Ny podcast: Vi har brug for omsorg, tålmodighed og indlevelse

Claus’ kone lider af alzheimer, og Franks søster er lammet efter flere hjerneblødninger. Begge er helt afhængige af andres omsorg og pleje. Heldigvis har Claus og Frank et godt samarbejde med personalet på plejehjemmet.

Samarbejdet mellem pårørende og personale betyder alt. Et dårligt samarbejde skaber frustrationer, som kan bryde ud i åbne konflikter. Omvendt giver et godt samarbejde tryghed og ro for beboerne og deres nærmeste.

Med jævne mellemrum lander møgsager fra plejehjem i medierne og giver anledning til voldsom debat. Men mange konflikter kan forebygges, hvis samarbejdet mellem pårørende og personale er godt.

Hvad skal der til for at samarbejdet fungerer?

Hvad har de pårørende brug for, og hvad lægger de vægt på?

Det fortæller Claus og Frank om i dette afsnit af Vold som Udtryksforms podcast.

 

Medvirkende: Claus Jarset og Frank Lass, pårørende og Musah Kalyango, medarbejder på Grønnehaven Plejecenter.

Tilrettelæggelse og klip: Bille Sterll / Journalistik med mere.

Musik: Audio Jungle og J.S. Pierpont & Otto Leisner.

 

Foto: Bax Lindhardt for Vold som Udtryksform

“Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde”

Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde”

“Vi er nødt til at gå ned under vandoverfladen, dér hvor ting måske er usynlige eller i hvert fald går under radaren, og være nysgerrige på, hvorfor mennesker med demens gør, som de gør.” Sådan lyder det fra psykolog Anneke Dapper-Skaaning, der er medforfatter til den nye bog Demenssprog, som opfordrer pårørende og plejepersonale til at gøre sig umage med at “oversætte” det, mennesker med demens forsøger at kommunikere.

Af Nana Toft, journalist
Foto: Bax Lindhardt (foto i boksen th.: Privatfoto)

“En pårørende fortæller: En tidlig eftermiddag gik jeg gennem plejehjemmets dagligstue, på vej for at besøge mine forældre. Demensafsnittets ‘hallo-dame’ sad alene ved et bord. Jeg havde aldrig hørt hende sige andet end ‘hallo-hallo’ og ‘for helvede, hjælp, så kom dog og hjælp mig’ … Jeg må indrømme, at jeg til tider synes, det virkede forstyrrende med hendes kalden … Men så var der den her eftermiddag, hvor jeg kom gående gennem dagligstuen og blev opmærksom på, at hun sad helt stille, hun råbte slet ikke op. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at hun havde væltet en kop kaffe ud over bordet og ned i skødet på sig selv. Hun så helt fortabt ud, og der var intet personale i nærheden. Så jeg fandt klude og køkkenrulle og spurgte hende, om hun ville hjælpe med at tørre op. Det ville hun gerne og begyndte at tørre voksdugen foran sig. Sådan ‘arbejdede vi sammen’ i nogle minutter, da hun pludselig sagde: ‘Jeg er også så klodset…”

Beskrivelsen er fra bogen Demenssprog, der netop er udkommet på forlaget Frydendal, og som er skrevet af psykolog Anneke Dapper-Skaaning i samarbejde med journalist og forfatter Dorthe Boss Kyhn.

Det er en bog om kommunikation, som forfatterne skriver. Ikke om ord, sætningsopbygning og tegnsætning. Men om det sprog, som mennesker med demens bruger. Som måske ikke altid giver mening for folk omkring dem, som for eksempel pårørende eller plejepersonale, men som ofte giver mening for dem selv.

“Eksemplet med hallo-damen er et forsøg på at vække genkendelse: Mange plejehjem har beboere, der umiddelbart bare sidder og råber op. Men er hun ‘bare’ en hallo-dame, eller forsøger hun at sige os noget? Min erfaring er, at vi, både pårørende og plejepersonale, er alt for hurtige med at forsøge at stoppe adfærd, og det bruger vi meget energi på, og ofte lykkes det ikke, hvilket skaber frustrationer,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning, der ofte bruger billedet af et isbjerg:

“Vi er nødt til at gå ned under vandoverfladen, dér hvor ting måske er usynlige, eller i hvert fald går under radaren, og være nysgerrige på, hvorfor mennesker med demens gør, som de gør: Hvad er det, de forsøger at fortælle, når de enten råber eller er ‘dørsøgende’, som man kalder det. Vi skal starte i forståelsen i stedet for i løsningerne,” pointerer Anneke Dapper-Skaaning.

