Supervision med brug af Rød-Grøn-Blå-modellen på plejehjem

Supervision med brug af Rød-Grøn-Blå-modellen

Foto: Bax Lindhart for Vold som Udtryksform (modelfoto)

Som personale på et plejehjem for mennesker med demenssygdom kan der være mange opgaver og oplevelser, som udfordrer fagligheden. Arbejdet med gruppen af mennesker med forskellige personligheder og demensudtryk er et speciale, som kræver særlig viden, samarbejde og håndtering af mange forskellige situationer.

På demensplejehjemmet Rude Skov blev det i foråret 2023 besluttet, at personalet skulle tilbydes supervision med udgangspunkt i arbejdet med borgerne.

Charlotte Rugh er demenskoordinator og tilknyttet plejehjemmet, og begyndelsen på supervisionsforløbet var et møde, hvor mange følte sig rådvilde og magtesløse over adfærd og reaktioner fra flere beboere. Der var begyndende konflikter, uenighed, nogle medarbejdere ønskede at sige fra over for omsorgsopgaver, og der var generelt modløshed.

Charlotte Rugh husker sit første besøg på Rude Skov Plejecenter tilbage i april 2023. Hun var lige blevet ansat i Rudersdal Kommune og var på besøgsrunde på de plejehjem og i de distrikter i hjemmeplejen, som hun havde fået ansvaret for.

“Jeg overhørte flere anklager mellem de ansatte: “Hvorfor har du ikke…,” og “Hvorfor skal jeg, når du ikke…” og i den dur. ’Tror du ikke, det ville være en god idé med supervision?’, spurgte jeg så Lene, og hun nikkede,” fortæller Charlotte Rugh.

Lene Uhre fik med det samme igangsat supervision, hvor personalet fik lov til at sætte ord på, hvilke frustrationer, de havde med nogle af beboerne.

Det var åbenlyst for Charlotte Rugh, at her var der en situation, der sled på personalet.

At være i grøn

Charlotte Rugh har arbejdet med supervision, været på uddannelse i belastningspsykologi og havde gode erfaringer med at kombinere redskaberne i arbejdet med at forstå sig selv og sit arbejde bedre.

Supervision er et redskab til at styrke refleksion og samarbejde, få et forum til at betro sig, få respons, råd og vejledning og nye muligheder for at forstå og udvikle sin faglighed.

Daglig leder Lene Uhre besluttede at sætte processen i gang, og det blev aftalt, at personalet i grupper skulle arbejde med supervision med udgangspunkt i Rød-Grøn-Blå-modellen, der stammer fra “Grundbog i Belastningspsykologi – forebyggelse af primær og sekundær traumatisering ved psykisk krævende arbejde,” skrevet af psykolog Rikke Høgsted, leder af Institut for Belastningspsykologi.

Modellen viser, hvad der karakteriserer dét at være henholdsvis “overinvolveret” og “underinvolveret” versus at være “afstemt og i kontakt”.

“Heldigvis var alle meget åbne med at fortælle og sætte ord på deres oplevelser, så der gik ikke lang tid før vi, med udgangspunkt i Rød-Grøn-Blå modellen, der for mig at se er enormt nem at arbejde med, aftalte, at nu skulle alle arbejde sig hen mod det grønne felt. Vi havde konkrete samtaler om, hvordan alle, både individuelt og i gruppesammenhænge, kunne lave et arbejdsmiljø, hvor alle samarbejdede om at være i grøn,” forklarer Charlotte Rugh.

“Vi gik fra at opløse de her beskyldninger mod hinanden til at fastslå, at ja, vi har et ansvar og en forpligtelse til at passe borgerne. Men hvordan gør vi det samtidig med, at vi passer på os selv?,” siger Charlotte Rugh.

Supervision giver indsigt og et fælles sprog

Charlotte Rugh fortæller, at Rød-Grøn-Blå-modellen viste sig at være god til den enkelte medarbejder, der fik indblik i egne reaktionsmønstre.  Hun fremhæver den også som effektiv på gruppeniveau.

“Jeg havde mange samtaler med personalet om, hvordan de som gruppe kunne hjælpe hinanden med at blive grønne, og jeg kan forstå, at der er flere, der har taget modellen til sig og direkte refererer til den. Altså bruger sætninger som: ’Bagatelliserer du situationen nu?’ eller ’det virker som ligegyldighed det dér’,” lyder det fra Charlotte Rugh.

Mødet i maj 2023 blev indledningen til et længere forløb, hvor Rød-Grøn-Blå-modellen  fungerede som en rød tråd gennem de næste par måneder, personalet samledes til flere fællesmøder, og hvor Charlotte Rugh samtidig gav supervision – både individuelt og på gruppeniveau.

Fra at gå frustreret og en anelse modløs på arbejde er det en helt anden følelse, som sygeplejerske Annemette Hermann træder ind ad døren med i dag.

“Personligt er jeg langt mere bevidst om at sætte gode og omsorgsfulde, og dermed professionelle, grænser for de beboere, vi har her, der kan være både udadreagerende og ind i mellem krævende. Men jeg synes også, at vi som personale har fået et fælles sprog for, hvad det vil sige at både over- og underinvolvere sig i de beboere, vi har,” fortæller Annemette Hermann.

Hun var blevet briefet omkring en specifik borger og besluttede sig for at gøre sig umage med at skabe en positiv relation.

“I starten var vedkommende fuld af rosende ord og sagde ting som: “Endelig en kompetent sygeplejerske” og “Det her sted trænger til en person som dig.” Men der gik ikke ret lang tid, før beboeren begyndte at tale grimt om mine kolleger, og alle de aftaler, vi lavede, nægtede beboeren at overholde,” fortæller Annemette Hermann.

