28. oktober 2021

Arbejdspladslaboratorium:

Skoler arbejder med konflikter for at undgå dem

Gode erfaringer fra nyt udviklingsforløb for skoler, der vil blive bedre til at tage hånd om konflikter og voldsomme episoder

Konflikter og vold er desværre et stigende problem på mange skoler i Danmark.

I hvert fald kunne Danmarks Lærerforening for nyligt melde om flere sager, hvor lærere oplever, at de har været nødt til at anvende magt over for en elev.

Problematikken blev taget op i lærernes fagblad Folkeskolen i september. Og i sidste uge fulgte flere landsdækkende medier trop med artikler om sagen. Her blev der bl.a. sat fokus på, at flere lærere bliver politianmeldt i sager, hvor de har grebet ind over for udadreagerende elever.

Den seneste arbejdsskadestatistik fra Danmarks Lærerforening viser ifølge Jyllands-Posten desuden, at i perioden 2012-2019 var vold fra elever årsagen til hver fjerde lærers arbejdsskade.
Men der er måder at forebygge voldsomme episoder og konflikter i klasseværelset på.

Vold som Udtryksform har i det seneste år gennemført et arbejdspladslaboratorium for folkeskoler og specialskoler, der ønsker inspiration, hjælp og støtte til at udvikle arbejdet med at forebygge konflikter og vold på deres skole.

Ny viden og nye redskaber

Udviklingsforløbet er gratis og henvender sig til skoleledere og arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, der deltager sammen i forløbet.

Erfaringerne fra forløbet, der lige er slut, har været rigtig gode, fortæller Birgitte Bækgaard Brasch, der er projektleder og chefkonsulent i Socialt Udviklingscenter SUS, der har stået for at designe og køre forløbet.

– De skoler, der har deltaget, har oplevet at få redskaber og viden med hjem gennem forløbet, der allerede nu har medvirket til at gøre en forskel. Én af skolerne, som egentlig deltog med henblik på at arbejde med konfliktforebyggelse i specialklasser, har valgt at brede deres indsats ud til hele skolen. Og de har styrket deres måde at registrere hændelser på, så registreringerne nu er mere grundige og derfor bedre kan bidrage til forebyggelse af nye hændelser, siger Birgitte Bækgaard Brasch.

Følg med

Den sidste samling i laboratoriet fandt sted 12. oktober, her var der fokus på videndeling, hvor de deltagende skoler holdt oplæg om deres initiativer, og hvor langt de er kommet. Derudover stod Vold som Udtryksform for et oplæg om forandringsledelse, implementering og forankring.

Vold Som Udtryksform er i øjeblikket i gang med at evaluere arbejdspladslaboratoriet. Derfor vil der i den kommende tid komme flere og uddybende artikler om den måde at arbejde med volds- og konfliktforebyggelse på her på sitet. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvis du vil have direkte besked i din indbakke, når artiklerne udkommer.

Publiceret: 28. oktober 2021. Sidst opdateret: 29. oktober 2021