Begynd i forståelsen

Egentlig var det ikke meningen, at Anneke Dapper-Skaaning som psykologistuderende ‘skulle noget med demens’, som hun siger. Men så kom hun i praktik på et plejehjem. Her blev hun naturligvis ramt af at se, hvor omfattende mange af beboerne, der var udfordret på hukommelsen, men hun blev først og fremmest optaget af at finde ud af, hvad de rent faktisk stadig kunne.

“Jeg opdagede, at der stadig var ‘meget tilbage’ om man så må sige, og at hvis vi bare får øje på det, så kan de mange ting. Og så kan vi meget med dem. Der var pludselig flere muligheder,” fortæller Anneke Dapper-Skaaning.

Tredive år er gået, og Anneke Dapper-Skaaning arbejder fortsat med mennesker med demens. En del af hendes arbejdsliv går med at undervise, hvor allerførste slide i samtlige oplæg altid lyder sådan her: “Demens er ikke andet end at opfatte virkeligheden på en anden måde.”

“Uanset, hvem jeg besøger, så lyder det samstemmende: “Vi møder borgeren dér, hvor de er,” men min påstand er, at vi halvdelen af tiden ikke ved, hvor de er. Jeg agiterer for, at vi i højere grad starter med at sige: “Hvordan ser deres virkelighed ud? Hvad interesserer de sig for? Hvad mon de tænker på?,” understreger Anneke Dapper-Skaaning, der igen og igen, i både bog og interview, vender tilbage til samme sætning: At vi skal gøre os umage med at “oversætte” den kommunikation, der ofte kommer fra mennesker med demens. For ofte har de ikke længere det sprog, som vi – altså os med de raske hjerner – kender eller som de selv kendte engang.

For at eksemplificere, beskriver Anneke Dapper-Skaaning i bogen en scene med en hjemmehjælper, der besøger en kvinde med demens. I døren møder hun datteren, der fortæller, at hun har taget blomster med til sin mor, hvorefter hun går ind til kvinden i stuen og siger: “Nå, du har nok lige haft besøg af din datter.” “Nej, det har jeg ikke,” svarer kvinden så, hvortil hjemmehjælperen, med de bedste intentioner, siger: “Jamen, jeg så hende jo lige, da jeg kom. Den ældre kvinde bliver irriteret og siger, hun aldrig får besøg, hvorefter hjemmehjælperen fortsætter: “Jamen, din datter kommer jo altid om tirsdagen, hvor I hygger…”.

“Vi skal i højere grad hente vores sprog, vores demenssprog, i vores føle-og sanselag, og ikke i det kognitive lag, som typisk er der, vi med vores raske hjerner, taler ud fra. I eksemplet med blomsterne kunne det for eksempel være, at vi sagde: “Sikke smukke blomster, du har fået. Prøv en gang at dufte til dem.” Hvis vi var heldige, kunne det være, at kvinden, i løbet af en samtale om, hvor dejlige blomster er, og hvor syns- og lugtesansen var aktiveret, pludselig ville sige: “Dem har jeg fået af min datter.” Det er ikke målet at få kvinden til at huske det, men om at finde frem til det, det andet menneske kan,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning.

Tillid er vejen til trivsel

Spørgsmålet er så, hvordan man præcis gør det, hvilket Anneke Dapper-Skaaning anerkender er en svær øvelse. Det kan se nemt ud, når det bliver beskrevet i en bog, men kan være svært at overføre til en praktisk hverdag. Særligt når der er tale om mennesker med demens, der kan have tendens til at blive meget fysiske.

“I bogen har jeg også et afsnit med en yngre mand med demens, der hedder Lasse, der godt ved, at der er noget helt galt og derfor kan reagere meget voldsomt. Løsningen har så været medicin, og han har også haft en vagt, og det er ofte fordi, at når mennesker reagerer voldsomt, så tager vi det personligt,” siger Anneke Dapper-Skaaning.