Hun uddyber:

“Som sygeplejerske er jeg skolet i omsorg og relationsdannelse. Det er en stor del af min faglige identitet. Men i dag kan jeg godt se, at hvor jeg i starten faktisk overinvolverede mig i beboeren, altså gik hen i det røde felt i modellen, så blev jeg hurtigt så overvældet af vedkommende, at jeg til sidst reducerede den tid, jeg var hos personen til et absolut minimum. Jeg distancerede mig selv følelsesmæssigt og røg dermed ind i det blå felt, hvor jeg underinvolverede mig i relationen,” forklarer Annemette Hermann.

“Så det var ret godt, at Charlotte kom på banen,” pointerer Annemette Hermann.

Hendes kollega Celia Veiglin supplerer:

”Jeg har ikke haft supervision mere end tre gange tror jeg, og jeg har ikke haft brugt Rød-Grøn-Blå-modellen særlig meget, men jeg ved, at den har givet meget mening for nogle af mine kollegaer – hvor de efterfølgende bedre forstår, hvorfor de har det på en bestemt måde hos bestemte beboere.”

”Jeg synes, supervision er en vigtig og nødvendig del for medarbejdernes trivsel, særligt i arbejdet med mennesker med en svær demenssygdom og selvfølgelig også med andre sygdomme og særlige behov. Det mest givende for mig har været den lyttende og den forstående del – altså samtalerne med Charlotte. Jeg tror i virkeligheden, at det er dét, som medarbejderne har så stort et behov for, specielt i de svære situationer, som vi har haft og stadig har en del af,” siger hun.

Celia Veiglin supplerer med bud på at styrke supervisionen: ”For mit vedkommende ville jeg personligt og fagligt få meget mere ud af selve supervisionen, hvis ”gruppen”, jeg har supervision med, er mere fagligt ligestillede, jeg synes, at det glipper lidt, når man er fagligt for langt fra hinanden og ikke kan sparre eller forstå hinanden på lige vilkår”.

Psykologien bag belastninger

Psykolog Rikke Høgsted er ophavskvinden til begrebet belastningspsykologi og stifter af Institut for Belastningspsykologi, der har specialiseret sig i at formidle viden om, hvordan man forebygger mental slitage og skader. Især til fagfolk med et psykisk krævende arbejde.

For hende er det en udbredt misforståelse, at den gode hjælp er den overinvolverede hjælp.

“Jeg plejer at sige, at vi skal føle med i stedet for at føle som. Når vi føler med et menneske, så står vi i det grønne felt: Vi åbner ørerne, vi finder modet og energien til at tage det andet menneskes situation alvorligt. Men føler vi som det andet menneske, så får vi samme følelser, og så er vi i rød,” siger Rikke Høgsted, der genkender dét, som Annemette Hermann fortæller om, i det her tilfælde, en sygeplejerskes faglige identitet som ensbetydende med evnen til at drage omsorg og udvise empati.

“Vi kan få oplevelsen, at den sande omsorg er at føle som. At det næsten er det eneste respektfulde at føle. Så den anden ikke efterlades alene. Der findes for eksempel mange meget ensomme mennesker og for at kompensere, får man næsten lyst til at give dem ens private telefonnummer, ikke? Problemet er, at så er vi to på dén der synkende tømmerflåde. Hvis vi vil hjælpe et andet menneske, skal vi derhen, hvor vi bliver bevidste om, hvordan vi hjælper, og hvordan vi kan være i hjælperollen,” forklarer Rikke Høgsted.

Hun uddyber:

”Når man er i en hjælperolle, risikerer man at blive så overbelastet, at det påvirker ens faglighed og gør en til en dårligere hjælper. I afmagt kan man let ty til den psykologiske forsvarsmekanisme, der hedder psykologisk forskydning.”

“Psykologisk forskydning er oplevelsen af, at problemerne skyldes andre: ’Hvis bare ikke min leder var dum’, ’det er også de elendige besparelser’ eller ’hvis bare det ikke var for de her lidt for skrøbelige medarbejdere, så ville vi kunne have en god worklife-balance.’ Du kan godt høre den forråede leder her, ikke? Selvfølgelig skal vi være dygtige, og selvfølgelig skal der være ressourcer. Men det bliver alt sammen bortforklaringer på det faktum, at vi har valgt et arbejde, der inkluderer høje følelsesmæssige krav. Det skal håndteres. Sammen. Som kolleger,” forklarer Rikke Høgsted.

Refleksion på Rude skov

Charlotte Rugh har i mange år arbejdet med udvikling af plejehjem, medarbejderprofiler, kompetencer og kortlægning af, hvem der bor på vores plejehjem, og hvad deres behov er ud fra et helhedsbillede af helbred, livskvalitet, og hvordan de pårørende er en del af arbejdet.

”Der er høj kompleksitet, og beboere i dag har mange sygdomme og store behov for pleje både kognitivt, psykisk og fysisk. Ét er at tage vare på en borger i eget hjem, noget andet er at tage vare på en gruppe af borgere, der skal leve og bo sammen på et plejehjem. Vi er ved at blive langt mere bevidste om, at der skal være stærke kompetencer i personalegruppen for at kunne arbejde med borgere, som bor og lever på et plejehjem, og samtidig skal have en pleje, der er meget kompleks. Der er slet ikke tvivl om, at der skal tages hånd om personalets behov for at have et fortroligt rum, hvor de kan superviseres og få luft for deres oplevelser,” siger hun.

Sygeplejerske Annemette Hermann er i konstant proces med at finde sine ben i, hvor de gode, professionelle grænser er. Men der er ingen tvivl om, at forløbet med Charlotte Rugh har haft en positiv effekt.

“I stedet for at sige: ’Det er synd for dig. Det kan jeg godt forstå,’ så vender jeg det om og spørger, hvad jeg kan gøre. Hvad mulige løsninger kunne være. Hvor jeg også tidligere kunne tage mange af mine oplevelser med hjem og nærmest ikke have overskud til min kæreste, så fylder mit arbejde ikke ligeså meget i dag,” siger Annemette Hermann.

