det sidste oplæg, er det med, at det er godt for mennesker med psykiske lidelser at lave noget praktisk. Det kan vi godt gøre endnu mere, end vi gør i forvejen – især som pedeller. Det er noget med at spørge nogle af beboerne, om de vil være med – bare for hyggens skyld,” siger han.

Den fantastiske hjerne

Efter frokost fordeler alle deltagere sig ud på fem forskellige workshops:

1) Feedback Informed Treatment – Det basale, det altafgørende og det virkeligt krævende
2) Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?
3) Resonans i relationer – og resonansrum som værn mod vold
4) Safewards-metoden: styrker, benspænd og løsninger i praksis
5) Studio III og Low Arousal i praksis

I workshoppen “Vores fantastiske hjerne – hvad er meningen?” giver Lene Marie Schack, cand.pæd., lektor ved Professionsskolen UCN; Neuropædagogisk Kompetencecenter, tilhørerne et interessant indblik i den menneskelige hjerne.

Hun forklarer, hvordan vores hjerne formes af vores opvækst og opvækstbetingelser, og at det er viden, der er god at have med sig, når man arbejder med mennesker, der er trængte, traumatiserede og måske i risiko for at være udadreagerende.

“Hvis man er opvokset i rå, kaotiske og voldelige omgivelser, så giver det god mening, at de neurale netværk oppe i hjernen forbinder sig, så man udvikler sig til at være en, der altid har behov for at være ekstra på vagt,” siger Lene Marie Schack blandt andet.

Ved et af bordene sidder Lotte Selnæs og Helle Thorhus, der er fællestillidsrepræsentanter for sygeplejerskerne i Region Hovedstaden, og lytter opmærksomt. Ingen af dem arbejder i klinik længere, så de føler, det er vigtigt for dem at lære de nye trends på psykiatriområdet at kende, så de kan byde ind med viden til de sygeplejersker, de repræsenterer.

“Vi har rimelig mange sager med arbejdsskader og får også mange henvendelser med eskalerede situationer. Derfor er det godt at vide, hvor vi bedst kan kanalisere det hen, ved at få noget teoretisk viden med os,” siger Lotte Selnæs.

Hendes kollega følger op.

“Der er sket et skred igen i psykiatrien – hvorfor falder tvangen ikke, som vi ønsker det? Vi har jo vores idé om det. Det er en never ending story det her med at forebygge vold,” siger Helle Thorhus.

“Vi har mange kollegaer, der kommer til skade, og vi mener, at en stor del af årsagen er, at der er så meget udskiftning af personale. For lige gyldigt hvor godt du uddanner folk til at kunne varetage de svære situationer i psykiatrien, så er det afgørende, at vi kender hinanden godt på afdelingerne. Det er vi nødt til, hvis vi skal kunne arbejde godt sammen om relationsarbejdet til patienterne”.

Ung patient på den lukkede

De fem workshops er færdige og med kage på tallerkenerne og kaffe i kopperne samles alle atter i den store sal til dagens to sidste programpunkter.

Først er der et oplæg fra Bent Gringer, der er chefkonsulent i Efteruddannelsen i Praktiserende Lægers Organisation.

Han giver gode råd om, hvordan man lykkes med at komme hjem fra konference eller kursus og rent faktisk få noget af det nye, man har lært, sat i spil.

Tusmørket begynder at sætte ind udenfor, og det sidste, deltagerne skal i dag, er at se en lille nyproduceret film med titlen “Nikoline på den lukkede.”

Den skal tjene som udgangspunkt for en kort diskussion om, hvordan personalet i psykiatrien kan gøre det mindst muligt svært at blive indlagt på en lukket afdeling.

Dilemmaerne træder tydeligt frem, og flere i salen giver deres bud på, hvordan de har observeret uhensigtsmæssigheder udspille sig mellem patient, pårørende og personale i filmen, som snart kan ses af alle på Vold som Udtryksforms hjemmeside.

“Vi bemærkede, at Nikoline (patienten i filmen, red.) flere gange siger: ’Det er som om…Der er som om.’ Men personalet venter ikke på at lade hende tale færdig,” lyder en af observationerne fra en deltager.

Færdig er til gengæld dagens konference, og de mange konferencedeltagere kan vende næsen hjemad. Forhåbentlig med en masse inspiration til det videre arbejde med nedbringelse af vold og tvang på deres respektive arbejdspladser.

Kategori: Forebyggelse

Demens kræver god kommunikation

Demens kræver god kommunikation

På plejehjemmet Holmegårdsparken arbejder man målrettet med demens og kommunikation for at være klar til de udfordringer, som beboere med udadreagerende adfærd kan give.

Demens og kommunikation

SUS kom til undsætning