“Personalet var bange for ham og ville stoppe adfærden, hvilket man jo godt kan forstå. Men det gjorde det også sværere for dem at komme i kontakt med ham og bevare den her tillidsfulde relation,” forklarer Anneke Dapper-Skaaning, der også fremhæver væsentligheden af de ord, vi bruger om mennesker med demens. Som når Lasse for eksempel bliver beskrevet som “farlig”, “voldelig” eller “udadreagerende.”

“Hvis vi i stedet beskriver Lasses adfærd som “uforståelig”, så bliver det pludseligt ikke lige så stigmatiserende, og det bliver et incitament til at undersøge det uforståelige. Og det er vejen til trivsel. For alle involverede,” understreger Anneke Dapper-Skaaning.

Ny podcast: Dæmp konflikter og forebyg vold med Low Arousal

Ophidsede stofbrugere i et fixerum på Halmtorvet og frustrerede beboere i et bosted faldt til ro, når Louise Runge brugte metoden Low Arousal til at dæmpe konflikter.

Low Arousal er en pædagogisk tilgang, som går ud på at skabe ro, nedtrappe konfrontationer og forebygge vold.

I dag arbejder Louise Runge med Low Arousal omgivet af skov og hav i sin egen praksis som naturbaseret psykoterapeut, og bag sig har hun mange års erfaring som leder og medarbejder indenfor social- og handicapområdet. Hun er med andre ord vant til at færdes i konfliktfyldt farvand, hvor en lille gnist hurtigt udløser en eksplosion.

Derfor bruger hun Low Arousal til at få frustrerede og voldsomme borgere til at falde til ro.

Hvordan gør hun helt konkret? Hvad siger hun, og hvad gør hun? Og bliver hun aldrig bange? Det fortæller hun om i et nyt afsnit af Vold som Udtryksforms podcast.

Lyt til podcasten

Webinar om Low Arousal

Du kan også møde Louise Runge i et webinar hos os i Vold som Udtryksform.

Her fortæller hun mere om, hvordan en Low Arousal-tilgang kan bruges til at bringe nervesystemet i ro og bidrage til at forbygge voldsomme hændelser.

Webinaret fandt sted 19. september 2023.

Se webinaret

 

Se webinar om Low Arousal

Se med og hør om Louise Runges erfaringer med, hvordan en ’Low Arousal’-tilgang kan bruges til at bringe nervesystemet i ro og bidrage til at forbygge voldsomme hændelser.

Low Arousal handler om at have en ikke-konfronterende tilgang til at håndtere svære situationer, og forebygge, at de opstår.

Der arbejdes med Low Arousal inden for mange områder, hvor vi møder og arbejder med mennesker, og hvor der ofte opstår konflikter.

Louise Runge har bl.a. som tidligere leder af et stofindtagelsesrum på Vesterbro massiv erfaring med at implementere og udøve Low Arousal på det sociale område. I webinaret deler hun ud af erfaringerne med metoden og dykker ned i, hvad den består af, kræver, kan og udfordrer.

Webinaret fandt sted 19/9 kl. 13-14.30.

Varmestuer: ”Et stort hjerte kan ikke stå alene”

Varmestuer: ”Et stort hjerte kan ikke stå alene”

Dilemmaet mellem at ville rumme alle og samtidig passe godt på sine medarbejdere er et gennemgående tema hos landets varmestuer. Det efterlader ofte personalet i opslidende tvivlsspørgsmål – men man kan møde dilemmaet med faglighed.

Af Nikoline Lundquist Madsen, foto: Bax Lindhardt

Ord som ’sanktioner’, ’karantæne’ og ’konsekvenspædagogik’ er for mange ansatte på danske varmestuer ikke begreber, man har lyst til at tage i brug.

Målet med arbejdet er nemlig det stik modsatte. Målet er tålmodighed, omsorg og rummelighed.

Flere varmestuers eksistensgrundlag bygger endda på ønsket om at kunne rumme alle. Også dem der er ’urummelige’.