“Hver dag skal jeg finde mit ståsted, men jeg er mere opmærksom på at være i balance. At jeg gerne vil have en god relation til vores beboere, men at jeg ikke bliver mere dygtig af at give mere af mig selv,” fastslår Annemette Hermann.

For Charlotte Rugh handler det om at gøre op med en alt for fastlåst opfattelse af, hvad omsorg er.

“Borgerne er i centrum af vores arbejde. Det er helt sikkert. Det vil de altid være. Men der er klart et paradigmeskifte i gang i måden, vi går til omsorg på,” konstaterer Charlotte Rugh.

Rikke Høgsted peger på et skifte i måder, vi forstår det psykiske arbejdsmiljø og endelig tager det alvorligt:

“Hvor psykisk arbejdsmiljø for ti år siden var noget, der var nice-to-have, er der i dag en kollektiv bevidsthed om, at det er fuldstændig sammenhængende med kvaliteten i arbejdet,” siger hun.

 

Øje for succeserne

Øje for succeserne

Et øget fokus på coachende og anerkendende samtaler har givet større arbejdsglæde for personalet og mere trivsel blandt beboerne på plejehjemmet Hornbækhave

Af Nana Toft, journalist
Foto: Bax Lindhardt

“Godmorgen.”

Social- og sundhedsassistent Nina Sort triller rullebordet med morgenmad ind hos Jetha, en af beboerne på plejehjemmet Hornbækhave, som hun fungerer som fast kontaktperson for.

“Nå, er du ikke stået op endnu. Må jeg tænde lidt lys?”

Hun vender sig mod os: “Han skal lige have lov til at stå op. Jeg henter jer, hvis han er ok med, at I kan komme på besøg.”

For blot få måneder siden var Nina Sort faktisk en smule utryg ved Jetha, der på det tidspunkt kunne have en mere vred og uforudsigelig adfærd.

“Det var svært. Vi var næsten der, hvor vi tænkte: Det kan vi ikke, det her. Men det var også, fordi jeg ikke følte, jeg gjorde mit job godt nok. I dag er det fuldkommen anderledes. Jeg er så glad for, at det er mig, der skal passe ham. Vi har fået en så fin forbindelse, og det er tydeligt, at han har det meget bedre i dag,” fortæller Nina Sort.

“Her har de coachende samtaler med Mette haft en stor betydning,” konstaterer Nina Sort.

Centrale værktøjer i neuropædagogikken

Tilbage i januar 2023 stopper plejehjemmet Hornbækhave med at have midlertidige pladser, som de ellers hidtil har haft. Det frigør pludselig tid og ressourcer, som plejehjemsleder Lene Ullmann og demenskoordinator og ergoterapeut Mette Lund beslutter at kanalisere ind i et øget fokus på coachende og anerkendende samtaler med personalet.

Mette Lund havde på det tidspunkt netop taget et kursus i neuropædagogik, og det har været særligt udvalgte redskaber – modeller – som hun siden har lamineret som A4-plancher, og som hun i dag har med i de daglige coachende samtaler, hun har med både grupper i personalet og med enkeltpersoner.

“Det giver simpelthen mere mening for mig at tale ud fra de her forholdsvis simple modeller. Blandt andet fordi de er meget visuelle. Tag for eksempel den om den treenige hjerne, som er delt ind i den tænkende, følende og sansende hjerne. Den fungerer som et slags kompas for mig i forhold til Jetha. Det bliver pludselig mere tydeligt for mig, hvad han kan og ikke kan længere, og hvordan jeg bedst kan kommunikere med ham,” forklarer Nina Sort.

Den væsentligste planche for Mette Lund er dog den, der minder om at gå bag om adfærden. For mange af de beboere, der er på Hornbækhave, kan en demenssygdom ofte resultere i en – for omverdenen – uforståelig adfærd, der kan skabe alt fra irritation til stor utryghed i personalet.

“Det er godt at blive mindet om, at den uforståelige adfærd ofte er et råb om hjælp, og at vores opgave er at sætte relationen før opgaven,” forklarer Mette Lund.

“Jeg anerkender, at han ser noget, vi andre ikke kan se.”

På sit værelse sidder Jetha i strøget skjorte og har fået sin morgenmad serveret. Nina Sort sidder på stolen foran ham og har netop hældt the i hans kop. Vi måtte godt komme på besøg, men det var vigtigt for ham, at han var præsentabel.

“Har I fået kaffe?,” spørger han mig og fotografen.

Vi nikker.

“Men skal I så have noget the?,” spørger han høfligt.

Vi siger pænt nej tak, han smiler og vender sig mod Nina Sort, der spørger ham, om han har fået sovet i nat. Jetha ryster på hovedet.

“Nej. Jeg havde gæster. Der var måske 50-60 mennesker herinde, der stod og bankede på min seng,” forklarer han.

Nina Sort lytter.

“Men det må de jo ikke. Det er jo din seng. Du kan jo, hvis de kommer igen, sige: “Ud med jer,” foreslår Nina Sort.

I en lille halv time sidder Nina Sort inde hos Jetha, mens Jetha spiser sin morgenmad. Det gør de hver morgen, ligesom Nina Sort i langt de fleste tilfælde også spiser frokost med Jetha på en dagvagt og aftensmad på en aftenvagt. De taler om løst og fast. Om hvad han skal lave i løbet af dagen. Om hans barn- og ungdom, arbejdsliv og familie. Jetha fortæller ivrigt, mens Nina Sort sidder roligt og lytter og spørger ind. Ind i mellem bliver Jetha stille, for så får han øje på nogle små mennesker, der lader til at dukke frem fra gulvpanelerne og gå rundt i hans lejlighed.

“Jeg kan forstå, at han får flere og flere hallucinationer for tiden,” konstaterer Mette Lund, da hun lige fanger Nina Sort til en coachende samtale efter hendes morgenmadsbesøg hos Jetha.