Derfor stritter det i både personale og ledere, når en voldsom episode kalder på sanktioner og konsekvenser.

Men grænseløs omsorg og evig rummelighed er langt fra gratis. Det koster trivsel. Det koster tryghed. Og det kan i værste tilfælde koste medarbejdere.

Det erfarer flere varmestuer, som Vold som Udtryksform har talt med. Hos ledere fra varmestuer fra hele landet går særligt én ting igen: dilemmaet mellem at ville rumme alle og samtidig passe godt på sine medarbejdere.

Vi rummer alle, og vi lukker aldrig

I Fedtekælderen, Kirkens Korshærs varmestue på Christianshavn i København, er de gået igennem en kulturændring. Fedtekælderens leder, Sharon Parker, har stået bag et opgør med den evigt rummelige selvforståelse, der ellers har ageret drivkraft i årtier.

”At arbejde i en kristen organisation med en stærk historisk selvforståelse af, at her rummer vi mennesker, der ikke kan rummes andre steder, vi giver aldrig karantæne og lukker aldrig varmestuen, har været en stærk og inspirerende tilgang,” fortæller Sharon Parker.

Men hun fortæller også, at tilgangen medførte, at grænserne for, hvad en medarbejder måtte kunne tåle, blev flydende.

”I bagklogskabens lys bliver det tydeligt, at de gennem årene har skullet tåle langt mere end rimeligt var. Ligesom mange ressourcer er blevet brugt på grænsesætning og mandsopdækning af enkelte gæster. Her kunne ressourcerne rettelig være gået til at ’hjælpe de nødstedte mennesker’, som ville have haft mere gavn af indsatsen.”

I bagklogskabens lys bliver det tydeligt, at de gennem årene har skullet tåle langt mere end rimeligt var. Ligesom mange ressourcer er blevet brugt på grænsesætning og mandsopdækning af enkelte gæster.

Selvforståelsen var blevet en del af kulturen, som blev overleveret, hver gang der kom nye medarbejdere til. Man navigerede i for høj grad efter den enkelte medarbejders relation til gæsten, gæstens private situation og den pågældende medarbejders følelser i øjeblikket. Uden klare fælles aftaler, om hvordan retningslinjerne skulle håndhæves, blev det svært at træffe faglige beslutninger – fordi relationen og hensynet til den enkelte gæst blev altoverskyggende.

Det er bestemt ikke kun i Fedtekælderen, at relationen til gæsterne kan gøre det hårdt at træffe svære beslutninger. Sarah Højgaard Cawood fra Café Klare, Mændenes Hjems natcafé for kvinder på Vesterbro i København, forklarer, at når man får en relation til gæsterne, kommer der følelser i spil – og der er kort vej til overinvolvering.

På samme måde fortæller Robert Refslund-Nørgaard fra Den Blå Oase, Blå Kors’ værested i Aabenraa, at det bestemt ikke er nemt at sende en gæst på tænkepause. Heller ikke selvom man ved, at det er den rigtige løsning.

”De mennesker, som kommer her, er jo mennesker, der kommer her, fordi de har nogle udfordringer. Og jo mere vi lærer dem at kende – og er i dialog med dem om deres udfordringer ­– jo mere opbygger vi et forhold til dem. Det er selvfølgelig et professionelt forhold, men man kommer til at holde af de mennesker, man er sammen med.”

Selvom det kan gøre det svært at træffe de hårde beslutninger, gør det dem ikke mindre nødvendige. Han forklarer, at hvis Den Blå Oase skal være et neutralt sted ­– et helle, hvor man kan komme og være – så er der brug for, at alle overholder spillereglerne. Hvis ikke, kan de øvrige borgere ikke stole på, at det er et trygt miljø at være i.

I nogle tilfælde må man tage en beslutning, der ikke er for den specifikke gæsts bedste, men derimod for helhedens. Og det er dér, der ifølge Rober er ”nogle følelser og noget faglighed, som bliver spændt op”.

Øllebrødsbarmhjertighed og grænsesætning

Netop behovet for at tilgodese helhedens bedste er et ønske, der går igen hos alle tre ledere. Sharon Parker italesætter behovet for at sikre, at varmestuen er et frirum og ikke en reproduktion af gaden. Hun kalder det ”misforstået omsorg” og ”øllebrødsbarmhjertighed”, når man ikke sætter grænser i varmestuerne.

Derfor anfægter hun også forståelsen af karantæne som en straf. Ifølge Sharon Parker er hensigten med karantæner aldrig straf, men de kan derimod være et redskab. Et redskab til at beskytte de manges frirum. Til at få arbejdsro. Og til at beskytte sine medarbejdere.

På samme måde understreger Sarah Højgaard Cawood, at ”personalet skal have iltmasken på først”. Hun uddyber, at medarbejdernes velbefindende er altafgørende. Uden et velfungerende team, er der intet fristed at komme til. Og en kultur, hvor man skal kunne klare alt – rumme alt – er ikke velfungerende. Den er derimod opslidende, splittende og koster dygtige medarbejdere på den lange bane.

”Et stort hjerte kan ikke stå alene”

Når man spørger de tre ledere, hvordan man håndterer dilemmaet, svarer alle tre ”faglighed”. Som Sharon Parker beskriver det: ”et stort kan hjerte ikke stå alene”. Der er derimod brug for faglige redskaber. Først og fremmest redskaber til at forebygge konflikterne. Men bestemt også til at håndtere dem, når de er opstået. Og når de er overstået.

Som Robert Refslund-Nørgaard siger, er der ingen af, der kan klare det hele.

”Det gør noget ved dig at have været i en voldsom episode, uanset hvem du er. Hvis du bilder dig andet ind, skal du finde et andet arbejde”.

”Det gør noget ved dig at have været i en voldsom episode, uanset hvem du er. Hvis du bilder dig andet ind, skal du finde et andet arbejde”.

Han uddyber, at der er brug for at genopbygge medarbejdere, der har stået i voldsomme episoder. Det er nemlig altafgørende, at man hjælper sine medarbejdere, når de uundgåeligt bevæger sig i spændingsfeltet mellem faglighed og følelser. En af måderne, man hjælper, er ved at skabe klare retningslinjer. Hertil understreger alle tre ledere, at dilemmaet mellem rummelighed og konsekvens ikke skal være den enkelte medarbejders hovedpine.

”Ensretning fra ledelsens side beskytter medarbejderne,” siger Robert Refslund-Nørgaard.

På samme måde er det Sarah Højgaard Cawood, der tager sig af beslutninger om sanktioner og karantæne på varmestuen. Og Sharon Parker sanktionerer alle episoder, der har været rettet mod medarbejdere.

Men udover ensretning, er tillid til og samtale med sine kollegaer en vigtig del af konflikthåndteringen. De beskriver, at det er nødvendigt at have et trygt rum, hvor man snakker voldsomme episoder igennem. Debriefer med sine kollegaer og bruger dem som et sikkerhedsnet omkring sig. Og ikke mindst taler om de valg, der er blevet truffet – og de ting man kunne have gjort anderledes. På den måde tager man læring med sig fra en voldsom episode, og man bliver i fællesskab løbende bedre til at både forebygge og håndtere.

Der er brug for dilemmaet

Det er netop samtalen, som Sarah Højgaard Cawood peger på som det vigtigste redskab. For ifølge hende bliver dilemmaet aldrig løst. Hun mener, at tvivl er en arbejdsmetode, som vi skal bruge til at navigere i de svære situationer. Hertil lægger hun vægt på begrebet ‘psykologisk tryghed’ – altså troen på at arbejdsmiljøet er trygt nok til, at man kan indrømme fejl, udtrykke tvivl og stille spørgsmål over for sine kollegaer.

”Man kan få lov at være usikker og ikke vide, hvordan man skal gøre ting. Der er ikke noget fuldstændig rigtigt og forkert på den måde. Vi er hele tiden i tvivl, og det må vi godt være, og det er en del af arbejdsmetoden.”

Vi er hele tiden i tvivl, og det må vi godt være, og det er en del af arbejdsmetoden.