“Prøv at fortæl mig, hvad det er, du gør, når han hallucinerer.”

“Jeg siger, at det ikke er i orden, de er hos ham,” forklarer Nina Sort. “Jeg kan ikke tage synerne fra ham, men jeg anerkender, at han ser noget, vi andre ikke kan se.”

Mette Lund nikker:

“Det, du gør, er jo, at du ser bag om adfærden. Du siger jo for eksempel ikke: “De findes ikke, de mennesker. Det, du ser er ikke rigtigt.” Du går tværtimod med ham og siger jo på den måde: “Jeg hører dig. Jeg ser dig. Det er ok.” Det gør jo en stor forskel for ham.”

Fokus på succes er motiverende

Mette Lund fortæller, at hun gennemsnitligt har én coachende samtale om dagen, typisk 1:1 samtaler, der kan vare i alt fra 5 minutter til 30 minutter, afhængigt af, hvor dybt der er brug for at gå ned i samtalen.

En gang om ugen er hun desuden med til de såkaldte triager, hvor personalet forsøger at skabe overblik over beboernes fysiske og psykiske behov. Helt centralt i samtalerne er, foruden at referere til teori – så alle får et fælles sprog og alle har en faglig ramme – at fokusere på succeserne.

“Jeg læser med i samtlige skriftlige observationer, og gør en del ud af at fange medarbejderne, for eksempel Nina, og sige: “Godt gået, Nina” i en eller anden bestemt situation, hvor hun har sikret en beboers trivsel. Jeg overroser ikke, men insisterer på, at vi alle skal have øje for succeserne. For min erfaring er, at de smitter,”” siger Mette Lund.

Og det kan Nina Sort godt skrive under på.

“Jeg har en anden beboer for tiden, hvor det ind i mellem også kan være lidt svært. Hun er fra den årgang, hvor man vaskede hår over håndvasken, og i stedet for at insistere på at gøre det hele under bruseren, så får hun det, som hun vil have det. For jeg kan se, det gør en positiv forskel for hende, og det er helt klart en investering,” forklarer Nina Sort, der sætter stor pris på at blive bekræftet i at gøre tingene rigtigt i de samtaler, hun har med Mette Lund.

“Med alle de former for demens, vi har her på plejehjemmet, er det rart at kunne gå til Mette. Samtalerne giver mig større viden om alle de grader og finurligheder, der kan være omkring demens, og er en stor støtte for mig. Og det her fokus på ens succeser motiverer mig jo,” fortæller Nina Sort.

Plejehjemsleder Lene Ullmann anerkender, at det tager tid og ressourcer at øge sit fokus på de coachende samtaler.

“Den ekstra tid, som for eksempel Nina har fået med Jetha, er godt givet ud, og jeg synes, at vi, på trods af den korte tid vi har haft særlig fokus på de coachende samtaler, at vi kan mærke et kulturskifte,” pointerer Lene Ullmann.

“Så i virkeligheden kan det ikke betale sig at lade være.”

“Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde”

Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde”

“Vi er nødt til at gå ned under vandoverfladen, dér hvor ting måske er usynlige eller i hvert fald går under radaren, og være nysgerrige på, hvorfor mennesker med demens gør, som de gør.” Sådan lyder det fra psykolog Anneke Dapper-Skaaning, der er medforfatter til den nye bog Demenssprog, som opfordrer pårørende og plejepersonale til at gøre sig umage med at “oversætte” det, mennesker med demens forsøger at kommunikere.

Af Nana Toft, journalist
Foto: Bax Lindhardt (foto i boksen th.: Privatfoto)

“En pårørende fortæller: En tidlig eftermiddag gik jeg gennem plejehjemmets dagligstue, på vej for at besøge mine forældre. Demensafsnittets ‘hallo-dame’ sad alene ved et bord. Jeg havde aldrig hørt hende sige andet end ‘hallo-hallo’ og ‘for helvede, hjælp, så kom dog og hjælp mig’ … Jeg må indrømme, at jeg til tider synes, det virkede forstyrrende med hendes kalden … Men så var der den her eftermiddag, hvor jeg kom gående gennem dagligstuen og blev opmærksom på, at hun sad helt stille, hun råbte slet ikke op. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at hun havde væltet en kop kaffe ud over bordet og ned i skødet på sig selv. Hun så helt fortabt ud, og der var intet personale i nærheden. Så jeg fandt klude og køkkenrulle og spurgte hende, om hun ville hjælpe med at tørre op. Det ville hun gerne og begyndte at tørre voksdugen foran sig. Sådan ‘arbejdede vi sammen’ i nogle minutter, da hun pludselig sagde: ‘Jeg er også så klodset…”

Beskrivelsen er fra bogen Demenssprog, der netop er udkommet på forlaget Frydendal, og som er skrevet af psykolog Anneke Dapper-Skaaning i samarbejde med journalist og forfatter Dorthe Boss Kyhn.

Det er en bog om kommunikation, som forfatterne skriver. Ikke om ord, sætningsopbygning og tegnsætning. Men om det sprog, som mennesker med demens bruger. Som måske ikke altid giver mening for folk omkring dem, som for eksempel pårørende eller plejepersonale, men som ofte giver mening for dem selv.

“Eksemplet med hallo-damen er et forsøg på at vække genkendelse: Mange plejehjem har beboere, der umiddelbart bare sidder og råber op. Men er hun ‘bare’ en hallo-dame, eller forsøger hun at sige os noget? Min erfaring er, at vi, både pårørende og plejepersonale, er alt for hurtige med at forsøge at stoppe adfærd, og det bruger vi meget energi på, og ofte lykkes det ikke, hvilket skaber frustrationer,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning, der ofte bruger billedet af et isbjerg:

“Vi er nødt til at gå ned under vandoverfladen, dér hvor ting måske er usynlige, eller i hvert fald går under radaren, og være nysgerrige på, hvorfor mennesker med demens gør, som de gør: Hvad er det, de forsøger at fortælle, når de enten råber eller er ‘dørsøgende’, som man kalder det. Vi skal starte i forståelsen i stedet for i løsningerne,” pointerer Anneke Dapper-Skaaning.

Begynd i forståelsen

Egentlig var det ikke meningen, at Anneke Dapper-Skaaning som psykologistuderende ‘skulle noget med demens’, som hun siger. Men så kom hun i praktik på et plejehjem. Her blev hun naturligvis ramt af at se, hvor omfattende mange af beboerne, der var udfordret på hukommelsen, men hun blev først og fremmest optaget af at finde ud af, hvad de rent faktisk stadig kunne.

“Jeg opdagede, at der stadig var ‘meget tilbage’ om man så må sige, og at hvis vi bare får øje på det, så kan de mange ting. Og så kan vi meget med dem. Der var pludselig flere muligheder,” fortæller Anneke Dapper-Skaaning.

Tredive år er gået, og Anneke Dapper-Skaaning arbejder fortsat med mennesker med demens. En del af hendes arbejdsliv går med at undervise, hvor allerførste slide i samtlige oplæg altid lyder sådan her: “Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde.”

“Uanset, hvem jeg besøger, så lyder det samstemmende: “Vi møder borgeren dér, hvor de er,” men min påstand er, at vi halvdelen af tiden ikke ved, hvor de er. Jeg agiterer for, at vi i højere grad starter med at sige: “Hvordan ser deres virkelighed ud? Hvad interesserer de sig for? Hvad mon de tænker på?,” understreger Anneke Dapper-Skaaning, der igen og igen, i både bog og interview, vender tilbage til samme sætning: At vi skal gøre os umage med at “oversætte” den kommunikation, der ofte kommer fra mennesker med demens. For ofte har de ikke længere det sprog, som vi – altså os med de raske hjerner – kender eller som de selv kendte engang.

For at eksemplificere, beskriver Anneke Dapper-Skaaning i bogen en scene med en hjemmehjælper, der besøger en kvinde med demens. I døren møder hun datteren, der fortæller, at hun har taget blomster med til sin mor, hvorefter hun går ind til kvinden i stuen og siger: “Nå, du har nok lige haft besøg af din datter.” “Nej, det har jeg ikke,” svarer kvinden så, hvortil hjemmehjælperen, med de bedste intentioner, siger: “Jamen, jeg så hende jo lige, da jeg kom. Den ældre kvinde bliver irriteret og siger, hun aldrig får besøg, hvorefter hjemmehjælperen fortsætter: “Jamen, din datter kommer jo altid om tirsdagen, hvor I hygger…”.

“Vi skal i højere grad hente vores sprog, vores demenssprog, i vores føle-og sanselag, og ikke i det kognitive lag, som typisk er der, vi med vores raske hjerner, taler ud fra. I eksemplet med blomsterne kunne det for eksempel være, at vi sagde: “Sikke smukke blomster, du har fået. Prøv en gang at dufte til dem.” Hvis vi var heldige, kunne det være, at kvinden, i løbet af en samtale om, hvor dejlige blomster er, og hvor syns- og lugtesansen var aktiveret, pludselig ville sige: “Dem har jeg fået af min datter.” Det er ikke målet at få kvinden til at huske det, men om at finde frem til det, det andet menneske kan,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning.

Tillid er vejen til trivsel

Spørgsmålet er så, hvordan man præcis gør det, hvilket Anneke Dapper-Skaaning anerkender er en svær øvelse. Det kan se nemt ud, når det bliver beskrevet i en bog, men kan være svært at overføre til en praktisk hverdag. Særligt når der er tale om mennesker med demens, der kan have tendens til at blive meget fysiske.

“I bogen har jeg også et afsnit med en yngre mand med demens, der hedder Lasse, der godt ved, at der er noget helt galt og derfor kan reagere meget voldsomt. Løsningen har så været medicin, og han har også haft en vagt, og det er ofte fordi, at når mennesker reagerer voldsomt, så tager vi det personligt,” siger Anneke Dapper-Skaaning.

“Personalet var bange for ham og ville stoppe adfærden, hvilket man jo godt kan forstå. Men det gjorde det også sværere for dem at komme i kontakt med ham og bevare den her tillidsfulde relation,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning, der også fremhæver væsentligheden af de ord, vi bruger om mennesker med demens. Som når Lasse for eksempel bliver beskrevet som “farlig”, “voldelig” eller “udadreagerende.”

“Hvis vi i stedet beskriver Lasses adfærd som “uforståelig”, så bliver det pludseligt ikke lige så stigmatiserende, og det bliver et incitament til at undersøge det uforståelige. Og det er vejen til trivsel. For alle involverede,” understreger Anneke Dapper-Skaaning.

“Vi møder borgerne som unikke mennesker. Ikke opgaver.”

“Vi møder borgerne som unikke mennesker. Ikke opgaver.”

Medarbejderne på Hundested Plejecenter arbejder med at skabe gode levemiljøer for beboerne, evidensbaseret hvis muligt. Flere indsatser har trukket overskrifter i danske medier. Gode levemiljøer er et must, hvis man skal skabe et godt arbejdsmiljø ­– også på plejecentret.

Af Nana Toft, Foto: Bax Lindhardt

“Hej Bente. Er du klar til at nyde det gode vejr?”

Det er en onsdag i september, klokken har netop passeret 10.30, og ude foran hoveddøren ved Hundested Plejecenter i Lynæs, blander små børnestemmer sig med mere modne stemmer. Det var egentlig ikke planen, at en håndfuld lokale børnehavebørn skulle med rundt på plejehjemmets sædvanlige onsdags-gåtur, men det er ret typisk for det arbejdsmiljø, der er på plejehjemmet: Idéer opstår hele tiden blandt personalet, og får man en idé, så går man efter den. Og leder Mette Sofie Haulrich behøver ikke nødvendigvis blive orienteret, forklarer hun.