For ifølge Sarah Højgaard Cawood bliver dilemmaet aldrig løst. Det skal derimod være der. Grænsesætningen er en løbende proces, der nok aldrig bliver færdig. ”Vi har ikke fundet en løsning, hvordan man slipper de der dilemmaer. Det er en evig balancegang. Og det skal det måske også være. Hvis man har besluttet sig for, hvordan man skal handle hver eneste gang, så vil de nuancer, der alligevel ligger der, når man arbejder med mennesker, ikke komme frem. Så det er nok nødt til at være dilemmafyldt.”

Det tyder altså på, at man skal byde dilemmaer og tvivl velkomne – men man skal møde dem med faglighed. Man skal lære, at grænsesætning – som til tider vil indebære konsekvenser og karantæner ­– er en vigtig del af arbejdet med mennesker.

Selvom det kan lyde som en nedslående konklusion, at dilemmaet aldrig bliver løst, står det dog også tydeligt, at det med de rette redskaber, kan gøres langt mindre opslidende. Klare retningslinjer, grænsesætning og ensretning fra ledelsens side er en del af fundamentet, der med den rette tillid og samtale i medarbejdergruppen kan forvandle dilemmaet fra en nedbrydende indre kamp til et nødvendigt arbejdsredskab.

Sara Højgaard Cawood har fået nyt arbejde siden interviewet og vil fra d 1. oktober 2023 være leder af Dansk Kvindesamfunds krisecenter på Frederiksberg.

Webinar: Low arousal i praksis

Se med og hør om Louise Runges erfaringer med, hvordan en ’Low arousal’-tilgang kan bruges til at bringe nervesystemet i ro og bidrage til at forbygge voldsomme hændelser.

Low Arousal handler om at have en ikke-konfronterende tilgang til at håndtere svære situationer, og forebygge, at de opstår. Der arbejdes med LA indenfor mange områder, hvor vi møder og arbejder med mennesker, og hvor der ofte opstår konflikter.

Webinaret finder sted tirsdag den 19/9 kl. 13-14.30 (der lægges en pause ind under vejs).

Louise Runge har bl.a. som tidligere leder af et stofindtagelsesrum på Vesterbro massiv erfaring med at implementere og udøve ’Low arousal’ på det sociale område. I webinaret deler hun ud af erfaringerne med metoden og dykker ned i, hvad den består af, kræver, kan og udfordrer.

 

Hvem er webinaret relevant for?

Oplægsholders praksiserfaring stammer fra misbrugsområdet, men webinaret er relevant for alle fagprofessionelle og frivillige, der arbejder bredt på det sociale område.

 

Sådan tilmelder du dig

Tilmeld dig via sus.dk.

Deltagelse er gratis. Dagen før webinaret modtager du et link til deltagelse. Webinaret holdes på platformen Vimeo.

Tilmeldingsfrist 17. juni 2023.

Se to webinarer om skam

Vold og trusler om vold er et arbejdsmiljøproblem, som kan få alvorlige konsekvenser for medarbejdernes helbred og trivsel på arbejdspladsen. Det kan aktivere en følelse af skam, utilstrækkelighed og skyld, der i værste fald resulterer i forråelse, omsorgstræthed, empatiudmattelse og moralsk skade.

Man kan arbejde med skamfølelsen og skabe emotionel empowerment med afsæt i MED, ledelse og kollegialt. Men hvordan?

Det har Vold som Udtryksform sat fokus på i to forskellige webinarer med Katja Balslev Nielsen, forfatter til “Skam i professionelle relationer”.

Og du kan nu se eller gense begge webinarer gratis.

I webinar 1 får du konkret viden og redskaber til, hvordan man kan arbejde med skamfølelsen og skabe emotionel empowerment med afsæt i MED, ledelse og kollegialt. Introduktionen til Donald Nathansons skamkompas vil give en forståelse af, hvordan skam kan aktiveres på forskellig vis i det relationelle møde. Ikke kun hos borgeren, men også hos os selv som fagprofessionelle.

Se webinar 1

I webinar 2 graver Katja Balslev Nielsen et spadestik dybere og giver konkrete og praksisnære øvelser og metoder til at arbejde med skamfølelsen både på individ-, gruppe- og ledelsesniveau.

Se webinar 2

 

Få nyt om voldsforebyggelse

direkte i indbakken en gang om måneden