“Jeg tilskynder folk til at prøve ting af. Jeg opfordrer og nurser om gode idéer, der også gerne er nye og anderledes, som giver værdi for beboerne. Tit er der tiltag, jeg pludselig hører om. Som den koncert, jeg kan forstå bliver afholdt i eftermiddag. Det vidste jeg heller ikke for fem minutter siden. Men det fortæller mig, at dét jeg, og i øvrigt resten af ledergruppen, tilskynder til, lander et trygt og tillidsfuldt sted hos medarbejderne. Det virker simpelthen. For der sker vitterligt hele tiden noget,” siger Mette Sofie Haulrich.

“De skal gerne have en på opleveren.”

Fisketure, beboere der er med til matematik i en 9.klasse og en ambition om et dyrehold af høns og grise. Udendørs vægmalerier, spisestel der stimulerer appetitten og en filosofiklub. Og så må vi ikke glemme: Medarbejdere i nattøj.

Det er de små ting i hverdagen, der tæller. At tænde et bål, tage på fisketur, at få ordnet negle i neglebaren og inddrage beboerne i at flå fisk fra fisketuren. Eller give dem en tur i frisørstolen, som Ib nyder at få. “Det er hverdagsaktiviteterne, der giver livskvalitet,” siger plejehjemsleder Mette Sofie Haulrich.

På Hundested Plejecenter i Lynæs, smukt placeret i vandkanten lige ned til Isefjord, skorter det ikke på aktiviteter for og med beboerne. De skal meget gerne have en på opleveren. Af en sådan art der allerhelst giver næring til både krop og sjæl. Hjerne og hjerte.

For så øger det beboernes livskvalitet. Og det er i bund og grund dét, der er hele ambitionen, når man arbejder i omsorgsfaget. I hvert fald hvis du spørger leder af Hundested Plejecenter Mette Sofie Haulrich.

“Det lyder som en kliché, men alle jeg kender, der arbejder i det her fag, ønsker jo i bund og grund at gøre det godt. Når vi går på arbejde her, er det fordi, beboerne skal have et godt liv. For når de har det godt, så er vi glade. Og omvendt; når vi er glade og oplever, vi har et godt arbejdsmiljø som ansatte, så forplanter glæden sig i beboerne,” siger Mette Sofie Haulrich.

Hånd i hånd

“Vil du med på tur i labyrinten?”

Mette Sofie Haulrich lægger hånden på Axels skulder, der vender hovedet i et smil.

“Jo, det kan vi da godt,” siger han, rejser sig fra sin stol og tager Mette Sofie Haulrich i hånden.

Børn, beboere, pædagoger og plejehjemspersonale er endt i plejehjemmets partytelt, som de kalder det for at få en bid mad sammen. De sidste tyve minutter er gået med at gå, trille og blive kørt rundt på plejehjemmets nye “oplevelsesrute”, som de kalder den. En rute der starter ved tre spritnye vægmalerier, malet af den lokale kunstner Ulrik Schiødt, af henholdsvis mark, fjord og skov, og som fortsætter forbi kigget til Isefjorden, hen til det område, hvor der forhåbentlig om nogle måneder går både høns og tamme Kunekune-grise rundt, forbi det nye partytelt for til sidst at ende foran huset i en labyrint med hundredevis af forskellige blomster.

Et af vægmalerierne den lokale kunstner, Ulrik Schiødt, har malet til Hundested Plejecenter, som er til stor glæde for beboerne.

“Skal vi se, om vi kan finde en blomst med virkelig mange frø indeni sig? Så kan vi hælde dem ud? Så er der også blomster til næste år?,” lyder det fra Mette Sofie Haulrich. “Kom. Så kaster vi samtidig. 1-2-3,” lyder det i kor. Luften fyldes af frø, der hvirvler til alle sider. De griner.

Hvilket råd ville man give sig selv som 18-årig?

Axel kigger nysgerrigt og lytter, når Mette Sofie Haulrich fortæller, at blomsterlabyrinten indeholder over 30 forskellige blomsterarter, der er særligt udvalgt i forhold til at tiltrække danske sommerfuglearter.

“Børnene leger fangeleg herinde om sommeren, og spiser madpakker,” forklarer hun, og går videre med Aksel, hånd i hånd, mod labyrintens tropehus, der om sommeren huser, hvad der med al sandsynlighed er et særsyn for et plejehjem, nemlig beboernes egen filosofiklub.

“Plejehjemssnak kan være utroligt ikke-udfordrende. Sat på spidsen er det jo ofte sådan noget med “Hvad har du fået at spise i dag” eller “Hvad er klokken?” eller “Uh, der er lidt koldt i dag, hva´?” Lad os nu for Guds skyld tale om nogle vigtige ting,” pointerer hun og vender sig mod Axel. “Du er jo med i klubben, Axel. Vi taler jo både om venskaber og kærlighed og hvilket råd man ville give sig selv som 18-årig og sådan noget, ik?” Axel nikker.

“Det er beboernes eget rum, men hvor medarbejderne faktisk har været med de sidste par gange. For at lytte med til beboernes historier, og tage dem med sig ind i andre rammer. For at bibeholde værdien af at starte betydningsfulde, eksistentielle samtaler. For eksempel ved måltider eller på gåture. Som for eksempel den, Axel og jeg har lige nu,” forklarer Mette Sofie Haulrich.

Idéerne hviler på evidens

Filosofiklubben kører på andet år, hvor hovedprincippet er, at en gruppe beboere mødes hver tredje uge for at diskutere alt fra hvad der sker efter døden til, hvad venskaber betyder for livskvaliteten.

“Vores udgangspunkt er at kognitiv træning, hvor beboerne, og medarbejderne, reflekterer over eksistentielle emner, er mindst lige så vigtig som fysisk træning. Hvilket al forskning også peger på,” forklarer Mette Sofie Haulrich, der desuden fortæller, at Finn Thorbjørn Hansen, professor i praktisk filosofi ved Aalborg Universitet har hørt om os via netværk og har kontaktet plejehjemmet. Han er nysgerrig på os, da han ikke er stødt på andre plejehjem, der på den måde har en filosofiklub, og han har udvist interesse i at forske i, hvis vi kunne få fondsmidlerne, om beboerne, ved at være en del af filosofiklubben, rent faktisk får hævet deres reflektoriske niveau over tid.

“Filosofiklubben er dermed både en idé, der læner sig op ad videnskaben, der peger på væsentligheden af kognitiv træning og meningsfulde relationer i hverdagen, men klubben bliver måske også genstand for ny forskning. Vi får se. Men det er faktisk væsentligt for os; at de idéer, vi har, at de initiativer vi handler på, at store dele af dem også hviler på evidens,” understreger Mette Sofie Haulrich.

Fokus på det unikke menneske

Hun fortæller, at plejehjemmets teoretiske, men også menneskelige, udgangspunkt er, at ethvert menneske er unikt og ressourcefyldt, og at den filosofi og det psykologiske udgangspunkt gennemsyrer alt arbejde på plejehjemmet. Og at filosofiklubben her indgår som et led i netop det menneskesyn.

“Vores vision går ud på at leve fuldt og helt, herunder at motionere, få vind i håret og ikke mindst skabe mulighed for gode, dybe snakke. Bare den lille tur jeg går med Aksel, er jo en hverdagsaktivitet af stor betydning. Han får frisk luft og gode endorfiner i kroppen, men der dukkede også gode minder op, og jeg holdt hans hånd hele tiden, og dermed er der skabt en god og kærlig relation mellem os. Jeg håber og tror, at han kan mærke, at han er en del af verden, og at han er betydningsfuld,” siger Mette Sofie Haulrich.

Plejehjemmets fokus på det enkelte menneskes ressourcer, også når det enkelte menneske har demens, er i det hele taget centralt for den tilgang personalet har til beboerne på Hundested Plejecenter. Mette Sofie Haulrich fremhæver den amerikanske geriatriker (læge med medicinsk speciale i sygdomme hos ældre, red.) Allan Power, som hun karakteriserer som en art ‘guru’ indenfor arbejdet med mennesker med demens.

“Helt grundlæggende handler det jo om at se mennesket foran dig, uagtet om det menneske måtte være kognitivt svækket, som et menneske med ressourcer. Han er også en af årsagerne til, at vores døgnrytmeplaner er skrevet i jeg-form. For så møder samtlige medarbejdere, også de nye og vikarerne, et unikt menneske, når de besøger den enkelte beboer og ikke bare “en opgave,” forklarer Mette Sofie Haulrich.

“Så kan man da mærke, at man lever”

På samme måde forsøger personalet at inddrage hver enkelt beboer, lytte til ønsker og behov og forsøge at skabe oplevelser, der sætter drømme og personlighed i centrum. Som Erik der snart skal besøge en lokal 9. klasse, fordi han ytrede ønske om at se, hvordan en skoleklasse anno 2022 modtager undervisning i matematik. Eller som Axel, der er tidligere smed, men som elsker vores fiskerture, og som flere gange har flået fangsten efterfølgende. Eller som Boyse, der talte om at besøge den strand i Rørvig, han havde badet ved hver eneste sommer, da han var barn.

Mange beboere sætter stor pris på plejehjemmets nye akvarium. Her er det Jette, som kigger på en af de fine farvestrålende fisk.

“Jeg kan ikke komme op af de klitter, lød det fra Gerda, en af de beboere, der tog med til Boyses strand. “Du kan godt”, hørte jeg mig selv sige. Op ad klitterne klatrede vi. Og ned igen. Dødbesværligt med tre beboere, som til dagligt bruger rollator, og hvad ved jeg. Da vi endelig sad der og kiggede ud over Kattegat i strålende solskin og drak øl og sodavand, og Gerda med et kæmpe smil udbryder: “Så kan man da mærke, at man lever”, var jeg lige ved at tude. Tænk, at det er mit arbejde.”

Som leder vil jeg høre alle 125 medarbejdere

Da Mette Sofie Haulrich startede som leder i januar 2021 var en af hendes allerførste opgaver at gennemføre og implementere en ny vision. De konsulenter der var tilknyttet projektet sagde tidligt i forløbet til hende, at hun var “sindssyg”, fordi hun insisterede på at høre og inddrage samtlige 125 medarbejdere i beslutningsprocessen.

“Er du klar over, hvad du åbner op for,” sagde de til mig. “Det kan du ikke styre.” Jeg svarede, at jeg ikke ønskede at styre det. Jeg vil høre alle, og min stemme har samme gyldighed som alle andre. Og sådan blev det. Jeg argumenterede for min mening på lige fod med alle andre, og blev i øvrigt stemt ned på flere ting. I fire dage var samtlige 125 medarbejdere fælles om samtlige diskussioner, og det tog tid. Men alle blev hørt, og det betyder, at alle har stemplet ind. Flertallet har talt, og nu er der opbakning,” forklarer Mette Sofie Haulrich.

Fredag 16. september 2022 fik Demensafsnittet Fjordhuset på Hundested Plejecenter i Hundested prisen for årets mest demensvenlige personale på årets demenstopmøde i Faaborg. Prisen blev givet på baggrund af deres “nattevagter i pyjamas”, hvor medarbejderne i Fjordhuset skifter til nattøj for at signalere, særligt overfor beboere med demens, at det er tid til at gå i seng.

Demens kræver god kommunikation

Demens kræver god kommunikation

På plejehjemmet Holmegårdsparken arbejder man målrettet med demens og kommunikation for at være klar til de udfordringer, som beboere med udadreagerende adfærd kan give.

Af Jannie Iwankow, journalist

I dag har langt størstedelen af beboerne på de danske plejehjem en demenssygdom, der er så fremskreden, at de ikke længere er i stand til at bo i eget hjem.

Ud over de kendte symptomer på demens som glemsomhed, forvirring og nedsatte kognitive kompetencer er der også en mindre gruppe, der udvikler en udadreagerende adfærd. Det kan give særlige udfordringer for det personale, som skal pleje og hjælpe dem.

På plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund lider cirka 80- 85 procent af de 120 beboere af demens. Blandt dem er der en lille gruppe beboere, der som følge af deres demenssygdom har udviklet en udadreagerende adfærd. Det betyder, at de kan reagere voldsomt både verbalt og fysisk over for særligt personalet. Og det er en omstændighed, det er vigtigt at have for øje, når man arbejder med demensramte, fortæller direktør på Holmegårdsparken, Linn Werner Hovind.

”Når man er dement, er det rigtig svært at være i mange krav. Det er svært at forstå virkeligheden. Derfor handler det om, at vi gør virkeligheden så enkel som mulig for dem. Vi skal omfavne dem med omsorg, tid og kærlighed. Helt konkret skal vi sørge for at gå til dem med lavt stemmeleje og give os tid til at vente på, at de svarer på vores spørgsmål. Vi skal være bevidste om, hvordan vi bruger vores kropssprog og øjenkontakt, og møder de os med en afvisning, er det et tegn, vi skal tage til os,” siger hun.

Demens og kommunikation

Fordi udadreagerende adfærd kan være virkeligheden, når man arbejder med mennesker, der er ramt af demens, har man på plejehjemmet Holmegårdsparken i en længere årrække arbejdet målrettet med at klæde personalet godt på til at håndtere verbal og fysisk voldsom adfærd.

”Vi underviser alle medarbejdere i demens og kommunikation som et af vores faste fokusområder. Det er vigtigt, at medarbejderne forstår, at det er os som personale, der har ansvaret for kommunikationen og ikke beboerne. Vi arbejder også med konflikthåndtering og har en demenskoordinator i huset, der kommer ind over i de demensforløb, hvor vi er særligt udfordrede blandt andet i forhold til udadreagerende adfærd. I de forløb sørger vi også altid for, at der foretages supervision,” fortæller Linn Werner Hovind.

I langt størstedelen af de tilfælde, hvor en beboer reagerer voldsomt, er det personalet, der står i skudlinjen og ikke de andre beboere. Og det kan være hårdt at blive udsat for, selvom man er professionel og ved, at det kan ske.

”Når det sker, at en medarbejder for eksempel er blevet truet, kan de føle stor frygt bagefter. Her er det vigtigt, at man får talt med sine kolleger og ikke tager det som et personligt nederlag, men i stedet forstår, at man har at gøre med mennesker, som er meget udfordrede. Er man ikke opmærksom på det, kan man i værste fald risikere at ende med en stressdiagnose. I forhold til for eksempel vikarer og ufaglærte, er det også vigtigt, at man tager hensyn til, at de ikke har samme erfaringer og den samme værktøjskasse at trække på. Derfor skal de ikke have ansvaret for de beboere, der er hårdest ramt af demens,” siger Linn Werner Hovind.

SUS kom til undsætning

For et halvt års tid siden var personalet på Holmegårdsparken udfordret af demensramte beboere i en grad, så de følte, at deres ellers velfyldte værktøjskasse var ved at være tømt. Derfor henvendte ledelsen sig til Vold som Udtryksform i Socialt Udviklingscenter SUS for at bede om hjælp og sparring til medarbejderne.

”Vi har haft tilfælde, hvor adfærden er så voldsom, at det ikke er muligt at komme tæt på. Her har personalet lært, at de skal gå og komme igen senere. Vi kan også have udfordringer med pårørende, når de pårørende er bekymrede og ikke oplever samme adfærd som personalet i hverdagen,” siger Linn Werner Hovind.

At man valgte at involvere SUS i udfordringerne med de to beboere, har Linn Werner Hovind ikke fortrudt. Det resulterede både i nye redskaber og perspektiver.

”Det, som SUS især ramte godt, var, at de prøvede at udvide vores horisont. De fik os til at prøve at skifte perspektiv. Hvad ser vi, hvis vi i stedet sætter os i borgerens sted? Og hvad ser vi, hvis vi sætter os i de pårørendes?” siger hun.

Medarbejderne på Holmegårdsparken var på kursus over to dage. De så blandt andet film, hvor de skulle finde frem til og diskutere, hvad der var af andre muligheder for en bedre håndtering fra plejepersonalets side, så det ikke er personalet, der trapper situationen op.

De arbejdede også med den såkaldte affektudbrudsmodel og analyserede tidligere episoder på deres arbejdsplads for på den måde at forebygge andre lignende i fremtiden.

”Det var rigtigt godt, at undervisningen var så praksisnær, ligesom SUS formåede hele tiden at gøre os opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi tager vores arbejde dybt alvorligt. At vi hele tiden bliver dygtigere – for eksempel til at kunne læse situationer, inden de udvikler sig til konflikter, hvor beboerne ender med at reagere voldsomt,” siger Linn Werner Hovind.

Sideløbende med kursusdagene har medarbejderne på Holmegårdsparken også arbejdet med konflikthåndtering i kommunalt regi. Det har kun været en fordel.

”Det har givet rigtig god mening, at vi har arbejdet med flere indsatser samtidig. Det har været forskellige indgangsvinkler, men det har alligevel passet som hånd i handske,” siger Linn Werner Hovind.

 

Få nyt om voldsforebyggelse

direkte i indbakken en gang om måneden